Bjovulfs Kamp Med Grendel

8/6/2019 Bjovulfs Kamp Med Grendel

1/101

Bjovulfs kamp med Grendel

www.Heimskringla.no.

Bjovulf

oversat af

Adolf Hansen

Bjovulfs kamp med Grendel

Indledning

1-11

Om spyd-daners frd i fortids dage,

om dd og bedrift, af drotterne vet,om dlingers sejrsry sagn har vi hrt!

Ofte Skjold Skefing drev skarevis fjendernes

myldrende flokke fra mjdsalens bnke

og slog dem med jammer. Som hjlpelst barn

blev frst han fundet, men fanged s lykke

og voksed i hder og ry under himlen,

s alle de folk, der fjernt over hval -vejen

rundt om leved, lyde ham mtte

og skat ham give: godt var hans styre!

12-25

Ham blev siden en sn der fdt,

ung i grde; Gud havde sendt ham

folket til glde, - thi grant han s


2/101


3/101

med sorrigfuld hu. Ingen under himlen,

ingen hirdmand i sal kan sige for sand,

hvem der efter farten fik fragten i eje.

Bjovulfs kamp med Grendel I.

53-63

Kendt blandt kmper, p kongsborgen Bjovulf,

skjoldungen leved i lange tider,

elsket af folket; hans fader d rog heden,

bort fra sit bo; men barn ham fdtes

i hjen Halfdan, der hersked med ry

i de skridende r over skjoldunge -folket.

Ham, folkenes fyrste, fdtes til verden

fire brn iflge og rad:

Hjorgar og Hrodgar og Helge, den gve,

og om Elan jeg hrte, hun som blev Anganthjovs,

den krigeriske skjoldungs, krlige mage.

64-85

Kamplykke undtes den kkke Hrodgar,

re i strid, s alle hans frnder

ld ham med lyst, og lempelig gtesung-hird og hr. I hu det s randt ham

en vning med viden vg at b ygge,

en mgtig mjdsal af mere pragt,

end tidens brn havde tnkt eller spurgt, -

og derville gavmildt han give alt,

hvad Gud havde sknkt ham, til gammel og ung, -

alt, uden magt over mnd og rige.

Bud - har jeg hrt - blev bret vidt

over jord til fjerne folk, at husetsknt skulle smykkes; og snart stod rede,

da stunden var inde, den strste hal,

der fandtes p jord; og "Hjorthal" den nvntes

af fyrsten, hvis ord i det fjerne gjaldt.

Her sknked han skinnende skatte og ringe:


4/101

han holdt sit lfte. Og hallen knejste

gavlbred og hj; - men hrges den skulle

af lysende luer, - dog lnge det vared,

fr fjendskab blandt frnder fik flge af had,

af vold og af svrdkamp og vildene strid.

86-98

En mulmkr nd, som i mrket dvled,

kun tlte med harmfuld hu en stund,

at dgn efter dgn han drnende jubel

fra hallen hrte, hvor harpen klang,

og sangeren kvad; sagn kendte skjalden

fra ldgamle tider om menneskers udspring:

at Almagtens Drot havde dannet jorden,

den lysfagre vang, af vover ombltet,

at sejrsstrk han satte solens og mnens

fakler som lys for landenes folk

og smykked med grene og grnnende blade

jorderigs egne, - og alle de slgter,

som levende myldrer, livet han gav.

99-114

S leved i gammen og glde de kmper,til en nd med fjendsk og ondsindet frd

begyndte at ve sin udd i hallen:

Grendel nvntes den grufulde gst;

langs yderste skel han skulende lusked

og dvled i dyndkr og dybe moser;

p troldegrund sneg han usalig sig om,

forskudt og forvist af skaberen s vrede.

Med dd og fordrv slog Drotten, den evige,

Kains afkom, da Abel han vog:han fanged ej fryd af sin fejde; men Herren

fra mennesker bort for hans brde ham jog.

Fra ham udsprang alle onde slgter,

riser og alfer og udyr i havet,

thurser og jtter, som trodsede Gud


5/101

i lange stunder, til straffen dem ramte.

Bjovulfs kamp med Grendel II.

115-125

I natmulmet lusked den lede at spejde,

hvordan i den hje hal efter gildet

ring-danerne havde til rette sig lagt.

S fandt han de dlingers flok derinde

i svn efter sviren; ej sorg de fornam,

ej kummer og kvide. Og kval-forvolderen,

grisk og grdig og glubsk i frd,

straks var rede og rev fra lejet

tredive helte og hasted s bort,

jublende hjt ved det herlige bytte,

farende hjem med sin favn fuld af dde.

