Liv, død og evigt liv

På baggrund af den opgivne litteratur ønskes en redegørel-se for livsforståelse i tidlig eskimoisk kultur, i det gamle Israel

og i nyere teologi

Bachelorprojekt januar 2005 Stud. theol. Emilie Steenholdt

Institut for Teologi Ilisimatusarfik

Vejleder cand. theol. Niels Thomsen

2

Indledning Jeg bor i det høje nord, i det arktiske Grønland, og mange i de varme lande får kuldegysninger ved blot at høre om landets beliggenhed. Jeg er født og opvokset deroppe i det kolde nord, langt oppe nordpå i Grønland. Under en ferie i Mexico i 1994 spurgte mexicanerne mig, hvor jeg kom fra og når jeg forklarede dem, at jeg kom fra Grønland, gjorde de rystebevægelser i kroppen for at vise, at der kunne de i hvert fald ikke tænke sig at bo, det var for koldt for dem. Jeg kunne for øvrigt heller ikke tænke mig at bo i Mexico, fordi jeg fik solstik en af dagene og virkelig opleve-de at fryse med kulderystelser i kroppen i over 40o’s varme og det vil jeg nødig opleve igen, så-dan er det jo med os mennesker, vi, der er Guds skabninger i Guds storslåede skaberværk, vi har hver især tilpasset os den del af jorden, hvor vi er født eller har bosat os. Jeg er opvokset med kristendommen som ballast af grønlandske forældre. Min baggrund er både eskimoisk, men også kristen. Kristendommen, som går langt tilbage i tiden til længe før Kristi fødsel i et land i Kana’ans land, hvor staten Israel blev til efter at forskellige folkeslag i de om-kringliggende beboelser med tiden slog sig sammen og i løbet af mange, mange år udviklede en fælles kultur, den israelitiske (den jødiske), hvor kristendommen har sit udspring. Jeg vil benytte muligheden gennem mit bachelorprojekt at finde ud af, hvad det er for en størrel-se, jeg er sammensat af. Jeg vil vide, hvad mine rødder består af, et ganske naturligt spørgsmål som alle mennesker stiller sig selv, men som jeg her har fået en oplagt chance for at finde ud af. Vi grønlændere stiftede første gang bekendtskab med kristendommen i 1721, da Hans Egede kom til Grønland for at lede efter overlevende nordboere, han fandt dem ikke, men til gengæld fandt han de gamle eskimoer, Inuit. I nutidens Grønland bruger vi betegnelsen Inuit om vore forfædre og ikke eskimoer, som meget litteratur benytter, så det gør jeg i denne fremstilling. Ole Jensen skriver om sine studier ”Nu ønsker jeg ikke uden videre verden skruet tilbage til for-tiden. En del nød er udryddet i den generation, der har fuldendt landbrugets industrialisering”, og fortsætter, at processen fra landbrug til industri har krævet meget af og gjort befolkningen kultu-relt rodløs.1” Rodløsheden kender vi også her i Grønland, som følge af 2 forskellige kulturers møde med hinanden, på et tidspunkt vil denne følelse af fremmedgjorthed forsvinde og så har 2 forskellige kulturer tilpasset sig hinanden. Men for at komme helskindet igennem denne proces må jeg kigge tilbage og se, hvilke sider af disse 2 forskellige kulturer, her i dette tilfælde min eskimoiske fortid og kristendommen, jeg kan få op i en højere enhed. Hvad er der ved disse arv, der gør mig til det hele menneske, jeg er. Vi kan bruge de tusindårige erfaringer, som forfædrene har gjort sig til en del af helheden i dag, såvel kulturelt som i vores åndelighed og dermed i vores kristne livsforståelse. Mennesket er ikke alene, vi lever i et fællesskab, først og fremmest i vores nære samfund, men også ude om-kring, hvor vi møder andre i andre dele af verden, der jo er Guds skabte verden. Vi har hver især fundet den krog i verden, som giver os de livsbetingelser, som vi hver især har behov for og som vi trives ved. Guds alle skabninger er der plads til og troen på Kristi opstandelse indebærer, at døde kan opstå, for ellers kunne Kristus heller ikke være opstået. (1 Kor 15,16). Den tro giver et løfte om en fremtid, som er så lys og tryg, at man kan boltre sig i denne store verden, som Gud har skabt (1 Mos 1,1). Denne store verdens gaver består i alt, hvad alle skabninger, såvel dyr som mennesker og alt skaberværket har brug for (1 Mos 1, 3-25; 2,7). For livets opretholdelse er det nødvendigt, at der er harmoni mellem sjæl og krop. Kroppen er Guds tempel og Gud bor der (1 Kor 3,16). Men skal der være en balance mellem krop og sjæl, er det nødvendigt, at man trives. De små og store gnidninger, vi mennesker udsætter dagligt hinanden for kan også sprede sig som ringe i vandet, så det når ud til andre befolkningsgrupper, men også til andre folkeslag med andre værdier og normer i livet end lige netop vores kristne livsholdning. Det, der krydrer tilværelsen 1 Ole Jensen, I vækstens vold, Økologi og religion, s. 31 herefter Ole Jensen

3

er jo netop, at vi er forskellige, alle Guds børn er hver især ikke skabt ens, men lad os hellere favne hinanden fremfor at afvise hinanden uden skelen til, om pågældende er grøn eller blå eller om pågældende har en anden religion end vores, livet er for værdifuldt til at udelukke andre i de små eksklusive grupper, som vi selv danner. Udtalelser som ”De gamle Adamer og Evaer skal ikke mødes i himmelen, men kun Kristi legemes lemmer, afdøde i Ham fra hele gamle Adams væsen, og oprejst i Ham til kærlighedens fællesliv i herligheden2” udtrykker en fromhed, der hører sig til i en svunden tid, som vi også er en del af, og som gav sin samtid styrke i troen og trøst i livets opretholdelse, men uanset om man siger, at synden skal være renset væk inden man kommer i herligheden er det en udtalelse, der udelukker andre end lige den lille gruppe, som man finder er egnet til at være med i gruppen. Ved kun at inkludere menighedens medlemmer i Kristi kærlighed og udelukke alle de øvrige, bevæger vi os ud i fundamentalismens sfære, hvor der ikke findes plads til ens næste. Og det har vi allerede set for meget til. Op gennem historien har vi set, at kristendommen har udført sin rejse gennem mange folkeslag og er blevet indlemmet i de forskellige kulturer, som en del af deres hverdag. Kristendommen har fået sit præg af de folk, der tog den til sig og sådan skal det være, men lad os begynde med min egen kulturelle baggrund og fortsætte med de gamle israelitters sjæleliv og samfundsliv og afrunde opgaven med den moderne tids opfattelse af det evige liv og lad os undervejs se, hvad vi møder. Jeg er selvfølgelig nødt til at indskrænke mine iagttagelser til at omfatte en redegørelse for livs-forståelse i tidlig eskimoisk (inuit) kultur, i det gamle Israel og i nyere teologi med overskriften Liv, død og evigt liv. Til dette formål vil jeg behandle 3 delområder:

I Livsforståelse i tidlig Inuit kultur II Sjæleliv og samfundsliv i det gamle Israel III Det evige liv

For at gøre overgangen mellem delområder sammenhængende og for at danne et overblik over selve opgaven vil jeg benytte Ole Jensens bog I vækstens vold – økologi og religion til at danne bro over de forskellige afsnit, idet han i sin bog gør en livsforståelse, der er beslægtet med Inuit og Det gamle Israel gældende som en moderne mulighed.

2 Regin Prenter, Skabelse og genløsning, 2. udgave 1955 s. 622

4

Liv, død og evigt liv På baggrund af den opgivne litteratur ønskes en redegørelse for livsforståelse i tidlig eskimoisk kultur, i det gamle Israel og i nyere teologi Indledning................................................................................................................................... 2 Indholdsfortegnelse I: ”Livsforståelse i tidlig inuit (eskimoisk) kultur” Indledning. ......................................................................................................................... 5 I Nordgrønlandsk skabelsesberetning................................................................................... 6 Animistisk verdensopfattelse ............................................................................................. 7 Inua..................................................................................................................................... 8 Sila...................................................................................................................................... 9 II Familie og moral ................................................................................................................ 9 Amuletter.......................................................................................................................... 10 Tupilak ............................................................................................................................. 10 Åndemanerens hverv........................................................................................................ 11 Konklusion ....................................................................................................................... 12 Indholdsfortegnelse II: ”Sjæleliv og samfundsliv i det gamle Israel” Forord ....... ....................................................................................................................... 13 Indledning. ....................................................................................................................... 13 Verdens skabelse .............................................................................................................. 14 I Israelittens verdensopfattelse ........................................................................................... 14 Livets og dødens verden................................................................................................... 15 Kampen mellem liv og død .............................................................................................. 15 II Slægten, social orden........................................................................................................ 16 Sjælen, velsignelsen ......................................................................................................... 17 Synd og forbandelse ......................................................................................................... 17 Rent og urent .................................................................................................................... 18 Konklusion ....................................................................................................................... 19 Indholdsfortegnelse III: ”Det evige liv - P. G. Lindhardt og Regin Prenter” Indledning. ....................................................................................................................... 20 Det evige liv ..................................................................................................................... 20 Konklusion ....................................................................................................................... 22 Afslutning......... ....................................................................................................................... 23 Den livsforståelse der findes i Inuit og i det gamle Israel er den en mulighed i det moderne samfund? .................................................................................................................. 23 Litteraturliste .... ....................................................................................................................... 25

5

I - Livsforståelse i tidlig inuit (eskimoisk) kultur Indledning Inuits mytologiske liv, såvel som det religiøse har været nært forbundet eller rettere, det har væ-ret uadskilleligt. Hele tilværelsen var ordnet, folkets fangererhverv var det altafgørende for fol-kets overlevelse. I fangerlivet var der en række forhold, der skulle overholdes, men også iagtta-ges. Tabuforskrifter skulle overholdes af alle og det var nødvendigt at være på god fod med ån-derne. En fangers oplæring i fangererhvervet starter allerede mens han kun kan kravle. Den star-ter med leg, hvor alle hans legeredskaber er miniatureudgaver af den voksne fangers redskaber, og oplæringen fortsætter til han bliver voksen og fuldt udrustet til selv at klare sit erhverv ude i havet i en qajaq. En qajaq er fangerens vigtigste redskab, den giver ham den bevægelsesfrihed, som hans fangst-område kræver. Men samtidig nøder fangstdyrenes bevægelser fangeren og hans familie til at følge disse og alt afhængigt af, hvilke fangstdyr og på hvilke tidspunkter, de er fremme på Grøn-lands kyster følger han og hans familie dem i et nomadiserende liv. Er det dyr, der når de grøn-landske kyster om efteråret, eller er det dyr, der først dukker op, når de lyse tider melder sig etc. Vi har både alvorsfulde og lyse beretninger om fangerlivet, om genvordigheder, men også glæ-den ved at færdes i naturen og mødet med andre mennesker. Havet kræver fangeren hans fulde koncentration. De mægtige naturmagter, der i tide og utide melder sig er ikke noget, man kan være overhørig, det kræver handling og især snarrådighed at overleve i en natur, hvis temperatur det meste af året er i minusgrader og storme, der kan rase uafbrudt, især når de om efteråret melder deres ankomst og afslører, at de er kommet for at blive. En fangers overlevelse afhænger af hans dygtighed som specialist i sit erhverv, men en fanger er også kun et menneske, der besidder alle de andre egenskaber et menneske er skabt med. Disse ekstremer, som han møder i sit erhverv kan i uheldigste fald gøre ham syg i sindet. Vi kender en række fortællinger om storfangere, der har fået smag for at dræbe mennesker, de møder på havet. Og de mennesker de møder på havet er andre fangere, der udøver deres hverv. En fanger, der bliver til fare for sine omgivelser ’inorersorsuaq’ (en massemorder) går flere sammen om at uskadeliggøre. Når et sådant forhold sker, er der ikke langt til gengældelsesdrab, et såkaldt hævndrab. En dræbts sjæl får ikke fred medmindre ugerningen gengældes. Øje for øje – tand for tand.3 I første hovedafsnit vil jeg trække de store linier op, som de kommer til udtryk i myter om ver-dens og menneskets tilblivelse. Jeg vil vise, hvorledes disse myter forudsætter en animistisk ver-densopfattelse, og hvilken rolle begreber som ’Inua’ (nærmest livskraft) og ’Sila’ (nærmest den ordnende kraft) spiller. I andet hovedafsnit vil jeg beskrive nogle enkeltfænomener (familie og moral, amuletter, tupilak, åndemanere), hvor denne livsforståelse viser sig konkret.

