Arkæologisk ForumArkæologisk Forum nr. 35| November 2016 Gæsteskribent Nathalia Brichet og Frida...

Ark

æo

log

isk

Fo

rum

Nr. 35 2016

Særtryk

Arkæologisk Forum nr. 35| November 2016

Gæsteskribent

Nathalia Brichet og Frida Hastrup*

Hvad bruger vi tiden til?

Et antropologisk blik på samtidsarkæologi

3

Ida Westh Hansen og Marianne Rasmussen Lindegaard*

”Det virker…”

Brugerundersøgelse af Danmarks Oldtid i Landskabet

9

Niels Algreen Møller*

Store datasæt i dansk arkæologi

– Semistore datamængder byder på store udfordringer

16

Tema: Samtidsarkæologi

Redaktionen

Samtidsarkæologi

udfordrer vores tids- og kulturarvsforståelse

22

Tim Flohr Sørensen*

I tidens fylde

– samtidslevn og arkæologiske de/formationsprocesser

23

Cornelius Holtorf and Anders Högberg*

The Contemporary Archaeology of Nuclear Waste.

Communicating with the future

31

Bjørnar Olsen and Þóra Pétursdóttir *

Unruly Heritage:

Tracing Legacies in the Anthropocene

38

Anna S. Beck

Sporet og det arkæologiske materiale

Indtryk fra konferencen On the trace. Passing, presence and the persistence of the

past’, Københavns Universitet, 22.-23. september 2016

46

Theis Zetner Trolle Jensen

Why 3D?

Challenges and solutions with the use of 3D visualizations in archaeology

49

Thorbjørn Kolbo, Jens Ole Platz og Katrine Axlev

Vikingeborgen Borgring

En udstilling om alt det vi endnu ikke ved

52

*Fagfællebedømt artikel


November 2016 | Arkæologisk Forum nr.35 | 22

Samtidsarkæologi udfordrer vores tids- og kulturarvsforståelse

I dette tema får vi præsenteret tre samtidsarkæologiske projekter, der er i gang netop nu. Med forskningsobjekter

som modernitetens ruiner, atomaffald og havbåret materiale tager de med arkæologens viden, metoder og særlige

blik fat i nogle af vor tids store udfordringer. Projekterne er samfundsrelevante. De udvider tænkningen, rykker ved

vore opfattelser og kvalificerer diskussionerne. Fælles for de tre artikler er, at de udfordrer den gængse opfattelse af

tid og kulturarv – og som konsekvens af dette lægges der op til, at måden, vi forvalter og kommunikerer kulturarven

på, bør nytænkes. Alle arkæologer, der tør blive udfordret og inspireret, må bare læse temaets tre artikler.

Det er ikke sædvanen at tænke på kondemneringsmodne bygninger som kulturarv, men hvorfor ikke? I artiklen I

tidens fylde behandler Tim Flohr Sørensen paradokset, som disse bygninger repræsenterer – mellem på den ene side

den historie de kan fortælle om liv og samfundets udvikling og på den anden side behovet for at få disse ”øjenbæer”

fjernet. Ruinerne er på samme tid både fortid og nutid, under afvikling og tilblivelse. De falder udenfor kategori: Hus

eller affald? Fortid, nutid eller fremtid?

Tiden er også omdrejningspunktet i artiklen The Contemporary Archaeology of Nuclear Waste, hvor Cornelius Holtorf

og Anders Högberg diskuterer, hvordan vi kommunikerer med fremtiden. Projektet udspringer af et samarbejde med

Svensk Kärnbränslehantering Aktiebolag, om hvordan man kan advare fremtidige generationer om atomaffaldets

farlighed. I artiklen vises en model af, hvordan nutiden er nåleøjet, hvorigennem fortolkninger af fortiden bliver

transformeret til forestillinger om fremtiden. Holtorf og Högberg foreslår, at vi i vores forvaltning af kulturarven ikke

alene skal fremme en historisk bevidsthed, men også en fremtidsbevidsthed.

Radioaktivt affald er normalt ikke noget, vi opfatter som kulturarv, men det ér det, og det vil det være i titusinder af

år. Noget lignende gør sig gældende med de enorme mængder af plastaffald, der flyder rundt i verdenshavene. Det

affald arbejder Bjørnar Olsen og Þóra Péturdóttir med i projektet Unruly Heritage: Tracing legacies in the

Anthropocene. For dem handler det om at udvikle et anderledes kulturarvsbegreb – mindre menneskecentreret og

mere altfavnende økologisk. I projektet vil de undersøge og måske redefinere nogle af vore centrale begreber i

relation til kulturarvsforvaltningen: kulturarv, erindring, etik og beskyttelse. Selv om artiklen jonglerer med begreber,

så tager projektet i allerhøjeste grad udgangspunkt i feltarbejde og materielle fund.

Vi påstår ikke, at de tre artikler er letlæste. De er hardcore teoretiske og rykker ved vore vante forestillinger. Men

samtidig er de inspirerende og åbner for nye muligheder. Der er noget at hente for alle arkæologer i disse artikler.

Læs, læs, læs.