126-143

Da blev ved dmrende dagnings-tide

Grendels kampstyrke kundbar for alle:

Grd og jammer ved gry der ld

over uhyrets udd. dlingen god,

den vidtkendte drot, vned sig dybtmed kummer i sind over kmpernes tab,

da hslige spor i hallen var set

af troldens trin, - for tung at bre

tyktes ham kvalen. Og kort var kun fristen;

thi nste nat p ny han ved

argere morddd med urrt sind;

drabsfrd og ondskab: til dem stod hans hu.

Da l man helt mange, som sgte sig leje,

bedre og sikrere, borte fra hallen,i borggrdens kamre; thi kendt var for alle

ved tydeligt spor troldkmpens had

og voldsfrd blevet; og hver, der var sluppet,

for fjendens tag, fjernt nu holdt sig.


6/101

144-169

S rased og kmped, mod ret og lov,

den ene mod alle, til de huset,

det stolte stod. Og mens stunderne skred,

i tolv vintres tid han tungt mtte dje,

skjoldung-folkets ven, bde vnde og kval

og bitreste smerte; - og snart blev det kendt

ved kvidefuld sang, der srgeligt klang,

blandt menneskens brn, at i mneder lange

og r efter r den onde Grendel

mod Hrodgar stred i ustandseligt nag

og argeste fjendskab; og ikke for gods

han ville sin drabsfrd mod danerne standse

og ikke sit had mod hirden tmme

og undigt var det for hvdinger vise

at vente sig bod af den blodgriske morder.

Den ddssvangre skygge, den skumle vtte,

jog og slog bde jarl og svend;

i sorteste mulm han snigende lured

i dampende sumpe; men sikkert ved ingen,

hvor Helved-nderne huser og frdes.

Og mangefold mn hin menneskens fjende,

hin grufulde ensomme, ved bestandigi nid og nag; nr natmulmet ruged,

hans gang var i Hjorthals guldsmykte sal.

Dog betrdte ej trolden den gyldne trone;

det hindrede Herren, som han ej kendte.

170-188

Og skjoldung-folkets ven sad i vnde og ve

og svidende smerte. I samrd tit

blev drftet af mgtige, ddstrke mnd,hvad bedst ville kmperne bde og hjlpe

mod al den rdsel der rugende trued.

I gude-lundene loved de stundom

offer at bringe, og bnner de bad,

at deres afgud, sjle-deren,


7/101

ville dem frelse fra folke-vden.

I hedninge-hb mod Helved de vendte

tanke og hu; ej Herren de kendte,

ej dommeren over al dd og dont, -

ej priste de herlighedsrigets hersker,

himlenes vrn. Ve den mand,

der styrter sin sjl ved stivsindet had

i flammernes favn, uden frelse og trst,

i evindelig vnde! Vel den mand,

der efter dds-dagen kan drage til Gud

og i Faderens favn mod freden hige!

Bjovulfs kamp med Grendel III.

189-193

Halfdans sn over sorgen ruged

rle og silde; ej evned den snilde

at bde smerten; for bitter at bre

tyktes ham kvalen, der tyngede folket,

den nagende nd, den natlige jammer.

194-209

Da hrte en hirdmand i Hugleiks kongsgrd,en geate gv, om Grendels ufrd:

han var blandt mennesker mgtigst i styrke

i hine stunder under himlens hvlv,

af delig byrd. S bd han at ruste

sin gode blge-ganger; gste han ville

ad svanernes vej den vidtkendte kampdrot,

som havde trang til mnd i sin trngsel.

Ej blev hans dd af hirden dadlet,

sknt hjt de ham elsked; de gged ham til frden,den gve og gav ham kun gunstige varsler.

Af geaternes stamme den strke helt

kred de kkkeste kmper, han evned

blandt folket at finde: selv femtende drog han

som skyndig frer af flokken did,


8/101

hvor landgrnsen slap, og hvor snekken vented.

210-216

Stunderne skred. P blgen gynged skibet

under ludende klint. Kldte i brynjer

gik heltene om bord, og strmblgen brd sig

kruset imod kysten. Kmperne lagde

skinnende brynjer p skudens barm,

de sknneste hrklder - og skd s til havs,

frejdig til frden, det fastbygte skrog.