3 Otto Sandgreen, ”Øje for øje og tand for tand…”, Otto Sandgreens Forlag, 1987, s. 167

6

I

Nordgrønlandsk skabelsesberetning: Der kendes flere varianter af skabelsesmyter i de forskellige Inuit-samfund, ja endog i selve Grønland. Jeg begynder med at citere en skabelsesmyte fra Thule-området, som Knud Rasmus-sen har nedskrevet og oversat ”efter en Diktat af den gamle Eskimokvinde Arnaruluk”4 fra Thu-le-området. ”Dengang for længe, længe siden, da Jorden skulde blive til, styrtede den ned fra oven, Jord, Fjælde og Sten, oppe fra Himlen; saaledes blev Jorden til. Da Jorden var bleven til, kom Menneskene. Man fortæller, at Menneskene opstod af Jorden. Smaabørn kom ud af Jorden, de kom frem mellem Pilebuske, fulde af Pileløv. Og saa laa de der mellem Dværgbuskene med lukkede Øjne og sprællede; de kunde ikke engang kravle. Deres Mad fik de af Jorden. Der fortælles nu om en Mand og Kone: Konen syr Barnedragter og vandrer ud over Jorden; her finder hun Smaabørn, klæder dem paa og bringer dem hjem. Saaledes blev Menneskene mange. Da de nu var bleven mange, vilde de have Hunde. Og en Mand gaar ud med en Hundesele i Haanden og giver sig til at stampe i Jorden under Raabet: ”Hok – hok – hok!” Saa sprang Hun-dene frem af Tuer, Smaatuer; og de rystede sig ordentligt, for de var fulde af Sand. – Saaledes fik Menneskene Hunde. Men Menneskene formerede sig; de blev flere og flere. – De kendte ikke Døden, dengang for længe, længe siden, og de blev meget gamle; til sidst kunde de ikke gaa, de blev blinde og maatte ligge. De kendte heller ikke Solen, de levede i Mørke; Dagen gryede aldrig. Kun inde i Husene havde de Lys, de brændte Vand i Lamperne; dengang kunde Vand brænde. – Men Menneskene, som ikke forstod at dø, blev alt for mange, de overfyldte Jorden – og saa kom der en mægtig Havflod. Mange druknede, og Menneskene blev færre. Spor af denne Havflod finder vi paa høje Fjæld-toppe, hvor man ofte kan finde Muslinger. Da Menneskene nu var bleven færre, gav to gamle Kællinger sig til at tale: ”Lad os blot være uden Dag, naar vi samtidig er uden Død!” sagde den ene; hun var vist bange for Døden. ”Nej,” sagde den anden, ”vi vil have baade Lys og Død.” Og da den gamle Kone udtalte disse Ord, blev det saaledes. Lyset kom, og Glæden og Døden. Da Menneskene nu havde faaet Lyset, kunde de tage paa Fangstrejser og behøvede ikke længere at æde af Jorden. Og med Døden kom Solen, Maanen og Stjernerne. – Thi naar Mennesker dør, stiger de op til Himlen og bliver lysende.” 5 Til forskel fra den nordgrønlandske skabelsesberetning fortæller den østgrønlandske om, at men-neskene i urtiden levede udødelige oppe i himlen, hvorefter en mand styrtede ned og avlede en datter med jorden. I den efterfølgende kaotiske tid med voldsomme naturkatastrofer opstod in-nersuit (”ildfolk”, der lever i et land under havet) og østgrønlænderne som de eneste overlevende mennesker6. Åndeligheden i disse sagn eller myter må forstås ud fra den eskimoiske eller som man siger i disse år ’inuits’ verdensopfattelse, der kategoriseres under en animistisk verdensopfattelse, d.v.s. at naturen er levende og verden synes at bære liv i sig selv. Der opereres ikke med guddomme, der skaber, men med den besjælede natur. 4 Knud Rasmussen, Grønland langs Polhavet, Mindeudgave, I, København 1934, s. 151 herefter Knud Rasmussen 5 Knud Rasmussen, s. 151 6 Anders Bjørn, SILA, grønlandsk religion, 1996, s. 32 herefter Sila

7

Animistisk verdensopfattelse (animisme, latin: sjæl, ånd) Bag myterne i inuits skabelsesberetninger ligger en forståelse af en verdensopfattelse, hvor natu-ren er levende og har en livskraft, der ikke adskiller sig meget fra menneskenes og andre skab-ningers. Jorden blev til, da jord, fjelde og sten styrtede ned fra oven. Menneskene opstod senere af jorden, de havde lukkede øjne og deres mad fik de af jorden. De første mennesker levede i mørke og vand kunne brænde. De kendte ikke solen. De forstod heller ikke at dø, derfor blev jorden overbefolket. Men en mægtig havflod forårsagede druknedøden for mange. Fordi menne-skene ikke døde en naturlig død blev de til sidst så gamle, at de både blev blinde og fuldstændig hjælpeløse. Så var det, at to gamle kvinder talte sammen om livet og døden. Den ene stemte for, at de fortsat levede i mørke blot de blev forskånet for døden, den anden gik ind for, at døden blev en del af livet blot lyset kom ind i menneskenes liv, og det var, hvad der skete. Med døden kom lyset, men også glæden. Mennesket, der har en sjæl, er beslægtet med fangstdyrene, der har sjæle. Blot er legemet ander-ledes. Jorden har også en kraft og en ’Inuk7’, derfor er der en række forhold, der skal iagttages, for at jorden ikke bliver fornærmet. Naturforhold, såsom havet, luften og jorden har hver deres ’Inuk’, som man skal have respekt for. Fangstdyrene har en altafgørende betydning for inuit-samfundet, derfor er der en række forhold, der skal iagttages, for at de kan have det godt og føle glæde ved at færdes, hvor fangeren og hans familie er. I den tidlige grønlandske kultur og inuit-kultur i det hele taget er troen på eksistens efter døden en forestilling om, at man beholdt udseendet og de samme sociale relationer, som livet på jor-den8. Menneskets sjæl vil få ophold i et af de 2 dødsriger, som sjælene rejste til efter døden, men det var et krav, at de efterladte overholdt en lang række regler eller tabuer, og hvis disse forhold ikke var respekteret, kunne sjælen blive en omflakkende og hjemløs trussel for samfundet9. Både mennesker og dyr har sjæle og sjælene lever videre efter døden. De dødes sjæle skal tages seriøst og behandles efter bestemte handlingsmønstre, hvis man vil undgå hævnaktioner. Når dyr er nedlagt går der en tid, der er farlig både for dyret og fangeren. Dyret skal rejse tilbage til sit hjem og der iklæde sig et nyt legeme, så den kan komme tilbage til fangstpladserne, og fangeren skal iagttage forholdsregler, så det dræbte fangstdyrs sjæl kan komme tilbage til dyrenes hjem, gør han det ikke, vil han miste sit jagtheld. Tiden mellem dødens indtræden og sjælens tilbage-venden til de dødes hjem er farlig, derfor skal man følge nogle ritualer. Forskellen på mennesker og dyr er legemet, ligheden er sjælen10. Vi har et sagn, der beretter om en sjæl, der kan vandre. Sjælen, der kan vandre, startede med at være et menneske, men blev en sæl, da han blev dræbt. Han prøvede derefter at leve som en række dyr, men endte til sidst med at blive fanget som en sæl, hvorefter den krøb ind i en ufrugt-sommelig kvindes underliv, da hendes mand kastede sine vanter op til hende under parteringen og fødtes senere som et drengebarn11. Respekten for fangstdyr har haft en altomfattende betydning i det tidlige grønlandske samfund, såvel som i det øvrige inuit-samfund. Livets fortsatte opretholdelse afhang fuldstændig af, om der var fangstdyr at fange. Mange historier handler om sultedød som følge af den lange vinters

7 Inuk; se under afsnittet; Inuk - inua 8 Robert Petersen, GRØNLANDSK – INUIT – FILOSOFI, Nogle rids om nogle grønlandske opfattelser, omred.,

april 2001, s. 4 derefter Robert Petersen 9 Sila, s. 36 10 Lasse Brandstrup og Hanne Josephsen, ESKIMOERNE – en tekstcollage om religion og eksistens, 1975, s. 41 11 Knud Rasmussen Mindeudgave III, Nye Mennesker, s. 86