Redaktionen

af Tim Flohr Sørensen, Adjunkt, ph.d. Forhistorisk Arkæologi, Saxo-instituttet, Københavns Universitet*

23 | Arkæologisk Forum nr.35 | November 2016

I tidens fylde – samtidslevn og arkæologiske de/formationsprocesser

I de seneste år har kommuner, lokalsamfund og privatpersoner gennemført nedrivning af forfaldne og tiloversblevne

ejendomme i det, der betegnes som yderområderne i Danmark. Disse ofte ruinøse bygninger bliver betragtet og for-

valtet som en form for affald, der er bedst tjent med at blive bortskaffet for eftertiden. Ellers, hævdes det, vil de

sprede sig som en ruinepidemi ved at gøre naboejendomme usælgelige og afføde stadig flere ruiner. Som

arkæologisk objekt kalder denne form for arkitektur og dens forvaltning på samtidsarkæologisk tilgang til de uaf-

sluttede stoflige processer, der hensætter ruinerne i en tilstand af formation og deformation på samme tid. Denne

artikel har til formål at afsøge og illustrere, hvordan en flerhed af varigheder – en heterokroni – er indlejret i

modernitetens ruiner, og at de og deres forvaltning kun kan forstås til fulde gennem en opløsning af lineært

kronologiske koordinater.

Siden William Rathjes (1977; 1981) arkæologisk

funderede forbrugs- og affaldsstudier fra USA i

1970’erne har især amerikanske, britiske og svenske

arkæologer afsøgt forskellige veje i retning af det, der

er blevet betegnet som en egentlig ’samtidsarkæologi’

(for eksempel Buchli & Lucas 2001b; Burström 2007;

Graves-Brown et al. 2013; Holtorf & Piccini 2009;

Olsen & Pétursdóttir 2014; og Journal of Contemporary

Archaeology siden 2014). Der kan identificeres mange

målsætninger med og principper for samtidsarkæologiske

studier, og feltet er kendetegnet ved en fortløbende

metodeteoretisk og politisk udvikling (Bille & Sørensen

2012: 212-215). Mange studier beskrives som under-

søgelser af den ’nære’ eller ’samtidige’ fortid og har

således rettet blikket mod materielle levn fra en tid,

som samtiden på en eller anden måde kan siges at

være i umiddelbar kontakt med. Undersøgelserne

angår typisk fænomener inden for levende eller over-

leveret erindring, såvel som fortrængte, fortiede eller

undertrykte aspekter af den nære fortid (fx Renshaw

2010). Målsætningen synes således for mange samtids-

arkæologiske studier at kredse om relationen mellem

materielle spor og det, der er gået tabt, er blevet

glemt eller er fraværende. Det er netop i denne

spænding mellem det præsente og det fraværende, at

samtidsarkæologien finder sin eksistensberettigelse

(Buchli & Lucas 2001c: 171; Fowles 2013).

Nogle forskere skitserer samtidsarkæologien som et

studium af ’os’ (Gould & Schiffer 1981; se også Buchli

& Lucas 2001a: 8-9; Harrison & Schofield 2010: 2),

hvilket vil sige udforskningen af det samfund, som

arkæologen selv lever i eller måtte identificere sig med,

og hvor spørgsmål om identitet og modernitetens

tilstand er centrale (González-Ruibal 2013). Samtids-

arkæologiske studier har således undersøgt materielle

levn efter en lyttestation i Berlin fra Den Kolde Krig

(Cocroft & Schofield 2016), en svensk bilkirkegård

(Burström 2009), en lejlighed i London, som

medlemmerne af punkbandet Sex Pistols har beboet

(Graves-Brown & Schofield 2011), efterladenskaber på

Roskilde-festivalens campingområde (Beck et al. 2007),

forladte industrianlæg på Island (Pétursdóttir 2013,

2016) og kirkegårde i Danmark (Sørensen 2009, 2010).

Disse forskelligartede initiativer har på mange måder

været med til at redefinere arkæologiens rolle og

relevans inden for de seneste 30 år. Victor Buchli og

Gavin Lucas hævder i indledningen til deres tone-

angivende antologi om samtidsarkæologi, at den

periodemæssige definition slet ikke er relevant i lyset

af samtidsarkæologien: ’we no longer regard

archaeology as a discipline defined by a particular time

period (…) the whole issue of how recent the subject

matter of archaeology should be, becomes irrelevant’

(Buchli & Lucas 2001a: 3; se også Rathje 1981: 52; Reid

et al. 1974; Harrison & Schofield 2010: 58). Imidlertid

er mange samtidsarkæologiske studier kendetegnet

ved, at det arkæologiske arbejde ikke som sådan

ændrer karakter i forhold til mere konventionelle

studier af forhistoriske og historiske perioder. Fokus

bliver ganske vist flyttet kronologisk fra for eksempel

en periode i oldtiden til en periode eller et øjeblik, der

ligger tættere på nutiden, for eksempel 1962 eller 2006,



men det gør ikke disse former for ’samtidsarkæologi’

mindre retrospektive end eksempelvis studiet af en

mesolitisk boplads eller et hulbælte fra førromersk jern-

alder. Mange – måske de fleste – samtidsarkæologiske

studier er faktisk i højere grad kendetegnet ved

retrospektion end ved samtidighed, fordi de sidestiller

samtidsarkæologi med studiet af den ’nære’ fortid

eller den ’samtidige’ fortid.