217-228

S gled over blgen med gunstig br

skumhalset snekke, snar som en fugl. -

Vel i et dgnstid drog over havet

den bugede skibsstavn, brydende blgen, -

s jnede de farende forude land,

skinnende brinker og bratte skrnter

og mgtige nsser: mlet var net

og sfarten endt. Snelt fra snekken

vedernes flok satte fod p land

og bandt deres hav-tr; og mens brynjerne klirred,

de fagre hrklder, takked de Herren,at farten var lempelig leden over blge.

229-233

Da skued fra skrnten de skjoldungers vagt,

som strandklinten vogted og bredden vrned,

at blinkende skjolde og skinnende hrklder

bar de over gangbrt; da brandt han i sinde

efter fluks at kende, hvem kmperne var.

234-255

Til stranden han styred p stand sin ganger,

hin Hrodgars kmpe, og kraftigt i hnd

svang han sit spydskaft og spurgte slunde:

"Hvem er vel I, vbenkldte mnd,


9/101

med brynjer om bryst, som ad blgernes vej

hid over havet den hje skibskl

dristigt har bragt, mensher p bredden

ved vovernes grnse vagt jeg holdt,

at ingen fjende med fejdende skibshr

i danernes land skulle lovlst hrge?

Mer bent end I kom aldrig hid

skjoldfrende folk; feltrb og lsen

var ukendt for eder, og uden orlov

I stvned til stranden. Men strre jarl

end ham derblandt eder jeg aldrig skued,

i raslende rustning og rige vben;

del er hans byrd, hvis af syn og holdning

sandt kan sluttes. Men sige mig m I

herkomst og hjem; frherfra kysten

I frit fr fare og forske i danernes

rige og land. I langtfra kommende,

havblgen pljede, hr nu min jvne

mening: Nu melde I m, hvor I kom fra -

ej er det slet med sligt at haste."

Bjovulfs kamp med Grendel IV.

258-285

Frejdigt ham flokkens frer svared,

den ldste iblandt dem, og bned for ordskatten:

"Geater er vi af t og byrd,

og Hugleik, drotten, som hirdmnd vi tjener.

Min fader var fjernt blandt folkene kendt,

en delig hvding, og Eggder hed han;

ldet af dage han heden drog

som gammel af grde; og gerne de rdvisemnd over jorden mindes ham end. -

Med venlig hu er hid vi stvnet,

at sge din herre, Halfdans sn,

rigets skrmer: s rd os da godt!

Stort er det budskab, vi bringer den herlige


10/101

danernes drot, og dlges skal det

visselig ikke. Du ved, om det er,

som vi af sikkert sagn har hrt,

at blandt skjoldunge -folket en skummel fjende,

en lnlig fordrver i dunkle ntter

ver med gru s gram en fejde,

mn og manddrab. Jeg mgter vel Hrodgar

rd at yde med ben hu,

hvordan fyrsten god kan st fjenden imod,

om dog ende p ulykkens onde kval

mtte drotten times med dulmende trst,

og sindets sorgblger svales mildt,

eller tunge trngsels-tider og jammer

han stedse m lide, s lnge det str,

det herlige hus p sit hje sted."

286-300

Strandvagten mled fra stridshestens ryg,

hvor rolig han sad. "Ret br den snilde

kriger skelne, med kyndigt sind

mellem ord og dd, mellem idrt og tale.

Grant jeg ser, I har godt i sinde

mod skjoldung-folkets drot. S drag da afstedmed vben og brynjer, - jeg vej skal vise.

Og end vil fluks mine folk jeg byde

at skrme jer skude mod skalk eller fjende,

snekken, der nytjret nejer ved stranden,

at vogte den sikkert, til sent eller snart

krumhalsede skib over krusede strmme

kan fre vor ven til vedernes land; -

s del en kriger forundes det sikkert,

at fri og frels han faren bestr."

301-311

Frem drog skaren; - men skuden l stille,

bredbuget, stor, bundet med reb,

med grundfstet anker. En gylden galt ,


11/101

hrdet i flammer, funklede klart;

skrme jernbuen skulle galten.

Hen over hjen hasted den kamplystne

skare af helte, indtil de skued

den glimrende hal, som af guldet lyste.

Herligst af alle under himlens hvlv

knejsed hin hjsal, hvor kongen dvl ed;

luende lys over landet skd den.

312-319

S viste dem kmpen de kkke daners

funklende vning, at frem de kunne

mod hallen g; sit hors han vendte,

den mandige kriger, og mled slunde:

"Bort m jeg fare; - Almagtens Fader

holde eder frelst ved sin huldrige gunst

i jer frd og jer dd! Jeg drager til havet,

for vagt imod fjendtlige flokke at holde."