8

misfangst, når isen har været så massiv eller efterårs- og vinterstormene har været så voldsom-me, at fangstmulighederne var blevet umuliggjort. Derfor havde både landdyr og havdyr måttet behandles med hver sin måde at blive respekteret på. F.eks. måtte landdyr ikke bringes ind i huset eller snehytten som havdyrene, ellers blev de fornærmede og ville ikke blive fanget igen. Alle fangstdyr skal behandles med respekt, både de levende og de døde. Benene af den første fangst, f.eks. en sæl, skal omhyggeligt samles og brin-ges tilbage til havet for at det kan blive levende igen og blive fanget påny. Inughuit (polareski-moerne) samlede benene af en isbjørn sammen med hovedet og stillede det i vindueskarmen for at sjælen ikke skulle have alt for meget besvær med at komme hjem12. Dyrene blev opfattet som ligeværdige væsener. De blev opfattet som lige så kloge som menne-sker, specielt var isbjørne respekterede. Aua, der var en angakkoq, har berettet følgende: ”Dyr og mennesker står hinanden nær, det var derfor vore forfædre troede, at man snart kunne være dyr, snart menneske. Men bjørnene står os nærmest. De kan synes at have menneskeforstand og kryber hen til sovende sæler, ganske på samme måde som en fanger…” Han havde selv engang observeret en bjørn liste sig hen til en flok sovende hvalrosser. Den hav-de en stor isblok mellem forlabberne og dækkede sig bag isstykker, så den ikke kunne blive set af hvalrosserne. Så snart de faldt til ro, krøb den frem oprejst på sine bagben og slog ned på den hvalros, den havde udset sig med isblokken, så den blev bedøvet og så var det ingen sag at aflive den13. Inua Alt – dyr, ting, naturfænomener, selv begreber som latter og søvn – mente man var i besiddelse en særlig livskraft, inua (inui i flertalsform). Inua betyder dens ejer, dens herre eller dens menne-skelige liv eller dens åndelige kraft, der har samme egenskaber som menneskets åndelige kraft og dog er der en forskel på menneskets, de større fangstdyrs og tings og begrebers væren eller inua. ”Inua er tings og begrebers væren14”. Der findes en indre kraft og energi i alle ting, såsom jorden, et farligt strømsted, selv latteren, glæden eller gråden. Eksempler: ”Nuannaarnerup pulavaanga”, glæden kryber ind i mig (glæden gennemstrømmer mig). ”Aliasunnerup kimimmanga”, da sorgen gennemsyrede mig (sorgen har taget bolig i mig) etc. Når det drejer sig om naturfænomener var det en almindelig skik, at man formildede et farligt næs længst ud mod det åbne hav (kangaarsuk) med en godbid, når man sejlede forbi, det skulle sikre, at man kom helskindet igennem. I Grønland har vi et sagn om Kaassassuk, den forældreløse, der får sig en åndelig hjælper ”Pis-saap inua” (Kraftens herre), et overnaturligt dyr (en kæmpe ræv), der opøver Kaassassuk til at blive mægtig. Kaassassuk bliver i starten opfordret til at gøre sig fri af sit legetøj, der holder ham fanget i at blive på stedet, så han ikke kan frigøre sig fra sin uheldige stilling i samfundet, som prügelknape, eller som Pissaap inua sagde efter at have slynget ham rundt: (”Kingumut qiviassa-sutit!” Kaassassuk kingumut qiviannguaraluaq: Pinnguarpassuit tamalaat! Teriannissap saappaa: ”Tamassa allineq ajuutitit! Kingullermillu!”) ”Kig tilbage!” Kaassassuk kiggede tilbage og så, at alle mulige slags legetøj var spredt rundt omkring. Ræven fortsatte: ”Det er, hvad der forhindrer dig i at vokse! Lad os prøve igen!15” (egen oversættelse). En moderne psykologisk tolkning ville

12 Knud Rasmussen Mindeudgave III, Nye Mennesker, s. 90 13 Knud Rasmussen, Den store Slæderejse, s. 24, herefter Den store Slæderejse 14 Robert Petersen, s. 11 15 Atuakkiorfik 1999. Taama allattunga, Aalup Kangermiup oqaluttuai assilialiaalu tamakkiisut, Gaba Thorning

aamma Arnaq Grove suleqatigalugit Kirsten Thistedimit saqqummersinneqartoq, s. 125

9

kunne udlægge det således, at Kaassassuk skal frigøre sig fra sine laster for at kunne vokse, for at blive fri af sine skygger. Budskabet minder i dag meget om, at skal man leve et tilfredsstillende liv, er man nødt til at ar-bejde med sig selv, man skal gennemgå en mental renselsesproces for at fungere optimalt igen, hvis man af den ene eller anden grund er ude i en krise. Vi kan tage en alkoholbehandling som eksempel eller en samtaleterapi hos en psykolog eller psykiater. Sila Sila dækker meget. Grundbetydningen er det, der er overalt. Sila betyder også luft, vejr, rummet, universet, verden og brugt i forbindelse med det menneskelige betyder det, forstand, fornuft, klogskab eller sindssyge. Brændevin blev kaldt for ”silaqanngitsoq”, forstandsløs eller brugt i dens betydning, ”det, der fratager ens forstand”, d.v.s. fuldskab. Sila er en kraft, der opretholder og garanterer den kendte verdensorden. Der er forskere, der op-fatter Sila som inuits oprindelige ”guddom”, når Sila bruges synonymt med Pinnga ”magten der-oppe”. Inuit i det canadiske fastland har dyrket Sila som en personificeret magt, der rådede over dyrs og menneskers sjæle. Sila skal sikre, at en række taburegler og normer skal overholdes. Hvis menneskene ikke følger reglerne (taburegler etc.) krænker man Sila, der straffer ved at lade storme eller naturkatastrofer hærge16. Efterfølgende er en demonstration af, hvorledes Sila også bliver opfattet: ”Alle vore Skikke kommer fra Livet og gaar til Livet; vi forklarer intet, vi tror intet, men i det, jeg nu har vist dig, ligger alle vore Svar. Vi frygter! Vi frygter for Jordens Vejr, som vi skal kæmpe med for at vriste Føden ud af Land og Hav. Vi frygter Nød og Sult i de kolde Snehytter.

Vi frygter den Sygdom, som vi daglig oplever rundt omkring os. Ikke Døden, men Lidelsen. Vi frygter døde Menneskers og dræbte Fangstdyrs Sjæle.

Vi frygter Jordens og Luftens Aander. Derfor har vore Fædre fra deres Fædre væbnet sig med alle de gamle Leveregler, som er bygget paa Slægters Erfaringer og Livsvisdom. Vi ved ikke hvorledes, vi aner ikke hvorfor, men vi føl-ger dem for at faa Lov til at leve sorgløst. Og saa uvidende er vi trods alle vore Aandemanere, at vi frygter alt det, vi ikke kender. Vi frygter det, vi ser omkring os, og vi frygter det, vi kender fra Forfædres Fortællinger og Myter. Derfor har vi vore Skikke, og derfor overholder vi vor Ta-bu.17” Sådan besvarede den canadiske angakkoq (shaman) Aua Knud Rasmussens spørgsmål om, hvorledes man forholdt sig til leveregler og tabuskikke.

II

Familie og moral Afsnittet om familie og moral har en generel karakter, men Inuits mytologiske liv, såvel som det religiøse har været nært forbundet eller rettere, det har været uadskilleligt. Hele tilværelsen var ordnet, folkets fangererhverv var det altafgørende for folkets overlevelse og derfor var der en række forhold, der skulle iagttages og disse var bundet til familien, alle medlemmer i familien skulle følge de uskrevne regler. Grønland, der ligger i det høje nord, er et arktisk land. Livet er hårdt at opretholde, fordi somme-ren er så kort. I vinterens kulde og mørke bliver vejret ustadigt i de egne, hvor havisen ikke rege-rer, hvorimod havisen giver et mere stabilt vejr. Men for alle inuit gælder det, at livet bliver be- 16 Sila, s. 38 17 Knud Rasmussen Mindeudgave II, Fra Grønland til Stillehavet, Gyldendals Forlagstrykkeri, 1934, s. 160

10

sværligt, når kulden sætter ind og er man uheldig med vejret kan man risikere, at fangstdyrene bliver umulige at få fat i, specielt når alt ises til eller hvis stormene raser uden ophør og umulig-gør, at fangerne kan tage på fangst. Derfor bliver der indsamlet forråd, masser af forråd, mens sommeren står på. Der bliver liv og glade dage, men også travlhed. Fordi de sæsonbestemte fangstdyrs tilstedeværelse på Grønlands kyster måtte følges, rejste man fra sted til sted i et no-madiserende liv. Kun om vinteren var man fastboende, og dog var vintertiden passende til slæde-rejser, når sneen og isen skabte kortere forbindelser til de omkringliggende beboelser, der mulig-gjorde besøgsrejser. For at opretholde livet er det nødvendigt at fordele pligterne. Kvinderne, der føder børn, må have hjemmet som sit arbejdsfelt med alt, hvad dertil hører, hvorimod manden må tage det til tider hårde slid for at skaffe føden og klæder til familien. Børnene bliver oplært i at tage del i pligterne allerede mens de er små. Drengenes legetøj opøver dem til engang at blive fangere, og pigernes legetøj er lavet med det forsæt, at de engang skal overtage rollen som opretholdere af hjemmet og for at de, når tid kom, kan skabe trivsel for fa-milien. Drengenes opdragelse er faderens opgave, hvorimod pigernes opdragelse er moderens. Følgende er en lille episode om børn, der kurer ned ad en fjeldskrænt en sommerdag, og bedste-moderen til børnene er citeret i Peter Freuchens Bog om eskimoerne: ”…Børn ødelægger alt mu-ligt uden at skænke det en tanke; de har ingen bekymringer. Men for hver dag, de lever, bliver de klogere og klogere. Snart kommer den dag da de ikke mere vil gøre den slags ting. De kommer til at spekulere over det unødvendige slid på deres bukser og beklager at de har gjort sådan no-get. Man må da glæde sig over, at vi alle begynder som ubetænksomme børn, men at den sunde fornuft vokser frem i os for hver dag der går. Til sidst bliver vi gamle og vise. Tænk dig blot at det havde været omvendt, sådan at vi blev født kloge og sparsommelige og at vores klogskab så tog af med tiden. Så ville det blive onde tider blandt menneskene! Derfor er det glædeligt at se på børnenes tankeløse leg!18” Beretningerne om forældreløse børn er dog for langt de fleste tilfælde en kamp for livets opret-holdelse, og de forsørgerløse har måttet kæmpe for at overleve. Vi har sagn om Kaassassuk, Sas-suma Arnaa (Havets Moder) og en række andre fortællinger om de forældreløses kummerlige livsvilkår. Med forsørgerens farlige erhverv med en stor dødelighed til følge grundet ulykker har der været mange forsørgerløse børn, men familien har trådt til og/eller den efterladte mor har giftet sig igen. Amuletter Børnene bliver udstyret med amuletter allerede mens de er helt små. Amuletter ”skulle afvende såvel ulykker og onde hensigter som giver lykke og held. De er magiske, fordi de er blevet tillagt en styrke, som er større end blot det materiale, som amuletten er lavet af, samtidig med at de afspejler specifikke egenskaber ved materialet19”. En harefod f.eks. skal gøre drengen til en hur-tig løber. En qajaq kan også blive udstyret med amuletter for at undgå hekseri. Tupilak En tupilak bruges til at komme en fjende til livs. I den tidlige Inuit-religion har den en magisk virkning. Den er sammensat af forskellige dyrebestanddele. Den gøres levende ved at tupilak-mageren lader den die af sine genitalier20, og sender den derefter ud i havet og svømmer som en 18 Peter Freuchen, Bog om eskimoerne, Gyldendal 1962, s. 77, herefter Bog om eskimoerne 19 Merete Demant Jakobsen, Shamaner, Mellem ånder og mennesker, s. 63, herefter Shamaner 20 Gyldendals Religionsleksikon, Religion/Livsanskuelse, 3. udgave, 1998

11

sæl inden dem rammer sit mål, som regel en mand i hans qajaq, når den bliver forvekslet med en sæl og bliver fanget dræber den sit mål, men sker det ikke og bliver målet klar over, at en tupilak er sendt ud for at dræbe ham, kan han tage sine forholdsregler i brug og afværge angrebet. Når det sker, sker der en boomerang-effekt, tupilakken angriber så i stedet sin avler og det viser sig ved, at den pågældende inden døgnet er omme bliver sindssyg. Åndemanerens hverv En angakkoq bliver på dansk betegnet en åndemaner eller en shaman. H. J. Rinks beskrivelse af angakkoq’ens rolle er citeret i bogen Shamaner:

De maatte vel ogsaa anses som Bærerne af deres Nations Videnskabelighed, som dem der vedligeholdt den fra Forfædrene arvede Kundskab om Levereglerne. I hvilke som helst tvivl-somme Tilfælde, hvor det gjaldt om det daglige Erhverv, om at afværge Sygdom og andre Ulykker, eller at bekjæmpe Fjender, bleve deres Raad søgte og ubetinget adlydte. Skjøndt de for øvrigt dreve ganske det samme Erhverv som de andre Indfødte, og førte et ligesaa tarve-ligt Liv som disse, udgjorde de dog en særegen Klasse, der opnåede sin Værdighed ved at gjennemgaae en vis Skole, og maatte iagttage visse særegne Leveregler, ligesom de ogsaa havde et særegent Sprog. Naar deres værste Fjender, de første Missionærer, sige om dem, at der blandt dem fandtes de viseste og klogeste Mænd, kan man vistnok med Grund antage, at dette var det almindelige, og at de besad en dybere Indsigt i Naturen og Menneskelivet, end deres øvrige Landsmænd21.”