Samtidsarkæologi er

samtidighedsarkæologi Samtidsarkæologiens afsæt må i stedet – i mine øjne –

være den iagttagelse, at skellet mellem fortid og nutid

er kunstigt og forhindrer forståelsen af enhver ’samtid’

som sammensat af øjeblik og varighed i en kontinuitet

(se bl.a. Harrison 2011; Olivier 2013; Olsen et al. 2012;

Pálsson 2012; Willerslev & Sørensen u.d.). En sådan

opløsning af den kronologiske definition på det

arkæologiske projekt udfordrer vante faglige

orienteringer, hvor kronologi og datering spiller en

hovedrolle. Konventionelt søger arkæologien at

bestemme objektets alder, så det kan blive forstået i

sin rette kontekst. Udgangspunktet for samtids-

arkæologien er anderledes: for det første kendes

konteksten som regel på forhånd med en grad af

kulturel genkendelighed i et subjektivt perspektiv

(Goul 2015). For det andet er enhver samtidskontekst

et konglomerat af overlappende, infiltrerede og

symbiotiske varigheder, hvor det ikke giver mening at

udsondre forskellige lag i stratigrafien: ’there is no

archaeology of the twenty-first century but only an

archaeology of the twenty-first and all of its pasts,

mixed and entangled’ (González-Ruibal 2008: 262). En

given kontekst kan dateres med henvisning til specifikke

årstal, men så snart vi begynder at udsondre og adskille

elementerne kronologisk, arbejder vi ikke længere

samtidsarkæologisk, men retrospektivt, hvor arkæologiske

objekter henføres til fastlåste faser og perioder.

For at forstå en kontekst samtidsarkæologisk må den i

stedet undersøges som én heterokron kontinuitet af

ikke-lineære materielle sammenfiltringer. Det vil sige,

at samtidsarkæologi må være betinget netop af

samtidighed, og derfor andrage en varighed, der

rummer en eller anden grad af ’nu’ i forsknings-

objektets relation til dets omgivelser og i relationen

mellem forskeren og forskningsobjektet (se også

Sørensen 2009: 129; 2010: 116-117). Man kan ind-

vende, at alle samtidigheder – alle nu’er – også med

det samme bliver til fortid. ’Nu’ er ikke længere nu,

men er nu blevet til fortid, og i en sådan optik bliver

ambitionen om en samtidsarkæologi selvsagt absurd.

Målet kan således ikke være at lave stadig mere akutte

øjebliksbeskrivelser af et objekt eller en kontekst, for

det vil kun resultere i en beskrivelse, der øjeblikket

senere er fortid.

Det er imidlertid præcis denne problematik, der

betyder, at samtidsarkæologien nødvendigvis må

formulere en eksplicit metodeteoretisk ramme, som

sætter objektets heterokroni i centrum (Olsen 2013:

208). Hvor det konventionelle arkæologiske studium

kan forlade sig på en beskrivelse af et objekt som

hjemmehørende i én overordnet og afgrænset

kronologisk periode, for eksempel ’Tragtbægerkultur’

eller ’efteråret 1995’, så giver det ikke mening at

opstille afgrænsede kronologier i en samtidsarkæologi.

For selvom objektet muligvis lader sig datere, så er det

samtidig også del af en mangfoldighed af varigheder,

som på én gang binder det til såvel fortid, samtid og en

mere eller mindre udefinerbar potentialitet, uden der

nødvendigvis findes en lineær eller kausal relation fra

fortid via nutid til fremtid. ’Samtid’ må altså være

noget andet end en kronologisk defineret ramme og

skal snarere forstås som det præsente: enten som det,

der er ’sam-værende’ med forskerens subjektive

erfaring og erindring, eller som et ’sam-vær’ af adskillige

uafsluttede processer i en given kontekst.

Øjebæ – modernitetens kulturarv Jeg vil forsøge at illustrere mine pointer med hen-

visning til moderne ruiner i Danmark og det bygnings-

forfald, der præger visse dele af landet, som ofte om-

tales med tvivlsomme termer som ’yderområder’

’Udkantsdanmark’ eller undertiden ’den rådne banan’.

Ruinerne i disse landskaber bliver ofte betragtet med

afstandtagen eller væmmelse. De bliver ikke blot anset

for at være symboler eller symptomer på økonomisk

afmatning eller social fiasko, men anskues i adskillige

tilfælde som en epidemisk mekanisme, der i sig selv

afføder affolkning og krise. For eksempel anslår

Lolland Kommune, som vel er ’Udkantsdanmarks’

locus classicus, at der findes omkring 3500 tomme og

tiloversblevne boliger i kommunen1, og antallet er

steget med mellem 200 og 400 om året i en årrække.

Som andre kommuner i samme situation har Lolland

Kommune modtaget økonomisk støtte fra staten til at



Figur 1: Kondemneret kulturarv, eksteriør og gårdsplads.