Bjovulfs kamp med Grendel V.

320-339

Over stenlagte strde strakte sig vejenfor mndenes skare. Skinnende glitred

de strke kampsrke, knyttet med snilde,

og ringene rasled, mens rask de skred

i klirrende krigsskrud mod kongsgrden hen.

Langs hallens mur de havtrtte mnd

stilled p stand deres strke skjolde;

p bnk sfarerne satte sig tungt,

s ringbrynjen rasled; og rejste i hob

stod de asketrs-spr, spidse foroven,med grlig od; ypperlig rustet

i jern var flokken. Fluksenkriger

spurgte de helte om herkomst og hjem:

"Hveden har I frt eders vbensrke gr,

eders guldslagne skjolde og gitrede hjelme


12/101

og spydstagers hob? Som hirdmand hos Hrodgar,

kongen, jeg tjener. Kkkere fremmede,

flere i flok, jeg fr ej s.

Forvist tr jeg sige, I sgte ej Hrodgar

som fredlse folk, men med fri mnds hjsind."

340-347

Ham svared p stand den stolte hvding

for vedernes flok; - fast under hjelm,

han slunde mled: "Hugleiks mnd

og bordfller er vi; Bjovulf jeg nvnes.

Villigt vil jeg sige den vidtbermte fyrste,

Halfdans sn, din herre og konge,

mit rind og bud, hvis han unde os vil

hvisk at hilse p den herlige drot."

348-355

Da mled Ulfgar, vendlernes drot,

velkendt for mange ved mandsmod og visdom

og sknsom frd: "Skjoldung-folkets herre,

danernes ven, den vidtbermte konge,

ringenes giver, vil jeg gerne, som du beder,

sprge, hvad han tnker om dit tog til vor kyst; -s skal jeg snarlig svaret dig melde,

som dlingen god agter at give."

356-370

Rask gik han did, hvor Hrodgar sad,

gammel og gr, blandt gve jarler;

frem han skred, til for skuldren han stod

af danernes herre, - thi hovskik han kendte.

Ulfgar mled til sin elskede drot:"Fra fjerne steder er stvnet hid

over gyngende blge geatiske folk;

deres hvding kaldes af krigerskaren

Bjovulf ved navn. Nu beder de hvisk,

o herre, at her i hallen de ord


13/101


14/101

og lad eders krigsspr og kampskjolde bie

i mag herude p mdets udfald."

399-404

Op stod kmpen i kreds af den herlige,

vbnede flok; til vagt over krigstjet

s blev tilbage, som freren bd.

I hast de, ledet af hirdmanden, tren

under Hjorthals tag; og jarlen skred frem,

fast under hjelm, til hos fyrsten han stod.

405-455

Bjovulf mled, - og brynjen blinked,

ringskjorten, smeddet med snildrig kunst:

"Hil sidde du, Hrodgar! Hugleiks frnde

og stridsmand jeg er; og stordd ved

jeg tit i min ungdom. For re mig kom

Grendels frd i mit fdrene bo:

sfolk siger, at salen her,

den herlige hal, str helt uden nytte

og de og tom, nr aftenens lys

drives fra himlen og dlges i mulm.

S rdede de mig, kong Hrodgar, mit hjemlandsklogeste mnd og kkkeste kmper ,

at her i den grd jeg gste dig skulle;

thi klart de kendte min kraft og styrke;

de selv havde set, da jeg sejrende kom

blodstnkt fra fjenderne, - fem jeg bandt;

vtter jeg vog, og p voverne drbte jeg

havdyr i natmulm, og nd jeg fristed;

jeg vederne hvned, da vold de led;

og fjenderne jeg flded. Frejdig vil med Grendelstyrke jeg nu prve og stridsstvne holde,

ene mod risen. Ring-daners drot,

skjoldung-folkets vrn, du vide mig nu

den eneste bn, jeg beder dig her:

formeen mig ikke, du mndenes skrmer


15/101

og folkets ven, fjernt fra som jeg kom,

at ene, med kredsen af kampstrke mnd,

min flok af jarler, Hjorthal jeg renser

end har jeg hrt, at den hslige trold,

hovmodig, vild, ej vben nser;

derfor forsmr jeg - s sandt min konge,

Hugleik drot, er i hu mig god. -

Svrd at bre eller breden skjold,

gult og hrdt; men med hndens tag

mod den lede vil jeg kmpe p liv og dd.