I bogen, akilinermiulerssârutit, beretter Jakob Olsen, der deltog i ekspeditionen ”Fra Grønland til Stillehavet” i tidsrummet 1921-1923 sammen med bl.a. Knud Rasmussen om angakkoq’ens (en åndemaners) mange hverv, der bestod i også at kunne rådføre sig med ånder. En angakkoq skal kunne sørge for, at vejret formildes, men han skal også sørge for, at der er fangstdyr nok22. Og Knud Rasmussen fortæller i bogen Den store Slæderejse, at en angakkoqs vigtigste hverv er at være præst og læge. De fleste sygdomme skyldes mangler i sjælen og man kan ikke adskille præste- og lægegerningen. I angakkoq’en Auas beretning om sin læretid og sin opnåelse af a-ngakkoq-hvervet, siger han om dette, at en angakkoq skal ”kunne helbrede syge, fare til de dødes land for at søge efter tabte sjæle og til den store havånd for at skaffe fangstdyr, og endelig at kunne udføre vidunderlige kunststykker, der skulle overbevise menneskene om hans overnaturli-ge evner23.” Manglende overholdelse af tabuforskrifter kan også medføre udeblivelse af fangstdyr, når dette sker, er det Havets Moder, der tilbageholder fangstdyrene som straf. Tabubrud, i form af f.eks. manglende overholdelse af renhedsforskrifter i.f.m. fødsel, menstruation, død o.lign. rammer Havets Moder i form af skidt, der lagrer sig i håret. Herefter er det angakkoq’ens opgave at tage kontakt til Havets Moder for at formilde hende ved at rense hendes hår, så hun atter kan frigøre fangstdyrene24. Ånderne spiller en vigtig rolle i den tidlige grønlandske inuit-kultur. Der findes omvandrende sjæle, som er blevet forladt af en afdød angakkoq og som venter på, at en angakkoq-kandidat bliver moden til at modtage en toornaq, dvs. en hjælpeånd. Til Qaarngaaqs spørgsmål om, hvor-dan hjælpeånden er bekendt med, at Qaarngaaq en dag vil blive angakkoq, svarer denne, allerede mens Qaarngaaq formulerer sit spørgsmål i tankerne; ”Jeg vidste allerede, mens du var barn, at

21 Shamaner, s. 90 22 J. P. Jacob Olsen, akilinermiulerssârutit, Det grønlandske Forlag, Godthåb 1958, s. 60, herefter akilinermiu-

lerssârutit 23 Den store Slæderejse, s. 53 24 Mâliâraκ Vebæk, Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger, Atuakkiorfik 2001, s. 147

12

du en dag ville blive en angakkoq, fordi du udstråler et lysende skær omkring dig, når du bliver alene og for os efterladte hjælpeånder er det om at komme først til, når lejligheden melder sig. Denne gang er det mig, der kom først til. Du skal ikke være bange for mig, jeg vil hjælpe dig med alt, jeg vil også oplære dig i at blive en dygtig angakkoq. Desuden vil jeg hjælpe dig med at finde andre hjælpeånder, men jeg skal være lederen af dine andre hjælpeånder. Jeg vil give dig en sang (inngerut), som du skal benytte, når du kalder på os25” (egen oversættelse og gengivel-se). En angakkoq rådfører sig med sine hjælpeånder bl.a. for at en syg kan blive kureret for sin syg-dom, der skyldes ubalancer i den syges sjæl. Seancen starter med at fortælle bopladsfællerne, at angakkoq’en skal til at foretage en åndema-ning for at finde årsagen til sygdommen. Når alle er blevet samlet går angakkoq’en i gang med sin åndemaning. Han starter seancen med at synge på tromme, imens han løfter hovedet bagover. Angakkoq’en fjerner dårlige ånder og under en sådan seance er det kun ham, der må synge på tromme. Derefter går han i gang med at befri tilhørerne for deres tabubrud og det går på tur en efter en. Angakkoq’en synger en uddrivel-sesvise, der besvares af tilhørerne, hvor de beder om, at de tabubrud, de måtte have begået måtte forlades dem. Mens angakkoq’en er i gang med uddrivelsesseancen holder han sine øjne lukket og frembyder nogle lyde, som bliver besvaret af de forsamlede. Når dette er overstået går han udenfor huset og bliver der et stykke tid. Når han så går ind igen fortsætter han sin seance med trommesang og fortæller forsamlingen, hvad han har fået at se under sin uddrivelsesseance. Dette besvares af forsamlingen med, at han må tilkalde sine toornat (hjælpeånder) så disse kan bortjage de dårlige ånder, der har taget bolig i dem. Næste skridt er, at lamperne slukkes og alle tilhørerne lukker deres øjne, hvis de holdt øjnene åbne vil deres øjne tage skade. Tilhørerne holder derfor deres øjne lukket indtil lamperne bliver tændt igen efter endt seance26 (egen oversættelse). Konklusion De overskrifter, jeg fik omridset for at kunne demonstrere Livsforståelse i tidlig inuit (eskimoisk) kultur fik mig til at indse, da jeg gik i dybden med dem, at man i den tidlige grønlandske kultur var stærkt bevidst om sin religiøsitet. Hele livet igennem skulle der iagttages forskrifter for at være på god fod med ånderne. Respekten for det omgivende samfund, naturen, vejrliget, fangst-dyrene etc. træder tydeligt frem, men også i samlivet med andre mennesker havde det været en nødvendighed at iagttage ritualer. En angakkoq spillede en vigtig rolle. Han kunne ”rejse til de dødes hjem i himlen og i underverdenen. Her synes de døde at befinde sig godt og at være til-fredse med deres situation. Inden de når frem, skal de kravle under et stort skind for at miste alle deres safter. ”Naar Menneskene dør og kommer op i Himlen, gaar al Ondskaben af dem; de ren-ses og lutres ved, at al Saften gaar ud af Legemet. Dette sker i Sørgeaaret, det Aar, hvor de efter-levende har Sorg for den afdøde og gør Bod, fordi de er bleven urene ved Berøringen med Li-get”27. Peter Freuchen, der har boet i Grønland i begyndelsen af 1900-tallet i en 15-årig periode skriver om Inuits livsforståelse: ”…Frygten for døden er dem ukendt, de kender kun kærligheden til li-vet. Eskimoerne ved ikke selv hvilken hård tilværelse de fører, de nyder altid livet med en mis-undelsesværdig intensitet, og de mener selv, at de er det lykkeligste folk på jorden og at de lever

25 Karl Siegstad, Iluliarsuit oqquanni, Atuakkiorfik, Nuuk 1995, s. 47-48 26 akilinermiulerssârutit, s. 61 27 Shamaner, s. 98

13

i det smukkeste land som findes.28” Men i livet, hvor de efterladte sjæle er omflakkende indtil den døde har fundet vej til dødsriget, må også have givet utryghed. Der findes da også mange spøgelseshistorier, som man fortalte i de lange vinteraftener med uhyggen og spændingen malet i tilhørernes ansigter, men især med bør-nene trykket godt ind til de voksne lyttende samtidig til stormene udenfor og følte samhørighe-den herske i de små overfyldte hjem. Ole Jensen citerer Cox, der siger om den jødisk-kristne skabelsestanke, at dens eftervirkning er årsag til, at jøder og kristne forestiller sig, at Gud befinder sig udenfor det, han har skabt, at der derfor ikke er noget guddommeligt i verden, som indianere og eskimoer troede, eller som det gamle Israels naboer, de kanaanæiske Baaldyrkere, troede29, så lad os gå i gang med næste del-emne for at finde ud af, hvordan sjælelivet og samfundslivet havde udformet sig, dengang i gammeltestamentlig tid. II - Sjæleliv og samfundsliv i det gamle Israel Forord En stor del af stoffet til det gamle Israel, som Johannes Pedersen beretter om i sin bog, er hentet ud af Det gamle Testamente og skabelsesberetningerne. Det er spændende at sammenligne Inuits og de gamle israelitters skabelsesberetninger. Spørgsmål som: Hvori består lighederne og ulig-hederne, bliver der opereret med guddomme i begge kulturers beretninger, hvordan er forståelsen af Guds skaberværk i disse osv. Mit mål er derfor at finde frem til disse svar ved systematisk at gå til værks i de kilder, jeg benyt-ter for at finde frem til disse to forskellige kulturers opfattelse af skaberværket, livet og døden, det evige liv, i det hele taget åndeligheden. Jeg har brug for en kompetent beskrivelse af Israel, dets folk og kultur og til formålet vil jeg derfor benytte Johannes Pedersens fremstilling af Israel, der indeholder de spørgsmål og svar, jeg stiller. Indledning Johannes Pedersen beskriver levende i sin bog Israel I-II, Sjæleliv og samfundsliv, et folk, israe-litterne, der på mange områder er sammenlignelig med Inuits forståelse af liv og død og det evi-ge liv, men på andre er meget forskellig i opfattelsen. Skabelsesberetningerne er forskellige, idet der bag inuits skabelsesberetninger ligger en anderledes beretning end israelittens skabelsesbe-retning, hvor jorden blev til, da jord, fjelde og sten styrtede ned fra oven og menneskene senere opstod af jorden og havde lukkede øjne og deres mad fik de af jorden, hvorimod de gamle israe-litter har deres opfattelse i, at Gud skabte verden af intet. Lad mig starte med at præsentere Johannes Pedersen. JP, der levede 1883-1977, var cand. theol. og professor i semitisk filologi 1922-50. I sine religionshistoriske arbejder brugte han Vilhelm Grønbech (1873-1948), der var dansk religionshistoriker, som sit forbillede. JP fandt et behov for at komme i dybden med grundbegreberne i semiternes livsopfattelse og skrev derfor bøgerne Israel I-II, Sjæleliv og Samfundsliv. Han ville ind bag den gamle israelits liv for at fornemme, hvad israelitten ”ser, føler, tænker, handler”, fordi forskningen indenfor ”folkeliv” hidtil kun

28 Bog om eskimoerne, s. 127 29 Ole Jensen, s. 54

14

havde fokuseret på israelittens liv ud fra en animistisk og totemistisk indgangsvinkel. ”Forsknin-gens Opgave maa være at forstaa Israels Liv som et virkeligt Folkeliv, en Kultur, der er voxet ud til en Helhed ligesom andre Folks”30 skrev Johannes Pedersen om sit forehavende med at frem-stille israelittens liv i sin bog Israel I-II, der udkom i 1920.