Dette og de følgende fotos viser elementer af en bondegård

på Sjælland, som efter planen vil blive revet ned i løbet af

2016. Bygningen blev oprindeligt opført i 1790 og er blevet

udvidet og ombygget adskillige gange siden. Hovedhuset blev

i 1999 vurderet til kategori 4 på SAVE-listen (middel

bevaringsværdi). Foto: Tim Flohr Sørensen, 30/8-2016

nedrive tiloversblevne ejendomme, som typisk er

beboelseshuse, butikker, institutioner og gårde opført

i det 19. og 20. århundrede, mens andre er væsentligt

ældre. Nogle af disse ejendomme – på Lolland såvel

som mange andre steder i landet – er imidlertid

kategoriseret som bevaringsværdige af Slots- og

Kulturstyrelsen og af kommunen. Det kan for

eksempel være som kategori 3 på SAVE-listen (Survey

of Architectural Values in the Environment), hvilket

beskriver bygninger, ’som i kraft af deres arkitektur,

kulturhistorie og håndværksmæssige udførelse er

lokalt fremtrædende eksempler inden for deres slags,

eller bygninger, der i kraft af deres placering er

umistelige for en helhed’ (Høi & Stenak 2011: 39). I

mange tilfælde anmærker det lokale museum i

høringen i forbindelse med nedrivningssagen, at

bygninger, der er udpeget som bevaringsværdige, i

princippet ikke bør rives ned, fordi man betragter

bygningen som kulturhistorisk væsentlig eller vigtig for

lokalmiljøet. Desuden vil nedrivningen betyde, at

princippet om bevaringsværdighed mister sin betydning.

Mange gange vælger det ansvarshavende kommunale

udvalg alligevel at tillade nedrivning. Nedrivninger af for-

faldne huse er ofte velsete blandt lokalpolitikere og i

lokalsamfundet, og i de fleste tilfælde bliver det, der af

naboer betragtes som en ’øjebæ’, anskuet som så skadelig

for ejendomspriserne og den landskabelige orden og

skønhed, at nedrivningen er en nødvendighed.

I disse tilfælde betragtes ruinerne ikke som monumenter

fra fortiden. De ses snarere som eksempler på en form

for presserende socialt og materielt affald med en

kulturelt og økonomisk smittende effekt, som betyder,

at de er omgærdet af et behov for nedrivning. Set i et

akademisk perspektiv – og særligt i et samtidsarkæologisk

lys – er det imidlertid nødvendigt at undersøge, hvor-

for disse ruiner bliver anset som uegnede til bevaring –

noget som ellers er den ordinære strategi i forhold til

ruiner (eksempelvis Hammerhus eller Kalø Slotsruin).

Årsagerne til bygningsforfaldet skal typisk findes i den

affolkning, som har ført til lukkede butikker og arbejds-

pladser, og en generel proces i retning af landsbydød.

Disse ruiner udgør således i mange tilfælde en truende

og undertiden tragisk tilstedeværelse i landskabet; de

er et produkt af en krisetilstand, og en ubestridelig og

hjemsøgende manifestation af det senmoderne, post-

industrielle samfund i yderområderne, efter landbrugs-

og fællesskabssamfundets afvikling. Ruinerne er

påtrængende ar efter finanskrisen, men samtidig er de

også spor efter adskillige årtiers – måske mere end et

halvt århundredes – udvikling og det 20. århundredes

langstrakte proces af demografiske ændringer, op-

løsning af lokalsamfund, centralisering af servicetilbud,

rationalisering af infrastruktur og transportnetværk og

generel økonomisk forandring på landet. Den tilvækst

af ruiner, yderområderne oplever i disse år, er således

ikke blot et akut og aktuelt problem som resultat af

finanskrisen fra 2008, men snarere den iøjnefaldende

eskalering af processer, der er pågået i mere end et

halvt århundrede.

Huse og dele af landsbyer står tomme og går i

opløsning, og det resulterer i vanskeligheder med at

sælge naboejendomme og et markant fald i hus-

priserne. Visse bygninger ender med at overgå til en

status af ’herreløse huse’, som kan opstå når et døds-

bo ikke bliver solgt, og huset bliver overladt til sin egen

skæbne uden vedligeholdelse. I andre tilfælde bliver

de tomme huse beboet af personer, som enten ikke

formår eller har interessere i at vedligeholde huset,

nogle gange som led i illegal beboelse, andre gange

som resultat af personlig fiasko, desperation eller

familier i opløsning. Ruiner bliver normalt betragtet

som døde eller afsluttede, men samtidsruinerne er gen-

stand for en række organiske processer og eksistens-



Figur 2: Kondemneret kulturarv, interiør. Formation og

deformation antager et symbiotisk udtryk, når menneskelige

agenter deponerer gulvbrædder og døre i en bunke, som

suppleres af loftselementer, der er faldet ned ved egen

hjælp. Dertil kommer den mere planløse kasten omkring med

frysekurve, muligvis foretaget i forbindelse med hærærk.