Fjende mod fjende; hvem dden favner,

m tro, han retfrdigt blev ramt af Gud.

Forvist han vil, om han vinder i striden,

grumt fortre os geater her

under kamp-hallens tag, som s tit han har gjort

ved de Hred-mnds hird. Ej behver du da

mit hoved at dkke: helt han mig sluger,

farvet af blod, hvis jeg favnes af dden;

mit blodstnkte lig vil bort han bre

og svrge det roligt; og rdt skal der rinde

drber af mit blod i det dynd, hvor han bor; -

ikke skal for mundgodt jeg mer f behov.

Segner jeg i stvnet, send da Hugleikdet prgtige skrud, der skrmer mit bryst,

den ypperlige rustning, arvet efter Hredel,

skabt af Vlunds kunst. Alt sker, som det skal!"

Bjovulfs kamp med Grendel VII.

456-490

Hrodgar, skjoldung-folkets skrmer, mled:

"Til vrge og vrn med venlig huer hid du kommen, min kre Bjovulf.

Din fader flded i fejde mgtig

Hadlaf; med egen hnd blandt ylfinger

vog han ham; og vedernes folk

af frygt for hvn ej huse ham voved.


16/101

Derfra han drog til danernes land

over skvulpende vover, til skjoldunge -folket:

drot var jeg just over danerne blevet

og styred som ung det udstrakte rige

og jarlernes kongsborg; - Hjorgar var dd,

min ldre broder, - bort var han gangen,

Halfdans barn; - han var bedre end jeg!

S jvned med gaver og gods jeg striden;

p sernes ryg jeg de ylfinger sendte

oldtids guld; - og han edbandt sig til mig. -

Det falder mig tungt at fortlle til nogen,

hvad gru og fortrd Grendel har voldt mig,

hvad harm og tort ved sit had og sit ondsind

i Hjorthal her. Hirden er mindsket,

min kriger-skare; skbnen har slngt dem

i Grendels vold. Dog Gud kan let

hindre den rasendes hrvrk og udd!

Ofte loved, af llet drukne,

mndene, nr de ved mjdkummen sad,

at her de i hallen med hrde klinger

Grendels komme kkt ville vente; -

da var om morgenen mjdsalen plettet,

nr dagen lyste, med levret blod,strknede ple p planker og bnke, -

og frre jeg ejed af dlinger tro, -

de dyrebare, som dden raned.

Nu st dig i laget, og ls din tunge,

og nvndin hu til hirdmnd og kmper!"

491-498

Fluks en bnk for de fremmede mnd

blev rmmet i hallen, s rum der blev;sde da tog i salen den mandige,

stovte skare. Skafferen lfted

den kunstrigt smykkede kande og sknked

den skre mjd. Og skjalden lydt

i Hjorthal sang; - der var jublende fryd


17/101

blandt den vldige flok af veder og daner.

Bjovulfs kamp med Grendel VIII.

499-528

Til orde tog Ufred, Egglafs sn,

som sad ved foden af skjoldunge-fyrsten.

Han lsslap kiven; thi led var Bjovulfs

kkke havfart hans hadske sind;

avindsyg undte han ingen anden

hjere dd under himlen at ve

i Midgrds kreds, end han mgtede selv:

"Er du den Bjovulf, der kmped med Breke

p svulmende hav i svmmefrds kapstrid,

den gang i p trods og med tbeligt hovmod

stred imod strmmens styrke p dybet,

vovende livet? Ej ven eller fjende

mgted med rd at gre jer rd

for den brydsomme frd i blgernes favn;

armene strakte I, stift over strmmen,

hnderne stemmed I hrdt mod vandet

og gled gennem blgernes brusende brnding

og vinter-frde. I vandenes voldsyv ntter I sled; men sejrens ry

blev hans, den strkeres. Havblgen bar ham

ved gry til de krigerske raumers kyst;

derfra til sin elskede odel han drog

i de brandingers land, hvor hans byrd havde rod,

til sin fagre by, hvor folk ham elsked,

og borg han ejed. Baunsteins sn

lste med dd det lfte, han gav.

En krankere lykke forkynder jeg dig, -om end du stod dig i hver en strid

under gny og gru, - hvismed Grendel du vover

i midnattens mulm at mdes til stvne!"

529-558


18/101

Til orde tog Bjovulf, Eggders sn:

"Hej, hvor du snakked, herlige Ufred,

ruset af l, bde ordrig og lnge

om Brekes sfart! Sandt er mit ord:

mer styrke mod striden strm jeg ved,

mer nd p blgen end nogen jeg djed.