I Verdens skabelse Myterne om skabelsesforestillingerne fra ”Den Nære Orient”, som Israel var en del af, er nød-vendige at få et indblik i for at forstå de gammeltestamentlige skabelsesberetninger. De gammel-testamentlige skrifter er blevet til over en flerhundredeårig periode og landet Israel og det israeli-tiske folk er først at regne for et etnisk folk i den begyndende jernalder31. Det er beduinstammer, der senere danner staten Israel på palæstinensisk grund. Der har ”altid” været folkevandringer og især Syrien/Palæstina eller Halvmånen var ikke til at komme udenom, hvis man ville færdes mel-lem Egypten og Mesopotamien, da det så godt som var umuligt at skyde genvej gennem ørke-nen32. Jeg vil dog ikke se på skabelsesforestillingerne fra ”Den Nære Orient”, da mit projekt om-handler livet, døden og det evige liv, men blot nævne, at der i første Mosebogs første og anden kapitel findes 2 skabelsesberetninger, ligesom der findes andre skabelsesberetninger i Det gamle Testamente. De andre skabelsesberetninger findes dog mere i brudstykker og er ikke så komplet-te, men fælles for alle skabelsesfortællingerne er, at Gud har skabt verden og livet. Skabelsesberetningerne er blevet til i det menneskesyn, der begrundes ud fra, at mennesket er skabt af Gud. Der er tale om en forestilling, hvor frugtbarheden er det grundlæggende for livets opretholdelse. Gud skaber verden ved sine befalinger (1 Mos 1) og Guds skabte verdensorden er stabil. Den efterfølgende beretning i Det gamle Testamente i forlængelse af verdens skabelse er beret-ningen om det israelitiske folks tilblivelse og det er fortællingen om oprindelsen af Israel og de omgivende folkeslag, der omgiver Kana’ans land. Indvandringen til Kana’ans land og Israels tilblivelse er berettet at være af himmelsk oprindelse. Det er Guds vilje, at landet kom i israeli-tisk besiddelse og at det er de forskellige folkeslag, der samles i landet Israel og med Guds vel-signelse får landet i besiddelse. Israelittens verdensopfattelse Efterfølgende vil vi se på, hvorledes Johannes Pedersen i sin bog Israel I-II, Sjæleliv og sam-fundsliv behandler israelittens ”Kultur saaledes som den formede sig i de indvandrede Stammer og i det af kana’anæisk Aand omdannede Folk”33. I skabelsesberetningerne opereres der med guddomme, der skaber. Op gennem tiden sker der en integrering af de forskellige stammer i et fælles Israel, der gør, at guddommenes antal efterhånden reduceredes og man forenedes i en fæl-les monoteistisk gud over Israel (Jahve).

30 Bibliografisk leksikon, s. 216 31 Bibelkundskab, Introduktion til Det gamle Testamente, Redigeret af Else Kragelund Holt og Kirsten Nielsen,

Aarhus Universitetsforlag, 2. rev. oplag 1999, s. 49 32 Benedikt Otzen, Israeliterne i Palæstina, Gads Forlag, 1. udgave, 5. oplag 1997 s. 53 33 Johannes Pedersen, Israel I-II Sjæleliv og samfundsliv, 1934, 2. udgave (citat af forfatterens forord af 1. udgave)

herefter Israel

15

Israelittens verdensopfattelse er ”himmel og jord”, det er den verden, som israelitten befinder sig i. Verden består af 3 dele:

1. Himlen, foroven 2. Jorden, i midten 3. Underverdenens vande, forneden

Jorden er en rund flade med himlen udspændt som et telttæppe. Den er en fast hvælving, der er fastgjort på søjler. Jorden er verdens midte, der er anbragt mellem de øvre og nedre vande. Jor-den er livets kraftbase. Den danner basis for liv. Himlen er lysets hjem og på den sidder sol, måne og stjerner. Ovenover himlen findes enorme vande, oceanet, derfra kommer regn, sne og alle mulige former for nedbør. Under jorden findes det store urhav. Jordens søjler er nedsænket i urhavet, og de er så godt fastgjort, at de ikke vak-ler. Søjlerne er de store bjerge, der har dybe rødder, der strækker sig dybt ned i oceanet og dan-ner jordens sokler. Livets og dødens verden Ligesom Inuit har en verdensopfattelse, hvor naturen er levende og har en livskraft, der ikke ad-skiller sig meget fra menneskenes og andre skabningers34, er jorden hos israelitterne forstået som levende, alt har liv og sten er også levende, de har en sjælelig karakter, derfor kan de modtage et sjæleligt indhold og blive påvirket af sjælenes tilstand. Livets land er Guds velsignede land, i landet skinner solen og der færdes mennesker og dyr, landet, der dyrkes, har rige gaver til sine børn, til gengæld er det havet, der hos Inuit giver sine rige gaver i form af fangstdyr. Under jorden befinder sig Sheol (underverdenen), det uhyggelige dødsrige, der er de henfarne sjæles opholdssted. Der findes 2 forskellige slags død hos israelitten. En mand, der har udlevet sit liv til fulde med efterkommere kan dø i fred. Han har opnået en høj alder og dør mæt af dage. Han dør den hæderliges død (4 Mos 23,10). Derimod er den død, der afbryder livet pludseligt midt i livet uden at man har udtømt livets muligheder at betragte som en synders død. Kun syn-dere rammes af denne død som en straf. Det er en del af forbandelsen. Når man dør den retfærdiges død går man over i en anden afdeling i slægtens liv, hvorimod den, der dør den uretfærdiges død kun ender livet i det frygtede dødsrige, Sheol. Enhver der dør kommer i dødsriget Sheol, de døde er på én gang i graven og i Sheol. Den dødes sjæl lever et skyggeliv i Sheol, alligevel lever den døde videre i folkets sjælefond og så længe hans minde lever, ligesom navnesjælen lever videre i form af navngivning hos Inuit35, er hans person ikke udslettet, men med tiden glemmes den døde, dog i takt med, at han bliver mere og mere opslugt af det store livsfond, som opretholder slægten. Den døde udgik derfra i fødselen og er nu kom-met tilbage. Kampen mellem liv og død Livslandet er omgivet af dødslandet, derfor udtrykker israelittens verdensbillede kampen for livet mod døden eller kampen mellem liv og død. Guds skabte land, ”landet, der flyder med mælk og honning” (2 Mos 3,8; 5 Mos 6,3 m.fl.), livslandet, er omgivet mod øst af dødslandet, der er ørken. Det er det onde sted ”hvor der ikke er sæd og figen og vinstok og granatæble, ej heller vand at drikke” (4 Mos 20,5). Ørkenlandet, der kan udtørre landets kilder og dræne alt for liv, afgrøder o.a. er modsætningen til menneskelandet. Det er det onde sted. Israelitten, der i sin tid er kommet fra ørkenlandet har glemt glæden ved at bo i ørkenen, han ser på ørkenen som et sted, hvor uhyggen bor. Der kan ikke gro noget i ørkenen, som er til gavn for menneskene og der 34 Sila, s. 35 35 Sila, s. 64

16

er heller ingen vand. Inuit har til gengæld i sin tid bosat sig i barske omgivelser, hvor sne og kul-de hersker det meste af året, og tilpasset sig klimaet. Den storslåede natur og rejserne på kysterne er en oplevelse, som fangeren ikke vil være foruden. Et andet faremoment er oceanet, der mod vest omfavner landet, uroceanet med havdybet, hvor endnu et dødsrige befinder sig, oceanet breder sig under jorden, i det underjordiske, det ligger der til fare for Guds skabte land og gudsfolket, israelitterne. Det hører også til kaos, det ligger og lurer under menneskenes verden. Det ville have været mere end nok at være omgivet af så fryg-telige magter som dødslandet og havdybet, men under landet befinder sig også Sheol, underver-denen, de dødes rige. Sheol ligger dybt under jorden, men omfavner hver eneste grav. Sheol in-deholder alle de dødes grave, den er fæl og fuld af uhygge, men fordi den også er stedet, hvor forfædrene kommer hen, når de er døde er den samtidig god. Den er god for den nuværende slægt, fordi den binder nutiden med fortiden, og det er der, sjælefonden får næring. Den sjæle-fond, der giver efterkommerne den styrke, der kræves for at opretholde lov og orden. Men man kan ikke komme udenom, at Sheol samtidig er en fjende, fordi den er hjemstedet for døden. Der-for er alt det, der er nede i dybet, en fare for livet. Fælles for de 3 dødsriger og uverdener er mørket. De døde ser ikke lyset. Lyset hører hjemme i menneskelandet. I israelittens verdensbillede veksles der mellem kampen for livets opretholdelse og døden.

II

Slægten, social orden Livet og livets opretholdelse er det grundlæggende. Dette liv bliver udfoldet på mange måder. Dette overordnede liv får skikkelse i slægten, så den enkeltes liv bliver del af slægtens liv, som slægten er en del af folket og folket af menneskeheden. Livet bliver struktureret i slægten og i den sociale orden. Slægtens omfang er større end familiens, men mindre end stammens. Der er ingen skarp afgrænsning mellem slægt, stamme og fædrenehus. Et fædrenehus og en stamme kan være en slægt. Fædrenehuset er et samfund med husfaderen som centrum. Han bliver kaldt Fader af alle i huset. Selve huset hører også til slægten og Israel er en samling af slægter (Jer 2,4; 31,1), og dets 2 riger er ligeledes dets 2 slægter (Jer 33,24). Men det er ikke kun Israel, der består af slægter, det gør resten af verden også, for Gud gav Abraham et løfte om, at ”i dig skal alle jor-dens slægter velsignes” (1 Mos 12,3). Jakob fik ligeledes et sådant løfte (1 Mos 28,14). Når en israelit betegner et samfund, mener han slægten som det centrale i samfundet. Ordet slægt dækker meget. Så snart der er tale om et fællesskab kan det benyttes, også indenfor dyreverdenen, som de dyr, der gik ud af Noas ark ordnet efter slægter (1 Mos 8,19). Amos taler f.eks. om slægten, der rejste fra Egypten (Mik 3,1). Slægtsamfundet er den sociale grundorden hos israelitterne og folket består af stammer og slægtssamfund (1 Sam 10,19). Familien er det, der er slægtens kerne, familien er samlet om fædrenehuset og består af manden, hustruen, sønnerne og deres hustruer og døtrene. Et hus har også slaver, der enten er husfødte eller fremmede. Slaverne står familien tæt, men vil aldrig have indflydelse, medmindre slavinden giver den barnløse hustru børn gennem manden (1 Mos 16,2). Manden er familiens absolutte centrum og hans hustru er kun medhjælp i opretholdelsen af slægten. Mandens vilje er husets vilje. Skal kvinden få noget gennemført, må hun bruge list. Nærmest faderen står børnene, der er hans kød og bærer hans navn. En mand står sin mor nærmere end sin hustru.