Foto: Tim Flohr Sørensen, 30/8-2016

Figur 3: Kondemneret kulturarv, interiør. Tagets og loftets

kollaps har skabt et nyt og utilsigtet ovenlys, og har efterladt

nyt gulvlag, bestående af tækkerør og jerntråd fra stråtaget,

samt gipsplader og isoleringsmaterialet fra loftet og tapet,

vægpuds og skimmel fra væggene. Foto: Tim Flohr Sørensen,

30/8-2016

former, som giver ruinerne en – ofte uønsket – puls,

rytme og socialt liv; det være sig illegale beboere, dyr,

planter, eller den gradvise og undertiden pludselige

deformationsproces, som betyder, at disse ruiner er i

konstant bevægelse.

Samtidslevn2 som undtagelsestilstand Denne dobbelte tilstand – på samme tid kendetegnet

ved opløsning og tilblivelse – betyder, at ruinerne er

mellemværende objekter; de udgør en prekær

klassifikatorisk ’udkant’ eller ’grænse’ i antropologen

Mary Douglas’ terminologi (2002: 122), de er ’liminale’

for antropologen Victor Turner (1967: 94-95), eller

måske mest præcist en form for ’abjekt’, hvis man

følger litteraten og filosoffen Julia Kristeva (1982; se

også Bille & Sørensen 2012: 145-146). Som et mellem-

værende udfordrer samtidsruinen konventionelle

samfundsopretholdende koordinater: for det første er

den et ’hjem’, men den opfylder ikke kravene for,

hvordan et ’hjem’ tager sig ud; for det andet er den

tilsyneladende vanskelig at acceptere som del af den

formelle kulturarvsdagsorden, selv når den er klassificeret

som ’bevaringsværdig’; og for det tredje er den på

samme tid i en tilstand af tilblivelse og opløsning.

Det er disse modstridende varigheder i ruinerne, som

gør det muligt at forstå, hvorfor bygningsforfaldet i

yderområderne er så problematisk på et dybere

kulturelt niveau. Med medieteoretikeren William J. T.

Mitchell kan man sige, at ruinerne giver os ‘a glimpse

into the deep past and the deep present of physical

things from the different angles of nature and culture’

(Mitchell 2005: 182). Jeg mener, at netop denne

særlige sidestilling af den ’dybe fortid’ og den ’dybe

nutid’ giver anledning til ruinernes position mellem

kategorier. Ved på én gang at være dyb fortid og dyb

nutid er samtiden uløseligt forbundet til ruinen: så

selvom vi normalt definerer ruinen som et levn fra for-

tiden, så kan bygningsforfaldet i yderområderne ikke

anskues som et medium for distanceret, retrospektiv

historisk refleksion. Ruinerne er præsente, de er en del

af samtiden; en del af et nu, hvilket også betyder, at vi

er del af den dybe fortid. Vi bliver, hvis man kan sige

det sådan, suget ind i fortidens uafsluttede ’lange nu’,

som ruinerne udgør i kraft af at være et ’samtidslevn’.

Dermed er ruinerne heller ikke blot den form

for ’urenhed’, som Douglas definerer som ’malplaceret

stof’ (2002: 41), men måske snarere en konfrontation

med ’utidigt stof’ (Grosz 2004; Pétursdóttir og Olsen

2014b; Yablon 2009). Hvis ruinerne ikke bare er uden

for kategori, men også uden for tid, er samtidsruinerne

anakronismer; de er forud for deres tid eller genstand



Figur 4: Kondemneret kulturarv, interiør, detalje. Efter

ejendommens fraflytning synes der at have været en

blanding af tilbagevendende og episodiske interventioner i

staldbygningerne, hvor tom emballage til øl er spredt på

gulvet blandt andre effekter som en dot-handske, en

plasticpose med genluk, en dørkile, tækkerør og tapet-

fragmenter. Foto: Tim Flohr Sørensen, 30/8-2016

for en flerhed af varigheder med få eller ingen

temporale koordinater: At være samtidsruin er med

andre ord at være i en undtagelsestilstand.

Disse ruiner bliver således ikke kategoriseret og

forvaltet med henvisning til deres æstetiske eller

historiske karakteristika; ikke efter om de er grimme

eller smukke, ødelagte eller intakte, farlige eller

harmløse. De bliver snarere udstødt som affald, fordi

de forstyrrer den kulturelle orden; de opfører sig ikke

som konventionelle ruiner – det vil sige ’kulturarvs-

ruiner’ – forventes at opføre sig: Yderområdernes

moderne ruiner er ikke-konserverede; de er aktive

ruiner i bevægelse, og de har en epidemisk evne til at

regenerere sig selv.