End var vi gutter i ynglinge-rene,

unge knse, da kkt vi loved,

at vi p s ville svmmefrd ve,

vovende livet; og lftet vi holdt.

Det blottede svrd vi svmmende fatted

fast i hnde til forsvar og vrn

mod hvalernes flok. Ej fjernere fra mig

p rullende blger, ej rappere bort

han evned at svmme, end selv jeg ville.

S var vi sammen p salten hav

fem ntters frist, til flodstrmmen skilte os,

svulmende vover og isnende vejr

og blmrk nat; - og den bidende nordvind

barsk os mdte, og blgerne syded.

Havfiskenes vildsind blev vakt og gget:

dervar min kampsrk, knyttet med snilde,

vrge og vrn mod vilddyr-svrmen;ringflettet brynjen om brystet spndte,

herligt guldsmykt. Til havbunden trak mig

med knibende kralle og klemmende tag

et hsligt udyr; dog undtes det mig

ved et stingende std af min stridsklinges od

dets bane at vorde: tilbage i stvnet

blev ved min hnd det mgtige havdyr.

Bjovulfs kamp med Grendel IX.

559-606

Sledes trued og trngte de lede mig

rastlst, hidsigt. Jeg gav dem mit herlige

svrd at smage, som smmeligt var;


19/101

fattig fryd kun fik de af sviren,

de grdigt vented: at gribe mig grisk

og svlge i braden p havets bund; -

om morgenen l de, mrket af svrd -od,

hen langs bredden, hvor blgerne slipper,

ddssvn slumrende: aldrig siden

hindred de frden for farende folk

p det uhyre hav. Fra st steg lyset,

Guds blinkende bavn, og blgerne tystned,

og snart kunne brinker og sns jeg se,

de stormslagne skrnter. Hel ofte skrmes

en ddkraftig stridsmand af styrende skbne!

Med svrdet slog jeg - s blev min lykke -

utysker ni. Aldrig har jeg hrt om

en kamp s hvas under nathimlens hvlv,

en mand s usalig p svulmende hav.

Fra de fules favntag jeg frelste dog livet,

sknt mdig af farten; - til finnernes land

blev jeg bret og drevet af blger og strm

og vuggende vover. Forvist har aldrig

slig frd mod fjender og farefuld svrdkamp

om dig jeg hrt; - ej heller Breke

i hidsig kamp, - hverken han eller duhar mgtet s dristig en dd at ve

med blodige svrd (uden bram skal det siges),

endsknt dine brdres bane du blev,

din nrmeste slgt, - og sent skal i Helved

du sukke for drabet, hvor snild du s er.

Jeg siger forsand, du sn af Egglaf:

aldrig havde Grendel, den grufulde trold,

sligt hrvrk voldt mod din herre og drot

i Hjorthal her, hvis din hu havde vrets fuld af manddom, som selv du mener.

Helt vel har han nemmet, han lidt kun har ndig

at frygte for fldende fejde og hug

af skrende klinger fra skjoldunge -folket;

sin skat han tager og skner ingen


20/101

af danernes kmper; han drber med lyst

og frdser i bytte og frygter kun lidt

spyd-danernes gengld. Men geaternes manddom

og styrke i striden skal straks jeg i hallen

til gavns ham lre. S g, hvem det undes,

frejdig til mjden, nr morgenens lys

den strlende sol, skinner fra syd

over menneskens brn i den blinkende dag!"

607-610

Gavernes giver, glad i sinde,

danernes gamle, grnede drot,

p ny fatted hb; folkets hyrde

sknned det faste forst hos Bjovulf.

611-630

I hallen var latter og larmende gny

og frydfulde ord. Frem tren Valthjov,

Hrodgars dronning, med hviske lader;

guldsmykt hun hilste de helte i salen;

bgeret bd den byrdhje viv

frst til st-danernes odels-vrge;

frit hun ham bad vre fro ved lagetog venlig mod folket, og frydefuld nd han,

den sejrssle drot, af drik og bger.

Den hjbrne viv af de hemingers t

gik om til dem alle, unge og gamle

med funklende skl, til det fjed sig s,

at den kronsmykte dronning med kvindelig tkke

rakte til Bjovulf bgret med mjd;

geaten hun hilste, og Gud hun frembar

smmelig tak, at det timedes hendehb og trst hos helten at fange

for grummeste ondsind. S greb han bgret,

den vldige kmpe, fra Valthjovs hnd,

og kkt han kvad, til kampen beredt.