17

Slægtsamfundet er den sociale grundorden, der er et stærkt patriarkalsk samfund. Kvindens soci-ale ret er at føde slægtens børn. Hendes mand er hendes juridiske overhoved36 og gennem hele Det gamle Testamente råber kvinderne om børn og helst drenge. Sjælen, velsignelsen Idet grundmodsætningen mellem liv og død er det samme som modsætningen mellem lov og kaos eller mellem godt og ondt er det nødvendigt at have velsignelse nok. Ved at have velsignel-se nok kan man holde det onde nede. Til livet hører, at det er ordnet, og at det ordnes ved loven. Israelitten forstår loven som Guds livsopretholdende gave. Til dette formål satte Jahve loven ind i israelittens liv. Gud overdrog sine love til israelitterne gennem Moses (2 Mos 31,18), og loven skal overholdes, fordi den er Guds lov. Når man er i loven, er man under Gud. Ulydighed mod loven er det sam-me som ulydighed mod Gud. Er man ulydig bliver man straffet af Gud. Menneskets opgave er derfor at vise lydighed. Israelittens største frygt er, at det onde engang tager magten, og at kaos kommer til at herske. Derfor er det livsvigtigt at have Guds velsignelse. Men Gud holder nøje øje med israelitten og det er nødvendigt for israelitten at overholde de religiøse forskrifter, og derfor må man sørge for, at Gud med jævne mellemrum fornyr sin velsignelse. Velsignelsen har hjemme i Israels land og velsignelsen er kilden til det frugtbare land. Velsignelsen er livsnerven, det er derfra livet får sin kraft. Landet er velsignelseslandet, hvor der hersker lov og orden. Det er i landet, man har værdierne. Menneskelandet findes overalt, hvor der er mennesker, men centrum er, hvor israelitten befinder sig i Kana’ans land. Et folk er ikke en vilkårlig sammensætning af mennesker, men et sjælehele. Det israelitiske folk er helt specielt. Folkets fælles oplevelser går ind i fællessjælen og giver den mening. Der dannes et sjæleligt fond, som også fyldes op af de afdødes sjæle, der giver de nye generationer styrke. Hver generation giver sit bidrag, og derfor bliver den fornyet, men hver ge-neration sætter også sit fingeraftryk i sjælefondet med sine egne oplevelser. Sjælefondet er alli-gevel hævet over sin samtids generation, fordi den kræver af den nulevende generation at følge bestemte krav. En række forhold skal overholdes, love og regler skal respekteres, det gælder bå-de de skrevne og de uskrevne. Synd og forbandelse Modsat velsignelsen er forbandelsen. Synd er det modsatte af retfærdighed, og synden er det negative, der afsvækker livets positive kræfter. Synderen er svag, hans sjæl er splittet og mangler fasthed og styrke, derfor lyver synderen. Den, der lyver mod pagten, svigter sin egen sjæl. Sjæ-len har man fælles med sin næste (1 Mos 21,23). Pagten er den, der bærer alt liv. Pagten indeholder alt det, der skaber livet, ved at handle retfær-digt vedligeholder man pagten og dermed det gode liv, som slægten opretholdes på. Ved at hand-le syndigt, handler man udenom pagtens lov. Det er også syndigt at hade sin bror. Den syndige handling skaber splid og kan i værste fald være starten til fællesskabets opløsning. Ved at synde bryder man freden og det er det samme som, at man er syg i sjælen. Sjælen er en del af en helhed og ved at synde ødelægger man noget i fællesskabet, i fællessjælen. En, der ikke følger fællesskabets regler, øver vold mod samfundet. Og vold er synonymt med løgn (Sl 27,12). Synd har sit udspring i en opløst sjæl og den smitter. Synder har forskellige styrker og derfor behandles disse efter, hvor alvorlig synden er. 36 Gads Bibelleksikon , 2. udgave, 1. oplag, 1998

18

Israelittens opfattelse er, at en mand er ansvarlig for sine handlinger, og hans handlinger påvirker hans sjæl, og selv uden at vide det, kan han synde. F.eks. kan han have taget en kvinde til sig, som viser sig at være trolovet til en anden og en sådan handling er syndig. Synden kan være ud-gået dybt inde i sjælen eller i sjælens periferi. Hvis den er udgået fra sjælens periferi kan den udviskes igen ved, at den, man har gjort uret, får oprejsning ved at hævne sig på synderen. Men har handlingen haft en så alvorlig karakter, er der kun et at gøre og det er at fjerne det inficerede individ. I groveste fald kan der være tale om, at et helt samfund er inficeret, f.eks. hvis en konge har handlet uretmæssigt, må kongen og hans undersåtter bøde for kongens forbrydelse. Israelitten tænker i fællesskab og er fællesskabet truet af et enkelt individ eller af en gruppe, skal truslen elimineres. Synden giver sig udslag i mange ting og synderen er fyldt med forbandelse. Forbandelse og synd er så tæt indflettede i hinanden, at de ikke kan skilles ad. Synd avler forbandelse og forbandelse avler synd. Forbandelsen kan lægges ind i sjælen udefra. En mand kan ønske velsignelse ind i en andens sjæl, men modsat kan han også forårsage forbandelsen ind i den andens sjæl. Forbandel-sen viser sig ved, at man bliver syg eller rammes af ulykker. Ligesom tilfældet er hos Inuit, hvor sjælen kunne skades eller helbredes37. For en kvinde, der får forbandelsen at føle, kan den vise sig ved, at hendes bug svulmer op, hen-des hofte svinder ind (4 Mos 5,21.27 m.fl.) og børn kan hun ikke føde, derfor bliver hun en for-bandelse blandt sine nærmeste og venner. En forbandet, der bliver til forbandelse for sine omgi-velser skal helst fjernes. Den, der er fyldt af forbandelse, spreder den om sig, den breder sig først i slægten, men som en smitte angriber den alle dem, den kommer i berøring med, fordi sjæle søger hinanden og påvirker hinanden. Synden straffes med ulykke, det er den retfærdiges svar på synden. Straffen er derfor en afbeta-ling for den synd, der begås. Når man udstår sin straf er man renset (3 Mos 26). Det bedste red-skab mod synd og forbandelse er velsignelsen. Derfor søger den forbandede og/eller synder tem-plet for at få fjernet sin synd, og lykkes det, må velsignelsen vende tilbage. Rent og urent At Israel blev et stort land skyldes pagtslutninger. Israelittens forhold til jorden blev ligeledes betragtet som en pagt. Til sidst blev landet så stort og folket så mangfoldigt, at fremmede ikke længere var ønsket, de skulle udryddes sammen med deres guder (2 Mos 23,28 ff). Jahve var blevet så mægtig en gud, at der ikke længere var plads til andre guder. I takt med, at folket og landet voksede og man ikke længere ønskede fremmed magt i sit land blev renheds- og urenhedsritualet mere og mere fremtrædende. De dyr og planter etc. man kend-te og var fortrolig med blev godtaget som rene. Fremmede dyrearter, ja endog planter blev kate-goriseret som urene. Giftermål med fremmede stammer eller folk blev betragtet som ”tabu-brud” eller som brud på de hellige forskrifter. De fremmede blev betragtet som urene. Kvindens men-struationsblod kom også under denne kategori. At blodet blev betragtet som urent kommer af, at blodet indeholder sjælen. Israelitten måtte ikke spise dyrets blod (1 Mos 9,4) fordi blodet inde-holder dyrets sjæl og hvis mennesket tog blodet, tog de sjælen fra dyret, det forstyrrede dyrenes liv. Livet skal respekteres, det må godt beskæres, men ikke dræbes. Derfor skulle man også lade blodet sive ned i jorden, når man fangede et vilddyr, for ved at overgive blodet til det hellige sted, giver man det tilbage til livet. Vilddyrene er sjæle, der myldrer ude i den vide verden. Alt har liv, jorden er levende og sten er også levende, de har en sjælelig karakter, derfor kan de modtage et sjæleligt indhold og blive påvirket af sjælenes tilstand. 37 Sila, s. 74

19

Konklusion Hos de gamle israelitter er verdensbilledet kampen for livet mod døden eller kampen mellem liv og død, fordi velsignelseslandet befinder sig mellem dødslandene, ørkenen mod øst, der truer med at udtørre landets kilder og dræne alt for liv, afgrøder o.a. og kun efterlade tørke og efter-følgende hungersnød, hvis den viser sig, men også havet, der omgiver landet, både mod vest, under jorden og over himlen kan oversvømme landet og drukne alt liv, men ikke mindst befinder dødsriget sig under jorden og henter sine ofre, hvad tid det skulle være uden hensyntagen til, om man har udlevet livet. Hvis man er så uheldig at dø midt i livet uden at have udlevet det liv, Gud har skabt, er det ensbetydende med, at man bliver straffet for den synd, man har begået. Er man syg og endda af en alvorlig og dødelig sygdom er det fordi, man har bragt en forbandelse med sig og lovene fordrer, at den forbandede og det vil sige, den syge, fjernes fra det øvrige samfund. I det gamle samfund er der ikke plads til de svage og har man af nød tilranet sig føde er det lige-ledes ensbetydende med, at man ikke er velset i samfundet, man har begået en synd, en syndig er syg i sjælen og denne sygdom spreder sig og inficerer det øvrige samfund, så hellere slå det ned inden det breder sig. Dog er man velsignet, hvis man er skånet for sygdom og andre ulykker. Man kan gøre meget for at leve et velsignet liv. Israelitten er sin egen lykkes smed. Israelittens opfattelse er, at en mand er ansvarlig for sine handlinger, og hans handlinger påvirker hans sjæl, derfor er der en række forskrifter, man skal følge og i templet kan man hente velsignelse, hvis der er behov for det. Li-vet er ordnet og det ordnes ved loven, Gud har givet israelitten loven som en livsopretholdende gave. Når man læser Johs. Pedersens fremstilling af døden i Det gamle Testamente og hvad døden in-debærer for israelitten og når man sammenligner Det Nye Testamentes dødsforestillinger er dø-den ikke længere en forbandelse, men en velsignelse, det er tydeligt fremhævet i Fil 1,21, hvor Paulus i sit brev til filipperne opmuntrer sin menighed og trøster dem med, at for ham drejer det sig om, at livet er Kristus og at døden er en vinding. Det formodes, at Paulus sidder i fængsel, da han skriver til sin menighed, han ved ikke, om han skal leve eller dø, d.v.s. om han overlever eller bliver henrettet. At fastholde, når man står i sit yderste, at livet er så fantastisk en gave, selv med den usikkerhed det også indebærer og ydermere at stå inde for livet, selv i en situation, som det han står i, at livet er Kristus, så har man fået fred i sit indre, man har fundet livets kilde og den er så stærk og så trøsterig, at kun frygten for det onde er tilbage. Livet er så intenst og så boblende, at det kun kan beskrives som, at livet er Kristus, det er en ballast, der vil noget. Og ydermere har han det ekstra i ærmet, hvor han erklærer, at døden er endnu bedre, sin død ser han frem til med glæde, fordi han så er endnu mere i Kristus og at herligheden vil favne ham, når den tid kommer. Smålighe-den blandt mennesker, der jo hersker så længe menneskene er til og som er så såre menneskelig trods alt, er ikke mere til, kun Guds store favn og styrke der tager imod én, når man forlader denne kødelige verden. Lad os derfra springe ud i projektets tredje delafsnit, det evige liv, to forskellige opfattelser af et evigt liv:

20

III - Det evige liv - P. G. Lindhardt og Regin Prenter Indledning Kristendommen har altid været forstået som al anden religion som noget, der havde med liv og død at gøre. Gennem tiden og op gennem kirkehistorien er vægten dog lagt mere og mere på spørgsmålet om evigt liv. Dette blev sat til debat med P. G. Lindhardt, da han, der var professor i kirkehistorie på fakultetet i Århus Universitet havde holdt et foredrag under overskriften ”Det evige liv” i 1952. Spørgsmålet om kristendommens syn på det evige liv udløste en voldsom de-bat i Danmark. P. G. Lindhardt gjorde op med de traditionelle folkelige forestillinger om det evige liv. Regin Prenter, der ligeledes var professor ved Århus Universitet, men i dogmatik, imødegik i sin dogmatik ”Skabelse og genløsning” (2. udgave blev trykt i 1955) P. G. Lindhardt, dog uden at nævne P. G. Lindhardt ved navn. Disse 2 forskellige opfattelser af det evige liv vil efterfølgende blive belyst. Det evige liv P. G. Lindhardt starter sit foredrag med at fortælle om litteratur-professor Carsten Hauch, der i efteråret 1871 var taget til Italien for at tilbringe vinteren dernede, fordi han var svagelig og dø-ende. Om morgenen, når Hauch gjorde sit toilette, kunne hans kone høre ham mumle noget ufor-ståeligt, og udfrittede ham til sidst om, hvad det var, han havde gang i. Til sidst tilstod Hauch, at han var i færd med at genopfriske sit fransk. Han kunne ikke tale engelsk, men fordi han havde hørt, at Shakespeare kunne fransk og han regnede med at ville møde ham på den anden side af dette liv inden alt for længe, ville han lære så meget fransk som muligt for at forberede sig til at kunne tale med sit store idol38.

P. G. Lindhardt bruger denne anekdote til at karikere de folkelige forestillinger om forventnin-gerne til et liv efter døden. Han kommer ikke med argumenter, men gør som det skulle være selvindlysende, hvor latterlige sådanne forestillinger er.

En tilsvarende, men ukarikeret forestilling om det evige liv finder man i den grønlandske forfat-ter Frederik Nielsens Tuumarsi, i hans fortælling om den grønlandske fanger Tuumarsis forsøg på en redningsaktion, da han, under en streng vinter med sultedøden til følge for flere i den lille befolkning i en boplads i Grønland, følte sig tvunget til at forsøge sig ud for at hente hjælp, men undervejs blev han overrasket af en snestorm og faldt i vandet, men reddede sig op. Det lykkedes ham at nå frem til fast is og grave sig ned i sneen for at undgå forfrysninger. Han tabte bevidst-heden flere gange og til sidst måtte han se sig nødsaget til at erkende, at han var for afkræftet til nogensinde at komme hjem til sin familie og sine bopladsfæller. Hans kamp for livet var nytte-løs, men da han lå på sit yderste havde han et gensyn med sine nu afdøde bopladsfæller, herunder sin søn, som året forinden var omkommet under en storm. Han var ikke selv bange, men følte sig omgivet af en varme, som om han lå i sin seng. ”Han følte sig mærkværdig rolig. Han dækkede sig igen til med sne, og hans tanker beskæftigede sig nu kun med hans familie. …Han bad til Gud om at sørge for familien og overlod dens skæbne i hans hænder. Han bad ikke om hjælp til sig selv, men kun om Guds nærværelse”39.

Lige til det sidste var han taknemlig over det liv, Gud havde skænket ham. ”Han var sikker på, at Gud ville tage godt imod ham” (s. 73) og hans sidste tanker var, at han var på vej til Gud, og at

38 P. G. Lindhardt, Det evige liv, Danskerens forlag 1953, s. 7 39 Frederik Nielsen, Tuumarsi, Det grønlandske Selskab, 1980 s. 72, herefter Tuumarsi

21

Gud ville tage imod ham. ”..han har skabt os til at leve af havet, og det er vor pligt at indrette os efter det.” (s. 73) Hans rejse til Gud var ledsaget af salmen:

Død, tag mig bort, for jeg er træt, bring mig op til himlens sale. Salig er den, der er velsignet, han fortjener den uvisnelige krans.

Pludselig stod hans mor for ham. Hun tog ham i hånden, og Tuumarsi lagde hænderne, hans og hendes, på sit bryst. Idet han lukkede øjnene, slog hans hjerte for sidste gang”40.

Sådanne forventningstanker finder P. G. Lindhardt altså latterlige og ukristelige. Han gør endda nar ad dem, som her, hvor han siger om Bjørnson: ”En uudryddelig optimisme bar denne slægt; den havde lejret sig, hvor fremtiden gror, som Bjørnson sagde, man skulde. Der var ingen fare: fremtiden skulde nok indfri nutidens løfter” (s. 9) og protesterer imod fremtidstilliden, som han opfattede hos de jævne godtfolk, der så sig selv stå ”i deres pragt for tronen med kroner på i him-lens præstedragt” eller socialisterne, der ventede på ”fremtidsstaten, som vilde oprinde med ret og fred og glæde, når blot solidariteten bevaredes og kampen mod det kapitalistiske samfund førtes til ende” (s. 10). Regin Prenter modsiger P. G. Lindhardts argumenter, idet han siger om forventningerne om det evige liv: Derfor rummer ”håbet om legemlig opstandelse også håbet om menneskeligt fællesskab, selv om det er skjult for os, hvordan det skal arte sig. Det er ikke en-keltsjæle, som mystisk forenes med Gud i opstandelsen. Det er Kristi brud, Hans menighed, som samles med Ham. I den forstand rummer legemligheden også et ”gensyn”41. Det er ikke alle og enhver, der mødes i opstandelsen, men Guds og dermed Kristi menighed. P. G. Lindhardts polemiseren imod forventningerne om det evige liv, - fremtidshåbet, de frem-skridtstroende, et udviklingsbesat århundrede, disse udtryk bruger han i sin argumentation imod det evige liv - gør, at han bliver respektløs overfor en stor side af livet, der også indbefatter håbet og troen på fremtidens frembringelser, som kan være den lille families eneste håb i en tid, hvor alt omkring én er kaos, når man står midt i en krig, eller forholdene i landet gør, at man lever i den yderste nød eller hvis en i familien er ramt af alvorlig sygdom. Så er det håbet og troen, der holder én oppe og gør livet udholdeligt at leve og giver lys forude. Paulus udelukker ikke håbet: ”Før troen kom, blev vi bevogtet under loven og spærret inde, indtil troen skulle åbenbares” (Gal 3,23) skriver han om troen på Kristus, og uddyber det yderligere, idet han siger om troens resul-tater ”for af tro forventer vi ved Ånden det håb, som retfærdigheden giver” (Gal 5,5). Retfærdig-hedens liv er åndens liv, der er en forudsætning for friheden. I håbet om udødeligheden lever man også i tillid til, at man er en del af Guds udvalgte folk i et fællesskab i Kristus, som man skal værne om. Samhørigheden i Kristus gør en fri og gør én i stand til at leve i kærlighed. P. G. Lindhardt fortsætter og tilføjer, at kirken havde ”solide alliancer, når den skulde tale om det evige liv. Den havde …overtaget den klassiske hedenske verdens tro på sjælens udødelig-hed” (s. 11). Her tænker han på den græske arv, nogle også kalder hedensk, hvor sjælen lever videre adskilt fra legemet, og i overensstemmelse med deres græske herkomst havde korinterne en livsanskuelse, som opfatter legemet som et fængsel, og mente, at døden befriede sjælen fra dette. P. G. Lindhardt skriver, at Paulus havde bekæmpet en sådan opfattelse, som han fandt i Korinth, fordi korinterne fornægtede Kristi opstandelse. ”Overfor denne tro stillede Paulus op-standelsen. Er Kristus ikke opstanden, så er jeres tro tom, jeres døde gået evigt tabt for jer, så er I de ynkværdigste af alle mennesker: Men det hjalp ikke noget. Meget hurtigt allierede kirken sig med hedenskabets tro på en udødelig sjæl” (s. 11). 40 Tuumarsi, s. 74 41 Regin Prenter, Skabelse og genløsning, s. 622 herefter Skabelse og genløsning

22

P. G. Lindhardt ”glemmer” at tage hele afsnittet om de dødes opstandelse med i sin udlægning af Kristi opstandelse, idet der også står, at hvis de døde ikke opstår, er Kristus heller ikke opstået (1 Kor 15,16). Det må betyde, at for Paulus er talen om Kristi opstandelse bundet sammen med en tale om dødes opstandelse i almindelighed. Da Regin Prenter i sin dogmatik imødegik P. G. Lindhardt i hans opgør med de traditionelle fol-kelige forestillinger om det evige liv, havde han en væsentlig korrektion til P. G. Lindhardts po-stulat ”For religionens trøst har oftest noget med gensynet at gøre. Og igen skriver man da falske vexler på en evighed, vexler, som det ikke står i ens magt at indfri. Så får man alle disse fantaste-rier om de dødes tilstand” (s. 13). Prenter siger ”De gamle Adamer og Evaer skal ikke mødes i himmelen, men kun Kristi legemes lemmer, afdøde i Ham fra hele gamle Adams væsen, og op-rejst i Ham til kærlighedens fællesliv i herligheden” (s. 622). Prenter var overbevist om, at de, der tror på Kristus vil dø selvets død i ham først og vil i døden møde Kristus, derfor skal man kende Kristus først. Et gensyn, der kun indeholder håbet om at møde sine kære findes ikke, da det blot er en opfyldelse af det kødelige menneskes selviske begæringer. Han mener dermed, at mennesket med dets synd ikke skal være i himlen, men det menneske, der er afdød fra synden. Disse er udelukket fra mødet med Kristus i evigheden, men Prenter siger andetsteds, at trøsten, som det enkelte menneske finder i håbet om at gense sine kære hinsides graven har været kendt fra tidernes morgen. Man benytter et billedsprog, som mennesket nu engang formår indenfor den forestillingsverden, der har sine begrænsninger42. P. G. Lindhardts påstand om, at ”den kristne tro på det evige liv er udtryk for svaghed, at den er udsprunget af nogle menneskers svigtende evne til at bære livets kår”, hvorfor de kun lever i håbet om, at fremtiden vil bringe godt med sig, modsiges her af Regin Prenter i hans udlægning om, at det klareste evige liv er fremtiden, ”at det evige liv i sin åbenbarede skikkelse er et op-standelsesliv, ligesom det i sin skjulte skikkelse er en afdøen med Kristus”43. Vi har troen, og hvad der siden bliver synligt er, hvad vi kan glæde os til. Prenter siger endvidere om kristen-dommen, at den altid har med håbet at gøre, fremtiden vil dig det godt. At fremtiden bringer no-get bedre med sig end det man nu gennemlever, forkyndes også i Det nye Testamente. Hvis man ligesom P. G. Lindhardt udelader fremtidshåbet, hugger man fremtiden af og så vil man til sidst sidde midt i sit liv uden håb og forkrøbles. Prenter pointerer i sit skrift, at trøsten om det evige liv er bundet til troen på Kristus. Forskellen mellem ham og Lindhardt er dels, at Lindhardt ikke vil tale om fremtid, og dels at han ikke vil tale om gensyn. Han og Prenter er enige om, at der ikke kan tales kristeligt, hvis ikke al tale om evigt liv eller sjælens udødelighed bliver bundet til Kristus. De er fælles om at markere, at den kristne lære om det evige liv altid er bundet sammen med Kristus. Til forskel fra Lindhardt, som går ind for livet her og nu og dermed mener, at livet her og nu er et liv i Kristus og at fremtiden er uden betydning, er Prenter til gengæld overbevidst om, at håbet er inddraget i Kristustroen, og dermed er håbet fremtidsrettet som troen også er. Konklusion Bindingen af talen om liv ctr. evigt liv både hos Prenter og Lindhardt er det specifikke for kri-stendommen, men forskellen imellem dem er, at religionens tale hos Inuit og Det gamle Testa-mente og hos andre religioner kan få plads hos Prenter i sin fornyede form, men dette forkastes af Lindhardt.