Konklusion Med sociologen Georg Simmels ord er ruiner

en ’extreme intensification and fulfillment of the

present form of the past’ (Simmel 1959: 266). I

ruinerne bliver det således uklart, hvad der er nutid,

og hvad der er fortid. Tingenes formelle historie,

fortællingerne og erindringerne om dem og deres

varigheder, er infiltreret i hinanden. Typisk vil den

arkæologiske øvelse derfor gå ud på at typologisere,

datere og periodisere tingenes kulturhistoriske ind-

placering og dermed søge at udrede flerheden af

infiltrerede varigheder. Men en del af samtids-

ruinernes varigheder består imidlertid netop i det

konstant foranderlige, som ikke lader sig fastfryse. Det

er den vedvarende bevægelse mellem skabelsen og

opløsningen af den materielle verden, som skaber

disse uafsluttede varigheder. Den akademiske ud-

fordring må derfor bestå i at blive i stand til at kunne

håndtere det konstant bevægelige, glemslen,

forrådnelsen, og transformationen af mennesker og

ting i samspil (Bille & Sørensen 2016).

Den paradoksale sammenstilling af ’bevarings-

værdighed’ og nedrivningsbehov, som man ser i visse

tilfælde, kalder på en kritik af de aktuelle definitioner,

som omgærder de objekter, der bliver kanoniseret til

at være kulturarv. Disse definitioner kredser om det

retrospektive, det monumentale, det æstetisk ’smukke’

eller de på andre måder signifikante kulturhistoriske

effekter. Men når man kigger nærmere på den

overflod af ruiner, der findes i yderområderne i

Danmark i dag, så må man også erkende, at de er

udtryk for en væsentlig del af det moderne og sen-

moderne Danmarks kulturhistoriske identitet (se også

van der Hoorn 2009). Ud fra et konventionelt kulturarvs-

begreb kan man altså sige, at de moderne ruiner udgør

en signifikant del af det senmoderne Danmarks

kulturarv. I dét perspektiv fortjener de forfaldne og

forhadte bygninger en tilstedeværelse og formidling i

kulturlandskabet, så vi bliver mere bevidste om vores

mest aktuelle og presserende kulturarv. Det bør i

denne sammenhæng nævnes, at der netop findes en

valorisering af samtidsruiner i form af urban exploration,

som anskuer ruinerne som en æstetisk og filosofisk

ressource snarere end et problem. Et væld af internet-

sider, instruktionsmanualer og fotobøger dyrker

således forfaldsæstetikken og de forladte bygninger

som et medium for refleksion og opdagelse (se

Arboleda 2016; Pétursdóttir og Olsen 2014a).

Løsningen på ruinproblemet er imidlertid næppe at

bevare udtjente og kondemnerede ejendomme i yder-

områderne. En mulighed kan i stedet være at anlægge

en praktisk arkæologisk strategi i forvaltning af disse

bygninger og anvende destruktive arkæologiske

metoder i undersøgelsen af ruinerne. Man kan ad den

vej bidrage til at fjerne uønskede ruiner og dermed

sikre en viden om det liv, der er foregået og stadig

pågår i dem. Derudover kan den arkæologiske under-



søgelse – og nedrivning – fungere som ’det omvendte

rejsegilde’ og markere en ritualiseret afsked med

ruinen i stil med en begravelse. Skal man forstå

ruinerne som samtidsarkæologiske objekter, er det

altså afgørende, at de ikke på forhånd defineres som

bevaringsværdige, da det netop er de aktive materielle

og temporale processer, der er samtidsarkæologiens

sigte og mulighed for intervention.

Samtidsarkæologien kalder således på et ikke-

konserverende kulturarvsbegreb, hvor foranderlighed,

forfald og forsvinding er centrale omdrejningspunkter

(Sørensen 2015). I modsætning til den kanoniserede

materielle kulturarv har det samtidsarkæologiske

projekt ikke til formål at bevare og beskytte arkitekturen.

Målet er ikke at sikre tingene for eftertiden, men

snarere at højne forståelsen af samspillet mellem stof-

lige og sociale processer og måske endda at gøre os

kulturelt bedre i stand til at acceptere forfald og

forsvinding.

Noter 1. http://www.lolland.dk/Borger/Bolig/Problemer-i-

boligen/Nedrivninger.aspx

2. Mikkel Bille har i et foredrag (2013) formuleret

udtrykket ’samtidslevn’, dog med et noget andet

sigte.

Litteratur Arboleda, P. 2016

Heritage views through urban exploration: the case of

‘Abandoned Berlin’.

International Journal of Heritage Studies, 22(5): 368-381.

Beck, A. S., L. Sørensen, & S. L. Albris. 2007

Festival-arkæologi

- Arkæologi som kilde til moderne kulturhistorie.

Arkæologisk Forum, 16: 18-23.

Bille, M. 2013

Remnants from the present.

ToRS Heritage Seminar, 24. april. Københavns

Universitet.

Bille, M., & T. F. Sørensen 2012

Materialitet - en indføring i kultur, identitet og

teknologi.

København: Samfundslitteratur.

Bille, M., & T. F. Sørensen 2016

Into the Fog of Architecture.

i M. Bille og T. F. Sørensen (eds.) Elements of

Architecture: Assembling Archaeology, Atmosphere

and the Performance of Building Space. pp. 1-29.

London: Routledge.

Buchli, V. & G. Lucas 2001a.

The absent present: Archaeologies of the

contemporary past.

i V. Buchli og G. Lucas (eds.) Archaeologies of the

Contemporary Past. pp. 3-18.

London: Routledge.