21/101

631-661


"S var min hu, da til havs jeg drog

ombord p min skude med mndenes skare,

at fuldt og helt fremme jeg skulle

jert folks begr eller falde i kampen,

knust af troldeklo. Kkt skal jeg ve

mandig dd eller mde rolig

min sidste time i salen her."

Valthjov tyktes vel om hans tale

og frejdge lfte; og fager, guldsmykt

gik folke-dronningen frem mod sin husbond

til sde hos drotten. Men siden som fr

blev herlige ord i hallen talt

under gammen og jublende gny, til brat

Halfdans sn fik hu til at sge

hvile for natten; - han vidste, at trolden

lured p hadefuld kamp mod hallen,

nr solens lys af syne var svunden,

og midnattens mrke mulmslrte alle,

og skygge-skabninger skridende kom

dulgt under himlen. Hirden stod op.

Helt hilste helt, og Hrodgar Bjovulf;han nsked ham held i hallen til dden,

sejr i salen, og slunde taled han:

"Aldrig i tiden betroede jeg nogen,

sideni hnd jeg skjold kunne hve,

danernes hjsal: du er den strste.

Skrm og beskyt da det sknne hus!

Mandsdd du mindes, og mod du vise!

Vg mod den onde! Hvert nske skal times dig,

hvis du bestr hint storvrk med livet."

Bjovulfs kamp med Grendel X.

662-670

S gik Hrodgar af salen ud,


22/101

skjoldung-folkets skrmer, med skaren af mnd;

ved sin hustrus side leje han sgte,

hos Valthjov, Dronningen. Vagt var i hallen

sat mod Grendel, som sagnet gr,

af den vldige Gud, - vagt imod jtten

til vrn for danernes drot og herre:

geate-hvdingens hb stod trygt

til hans egen manddom og Skaberens miskund.

671-687

Rolig krnged han ringbrynjen af,

strg hjlmen af panden og rakte sit prgtige,

smykkede svrd til sin svend i salen

og bd ham at vogte vrge og brynje.

Og Bjovulf mled et mandigt ord,

fr han p lejet sit legem strakte:

"Jeg regner mig ikke af ringere vrd

i stridende krigsdd og kampvrk end Grendel;

thi vil jeg med svrd ej sre hans hud

og de hans liv, sknt evne jeg ejer.

Han kender ej kamp med kraftige svrdhug

mod mand og mod skjold, sknt mgtig han er

i nrkamps dyst: i natmulmet lader visvrdet hvile, ifald han vil vov e

en kamp uden vben; og Gud i sin visdom,

den drot over jorden, fr dmme i dysten

og sejren sknke, som selv han tyktes."

688-709

P bnk han sig strakte, og bolstret sttted

mod heltens hoved. I hallen omkring ham

slngte sig p lejet hans smand s-flok;der var ingen, som troede, det times ham skulle

atter at n til sit elskede land,

sit folk og sit hjemsted, hvor fostret han var;

thi vel de vidste, at voldelig dd

i vinsalens rum havde ranet hobevis


23/101

danernes hirdmnd. Men Herren sknked dem

kamplykkens vv, - vedernes folk

sendte ham sin hjlp, s de sejrende betvang

alle deres fjender ved n mands kraft

og n mands snilde; - sandt er det sagt,

at den mgtige Gud for menneskens slgt

evindelig rder. - Vandrende i natten

kom trolden mulmdkt. Trygt de slumred,

de, som skulle vrge Hjortetaks-vningen, -

alle uden n. benbart blev det,

Herren ej ville, at harm-forveren

skulle dem dlge i ddsnattens skygger; -

men kmpen, der vged til vnde for jtten,

stridslysten bied p stvnets udfald.

Bjovulfs kamp med Grendel XI.

710-719

Under tgedkt skrnt, forskudt af Gud,

sneg sig Grendel fra sumpede kr;

med rnker og vold ville ransmanden ve

svig og fordrv mod salens mnd;

han skred under sky, til han skued til sidstvin-salen grant, guldgave-hallen,

i funklende pragt. Ej frste gang nu

han luskende vandred til Hrodgars vning;

men aldrig han fandt, hverken fr eller siden,

kkkere helt eller kmper i hallen.

720-757

Til vningen kom han, vndefuld stedt.