42 Skabelse og genløsning, s. 620 43 Skabelse og genløsning, s. 620

23

Afslutning Lighed og forskel i forståelsen af liv og død mellem Inuit og i det gamle Israel er tydelig, idet israelitten er velsignet, hvis livet skånes for sygdom og andre ulykker. Man kan gøre meget for at leve et velsignet liv. Israelitten er sin egen lykkes smed. Israelittens opfattelse er, at en mand er ansvarlig for sine handlinger, og hans handlinger påvirker hans sjæl, derfor er der en række for-skrifter, man skal følge og i templet kan man hente velsignelse, hvis der er behov for det. Livet er ordnet og det ordnes ved den lov, Gud har givet israelitten, som en livsopretholdende gave. Med hensyn til dødsforståelsen hos de gamle israelitter er den dyster på den ene side og lys på den anden. Dyster er den, fordi hvis man er så uheldig at dø midt i livet uden at have udlevet det liv, Gud har skænket én er det ensbetydende med, at man bliver straffet for en synd, man har begået og er man syg er man forbandet og lovene fordrer, at man fjernes for ikke at inficere det øvrige samfund. Er man til gengæld død mæt af dage er man velsignet. Inuit har en anderledes opfattelse af livet. De nyder livet med en intensitet, og mener selv, at de er det lykkeligste folk på jorden og at de lever i det smukkeste land som findes, men på den anden side lurer frygten for sygdom og død, kulde og nød, men også for de omvandrende sjæle og ånder. Ligheden mellem Inuit og de gamle israelitter er, at Guds lov hos israelitten skal følges, hvis man vil leve et trygt liv og hos Inuit skal forskrifter iagttages hele livet igennem for at være på god fod med ånderne for at livet kan opretholdes. Respekten for det omgivende samfund, natu-ren, vejrliget, fangstdyrene etc. træder tydeligt frem hos Inuit, men også i samlivet med andre mennesker havde det været en nødvendighed at iagttage ritualer. Lindhardt og Prenter er enige om, at der ikke kan tales kristeligt, hvis ikke al tale om evigt liv eller sjælens udødelighed bliver bundet til Kristus. De er fælles om at markere, at den kristne lære om det evige liv altid er bundet sammen med Kristus. Til forskel fra Lindhardt, som går ind for livet her og nu og dermed mener, at livet her og nu er et liv i Kristus og at fremtiden er uden betydning, er Prenter til gengæld overbevidst om, at håbet er inddraget i Kristustroen, og dermed er håbet fremtidsrettet som troen også er. Hos Inuit er de dødes hjem i himlen og i underverde-nen. Her synes de døde at befinde sig godt og at være tilfredse med deres situation. Inden de når frem, skal de kravle under et stort skind for at miste alle deres safter. ”Naar Menneskene dør og kommer op i Himlen, gaar al Ondskaben af dem; de renses og lutres ved, at al Saften gaar ud af Legemet. Dette sker i Sørgeaaret, det Aar, hvor de efterlevende har Sorg for den afdøde og gør Bod, fordi de er bleven urene ved Berøringen med Liget.”44 De gamle israelitter kommer i døds-riget Sheol, de døde er på én gang i graven og i Sheol. Den dødes sjæl lever et skyggeliv i Sheol, alligevel lever den døde videre i folkets sjælefond og så længe hans minde lever, ligesom navne-sjælen lever videre i form af navngivning hos Inuit45, er hans person ikke udslettet, men med tiden glemmes den døde, dog i takt med, at han bliver mere og mere opslugt af det store livsfond, som opretholder slægten. Den døde udgik derfra i fødselen og er nu kommet tilbage. Den livsforståelse, der findes i Inuit og i det gamle Israel er den en mulighed i det moderne samfund? Er livsforståelse hos Inuit og det gamle Israel en mulighed i vores moderne samfund? Ja, verden af i dag er ifølge naturforskere plaget af menneskeskabte naturkatastrofer, som koster mange menneskeliv og millioner af mennesker lever ensomt, fordi familiemønstret er ændret radikalt således at vi i dag hører om tusinder af mennesker, der dør alene uden familien og bliver begra-vet i en tom kirke, fordi ingen tilsyneladende vil kendes ved dem. Inuit lagde vægt på at man skulle beskytte naturen og dyrene og at folk, der havde kød nok, delte ud til de andre som har været mindre heldige i deres jagt. Ligesom familien betød alt for israelitterne. Denne meget vig-tige livsforståelse kunne sagtens bruges i vore dages moderne samfund. Vores moderne verden kunne lære meget af Inuits brug af naturen samt israelitternes familiefølelse, hvor generationerne 44 Shamaner, s. 98 45 Sila, s. 64

24

i modsætning til i dag ikke kommer hinanden ved, og man derfor anser alderdom for svaghed og ser ned på de gamle i stedet for at hjælpe dem og sender dem på institutioner. Hvis man er i nød er der kun at hente hjælp fra samfundet og ikke fra familien, som ellers er ens nærmeste. Det Ole Jensen skriver i ”Vækstens vold” er jo, at de store vestlige kulturer har prøvet at udrydde ”primi-tive” kulturer og en af hans vigtigste budskaber er jo, at en global udveksling af kulturtraditioner i dag formentlig er uomgængelig. Så han spørger i sin bog ”Hvad skulle der egentlig være i vejen for, at der var en vis gensidighed?46 (mellem kulturerne). De gamle inuits religion fordrer, at man ikke forbruger mere end hvad man har brug for i hus-holdningen og fangsten skal fordeles mellem alle i bopladsen. Dette fordelingsprincip sikrer, at alle i bopladsen er tilgodeset, og det giver én en tryghed, at man er sikret ”det daglige brød”, hvis man skulle være uheldig i sin jagt eller hvis ens arbejdsevne er nedsat. ”Alt, hvad der er til, hav-de en ”beskytter” eller ”vogter”, bjerget, månen, strømhvirvlen, renen, sælen, ja, sulten og latte-ren og søvnen. Derfor skelnede eskimoen ikke mellem mennesker og natur på den måde, som vi gør i Vesten. …Natur kunne aldrig blive bare et materiale og et middel for mennesker, som det er for os.” Fangstdyrene var en gave og man fik kun det foræret, som man kunne bruge47. Hos israelitten betyder slægten alt. Familien er centrum. Slægtens og folkets fælles oplevelser går ind i fællessjælen og giver den mening. Der dannes et sjæleligt fond, som fyldes op af de afdødes sjæle og som giver de nye generationer styrke. Ole Jensens mærkesag er, at ”alle givne færdig former – planter, dyr osv. – og formhelheder i økologisk balance – skoven, åløbet osv. – bærer en ukrænkelighed, som er deres ontologiske værdi, uanset deres eventuelle nytte for mennesket. Det er det, naturreligionerne ved48” præcise-rer han. Respekten for alt liv, naturen, dyrelivet og mennesket hos Inuit og slægtens og folkets fællesskabs ukrænkelighed hos israelitten er smukke egenskaber, vi i vores nutid sagtens kunne gøre brug af til glæde i vores hverdag.

46 Ole Jensen, s. 28 47 Ole Jensen, s. 23 48 Ole Jensen, s. 150

25

Litteraturliste Bibliografisk leksikon, Gyldendal, tredje udgave, 1982 Bjørn, Anders SILA, grønlandsk religion, 1996 Brandstrup, Lasse og Josephsen, Hanne ESKIMOERNE – en tekstcollage om religion og eksi-

stens, 1975 Freuchen, Peter Bog om eskimoerne, Gyldendal 1962 Gads Bibelleksikon, 2. udgave, 1. oplag, 1998 Gyldendals Religionsleksikon, Religion/Livsanskuelse, 3. udgave, 1998 Jakobsen, Merete Demant Shamaner, Mellem ånder og mennesker, Forum, 2001 Jensen, Ole I vækstens vold, Gyldendal, 2. udg. 1. oplag, 1992 Kragelund Holt, Else og Nielsen, Kirsten, (red.) Bibelkundskab, Introduktion til Det gamle Te-

stamente, Aarhus Universitetsforlag, 2. rev. oplag 1999 Lindhardt, P. G. ”Det evige liv”, Danskerens Forlag, 4. oplag, 1953 Nielsen, Frederik TUUMARSI, Det Grønlandske Selskab, 1980 Olsen, J. P. Jacob akilinermiulerssârutit, Det grønlandske Forlag, Godthåb 1958 Otzen, Benedikt Israelitterne i Palæstina, Gads Forlag, 1. udgave, 5. oplag 1997 Pedersen, Johannes Israel I-II Sjæleliv og samfundsliv, 2. udgave, 1934 Petersen, Robert GRØNLANDSK – INUIT – FILOSOFI, Nogle rids om nogle grønlandske opfat-

telser, omredigeret, april 2001 Prenter, Regin Skabelse og genløsning, 2. udgave, 1955 Rasmussen, Knud Den store Slæderejse, Gyldendals Boghandel, København 1958 Rasmussen, Knud Min Rejsedagbog, Mindeudgave I, Gyldendals Forlagstrykkeri, København

1934 Rasmussen, Knud Fra Grønland til Stillehavet, Mindeudgave II, Gyldendals Forlagstrykkeri,

København 1934 Rasmussen, Knud Nye Mennesker, Mindeudgave III, Gyldendals Forlagstrykkeri, København

1934 Sandgreen, Otto ”Øje for øje og tand for tand…”, Otto Sandgreens Forlag, 1987 Siegstad, Karl Iluliarsuit oqquanni, Atuakkiorfik, Nuuk 1995 Thisted, Kirsten, Således skriver jeg, Aron, Atuakkiorfik, 1999 Vebæk, Mâliâraκ Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger, Atuakkiorfik 2001