Buchli, V. & G. Lucas (eds.) 2001b.

Archaeologies of the Contemporary Past.

London: Routledge.

Buchli, V. & G. Lucas 2001c

Presencing absence. i V. Buchli og G. Lucas (eds.)

Archaeologies of the Contemporary Past, pp. 171-174.

London: Routledge.

Burström, M. 2007

Samtidsarkeologi. Introduktion till ett forskningsfält.

Lund: Studentlitteratur.

Burström, M. 2009

Garbage or Heritage: The existential dimension of a car

cemetery.

i C. Holtorf og A. Piccini (eds.) Contemporary

Archaeologies: Excavating Now., pp. 131-143.

Frankfurt am Main: Peter Lang.

http://www.lolland.dk/Borger/Bolig/Problemer-i-boligen/Nedrivninger.aspxhttp://www.lolland.dk/Borger/Bolig/Problemer-i-boligen/Nedrivninger.aspx



Clifford, J. 1987

Of other peoples: Beyond the ‘salvage’ paradigm.

i H. Foster (ed.) Discussions in contemporary culture no. 1,

pp. 121-130. Seattle, WA: Bay Press.

Cocroft, W. D., & J. Schofield 2016

Der Teufelsberg in Berlin. Eine archäologische

Bestandsaufnahme des westlichen Horchpostens im

Kalten Krieg. Berlin: Ch. Links Verlag.

Douglas, M. 2002

Purity and Danger: An analysis of concepts of pollution

and taboo.

London: Routledge. Oprindeligt udgivet 1966.

Fowles, S. 2013

Absence. i P. Graves-Brown, R. Harrison og A. Piccini

(eds.) The Oxford Handbook of the Archaeology of the

Contemporary World, pp. 178-191.

Oxford: Oxford University Press.

González-Ruibal, A. 2008

Time to Destroy: An Archaeology of Supermodernity.

Current Anthropology, 49(2): 247-279.

González-Ruibal, A. 2013

Reclaiming archaeology.

i A. González-Ruibal (ed.) Reclaiming Archaeology:

Beyond the Tropes of Modernity, pp. 1-29.

London: Routledge.

Goul, R. K. 2015

Samtidsarkæologi og subjektivitet ‒ En undersøgelse af

et forladt hus på Lolland.

København: Upubliceret bachelorprojekt, Forhistorisk

Arkæologi, Københavns Universitet.

Gould, R. A., & M. B. Schiffer (eds.) 1981

Modern Material Culture: The Archaeology of Us.

New York: Academic Press.

Graves-Brown, P., R. Harrison, & A. Piccini (eds.) 2013

The Oxford Handbook of the Archaeology of the

Contemporary World.


Graves-Brown, P., & J. Schofield 2011

The filth and the fury: 6 Denmark Street (London) and

the Sex Pistols.

Antiquity, 85(330): 1385–1401.

Grosz, E. 2004

The Nick of Time: Politics, Evolution, and the Untimely.

Crows Nest: Allen & Unwin.

Harrison, R. 2011

Surface assemblages: Towards an archaeology in and

of the present.

Archaeological Dialogues, 18(2): 141-161.

Harrison, R., & J. Schofield 2010

After Modernity: Archaeological Approaches of the

Contemporary Past.


Holtorf, C., & A. Piccini (eds.) 2009

Contemporary Archaeologies: Excavating Now.

Frankfurt am Main: Peter Lang.

van der Hoorn, M. 2009

Indispensable Eyesores: An Anthropology of Undesired

Buildings. Oxford: Berghahn.

Høi, A., & M. Stenak. 2011

SAVE – Kortlægning og registrering af bymiljøers og

bygningers bevaringsværdi.

København: Kulturministeriet, Kulturarvsstyrelsen.

Jordheim, H. 2012

Against Periodization: Koselleck's theory of multiple

temporalities. History and Theory, 51(2): 151-171.

Kristeva, J. 1982

Powers of Horror: An Essay on Abjection.

New York: Columbia University Press.

Mitchell, W. J. T. 2005

What Do Pictures Want? The lives and loves of images.

Chicago, Ill.: University of Chicago Press.

Olivier, L. 2013

The business of archaeology is the present.

i A. González-Ruibal (ed.) Reclaiming Archaeology:

Beyond the Tropes of Modernity, pp. 117-129.

London: Routledge.

Olsen, B. 2013

Memory. i P. Graves-Brown, R. Harrison og A. Piccini

(eds.) The Oxford Handbook of the Archaeology of the

Contemporary World, pp. 204-218.




Olsen, B., & Þ. Pétursdóttir (eds.) 2014

Ruin Memories: Materialities, Aesthetics and the

Archaeology of the Recent Past. London: Routledge.

Olsen, B., M. Shanks, T. Webmoor, & C. Witmore 2012

Archaeology: The Discipline of Things.

Berkeley: University of California Press.

Pálsson, G. 2012

These are not old ruins: A heritage of the Hrun.

International Journal of Historical Archaeology, 16(3):

559-576.

Pétursdóttir, Þ. 2013

Concrete matters: Ruins of modernity and the things

called heritage.

Journal of Social Archaeology, 13(1): 31-53.

Pétursdóttir, Þ. 2016

For love of ruins.

i M. Bille og T. F. Sørensen (eds.) Elements of

Architecture: Assembling Archaeology, Atmosphere

and the Performance of Building Space, pp. 365-386.

London: Routledge.

Pétursdóttir, Þ., & B. Olsen. 2014a

Imaging Modern Decay: The Aesthetics of Ruin

Photography.

Journal of Contemporary Archaeology, 1(1): 7-23.

Pétursdóttir, Þ., & B. Olsen. 2014b

Modern Ruins: Remembrance, Resistance, and Ruin

Value. i C. Smith(ed.) Encyclopedia of Global

Archaeology, pp. 4983-4994. New York, NY: Springer.

Rathje, W. L. 1977

In Praise of Archaeology: Le Projet du Garbage.

i L. Ferguson(ed.) Historical Archaeology and the

Importance of Material Things, pp. 36-42.

Charleston: Society for Historical Archaeology.

Rathje, W. L. 1981

A Manifesto for Modern Material-Culture Studies.

i R. A. Gould og M. Schiffer (eds.) Modern Material

Culture: The Archaeology of Us, pp. 51-56.

New York: Academic Press.

Reid, J. J., W. L. Rathje, & M. Schiffer 1974

Expanding archaeology.

American Antiquity, 39: 125-126.

Renshaw, L. 2010

Missing bodies near-at-hand: the dissonant memory

and dormant graves of the Spanish Civil War.

i M. Bille, F. Hastrup og T. F. Sørensen (eds.) An

Anthropology of Absence: Materializations of

Transcendence and Loss, pp. 45-61.

New York: Springer.

Simmel, G. 1959

The Ruin.

i K. Wolff (ed.) Georg Simmel, 1858-1918. A Collection of

Essays, with Translations and a Bibliography. pp. 259-265.

Columbus, OH: Ohio State University Press.

Sørensen, T. F. 2009

The Presence of the Dead: Cemeteries, cremation and

the staging of non-place.

Journal of Social Archaeology, 9(1): 110-135.


A Saturated Void: Anticipating and Preparing Presence

in Contemporary Danish Cemetery Culture.

i M. Bille, F. Hastrup og T. F. Sørensen (eds.) An

Anthropology of Absence: Materializations of

Transcendence and Loss, pp. 115-130. New York:

Springer.


Transience and the Objects of Heritage: A matter of time.

Danish Journal of Archaeology, 3(1): 86-90.

Turner, V. 1967

The Forest of Symbols: Aspects of the Ndembu Ritual.

New York: Cornell University Press.

Willerslev, R. & T. F. Sørensen (under udarbejdelse)

Travelling Temporalities: Recasting anthropology and

archaeology through non-linear time.

Yablon, N. 2009

Untimely Ruins: An Archaeology of American Urban

Modernity, 1819-1919.

Chicago: University of Chicago Press.

*Fagfællebedømt artikel

Arkæologisk Forum nr. 35| November 2016

Arkæologisk Forum er et fagligt tidsskrift der

søger at sætte det arkæologiske fag ind i en

større sammenhæng – både videnskabeligt og

samfundsmæssigt. Her kan både arkæologisk

faglige og fagpolitiske emner behandles og

debatteres.

Skriv til Arkæologisk Forum:

Arkæologisk Forum modtager gerne bidrag.

Kontakt redaktionen, og få råd og vink om

indhold, læsere, formaliteter, deadlines m.v.

Fagfællebedømmelse:

Generelt bliver tekster i Arkæologisk Forum

fagfællebedømt. Fagfællebedømte artikler er

markeret med en stjerne (*) ved forfatternavnet.

Kontakt:

[email protected]

www.archaeology.dk

© Forfatterne og Arkæologisk Forum.

Artikler, indlæg og billeder må ikke mangfoldig-

gøres i nogen form uden skriftlig tilladelse fra

redaktionen.

Redaktion:

Mette Palm (ansv. redaktør)

Jette Rostock

Bo Jensen

Anna Beck

Ole Thirup Kastholm

Signe Lützau Pedersen

Morten Ravn

Susasnne Klausholm Dolleris

Marie Lenander

Udgiver:

Foreningen af Fagarkæologer – FaF

Forsidebillede: Clash of times –

rundkørselsdysse, Ørslev.

Foto: Birgitte Fløe Jensen©

Tryk og oplag:

Museum Vestsjælland trykker 250 stk.

Arkæologisk Forum udkommer:

maj og november

Abonnement og løssalg private:

165,- kr. årligt (2 numre)

82,50 kr. pr. nummer

ISSN 1399-5545

Nr. 35 2016

Foreningen af

Fagarkæologer

[email protected]

www.archaeology.dk

Arkæ

olo

gisk Foru

m

Arkæologisk ForumArkæologisk Forum nr. 35| November 2016 Gæsteskribent Nathalia Brichet og Frida...

Documents

Transcript of Arkæologisk ForumArkæologisk Forum nr. 35| November 2016 Gæsteskribent Nathalia Brichet og Frida...