Dren, den strke, stnget med jernbnd,hrded i ilden, sprang op for hans hnd;

tilbage han rev den, rugende vildt over

dd og fortrd. Over trsklen tren

trolden brat p det tavlede gulv,

ondsindet, gram; - af jnene stod ham


24/101

grufuldt lys som en luende flamme .

I hallen skued han heltenes skare,

stalbroder-flokken, frejdigt slumre

i fllig tilsammen. Da jubled i sindet

den fule fjende, og frdsende hbed han,

grdig og grisk, fr den gryende dag

liv fra legem og lemmer p hver en

kmpe at skille; - men skbnen ej undte ham

flere mnd at fange i vold

efter hin nats rov. Hugleiks frnde,

strk og vldig, vogted imens

men-volderens frd og krystende favntag.

Ej tnkte trolden at tve lnger;

men fluks han greb i det frste tag

en slumrende kmpe og sled i hans lemmer

og bed i hans krop; blodet han drak,

og kdet han slugte, og snart var den dde

helt af trolden fortret og slugt,

bde hnder og fdder. Fremad skred han

og retted sit tag mod den tapre helt

p ljbnkens hynde, langende mod ham

sin strke klo. Da stemmed Bjovulf

armen med kraft mod den onde trold.Snart flte hin fyrste for fuleste rnker,

at aldrig i verdens videste egne

havde han truffet et hrdere tag

af anden mands hnd; angst og rdsel

lammed hans fod, s han ej kunne fly ;

han lngtes bort til sit bo i mulmet,

til djvelens flok; aldrig tilforn

i sit liv var han stedt i s stingende nd.

758-790

Da huskede Hugleiks herlige frnde

aftenens ord; op da stod han,

og fast han greb ham, s fingrene knaged.

Jtten ville bort, men jarlen trngte p.


25/101

Den lede helst ville liste sig ud,

hvor han evnede bedst, og med brdhast fly

til sit mosely; han mrked, hans hnd

var i en anden mands vold. P en ynkelig frd

var jammerfuldt jtten til Hjorthal kommen!

I hallen det drned, og danernes skare,

der dvled i borgen, de djrve kmper,

af rdsel blev slagne. Rasende stred de

om sejren med bulder og bragende tummel.

Et vidunder var det, at vinsalen holdt mod

de kmpendes styrke, at ikke den styrted

til jorden i stumper; men strk var den bygt

og sindrigt fstet med smedede jernbnd

inde og ude. lbnke, smykte

med gylden pragt, i gulv blev slngte

(s har jeg spurgt), hvor de tvende tog spndtag.

Forvist havde danernes vismand troet,

at ingen mgted med magt eller list

at bryde og sndre den besmykte hal, -

intet uden slikkende, slugende flammer

og svrtende rg. Slsomt drnende

ld der en larm; og lammende rdsel

og navnls angst nord-danerne greb,som hrte fra hallen det hje verb,

hrte Guds fjenders forfrdelses-skrig,

da, svigtet af sejren, i smerte og vnde

han hylende jamred, hin helvedes trl; -

thi fast blev han klemt af den kraftigste mand

i hine stunder under himlens hvlv.

Bjovulfs kamp med Grendel XII.

791-824

Ej ville mndenes vrn den mordlystne

lade fra dysten levende slippe, -

han regned hans liv til ringe nytte

for nogen mand. Helt mange af Bjovulfs


26/101

kampfller svang deres slgtgamle svrd;

hvdingens liv, den herlige helts,

ville frygtls de skrme, ifald de mgted;

lidet de vidste, mens ls de hug,

de modige mnd, og mente at n

gennem muskler og sener til sjlens bo,

at ikke det hvasseste vben p jord

eller ypperste jernsvrd i jttens hud

sr kunne ridse; ved sejdkunst havde han

skrmet sit skind mod skade og mn

fra gg eller od. Ynkelig dd

i hine stunder under himlens hvlv

hans lod skulle blive; den luskende trold

i djvelens vold mtte drage fjernt.

Nu mrked han grant, han, der mangen stund

med skadefro lyst havde skndselsdd vet

mod menneskers hob i hn mod Gud,

at hans legem ej ville lystre ham mer;

thi hrdt blev han krystet af Hugleiks frnde

med knugende hnd. Hadsk mod hinanden

om livet de kmped; og kval og pine

blev Grendels lod; med en gabende flnge

hans skulder blev sndret, s senerne spr ang,og kdet brast. Bjovulf vandt sig

ry ved sin dd; men risen flygted,

dukkende ddsramt i dyndkrets slam

til sit ve-fyldte bo; fuldt vel han vidste,

atnu var hans livsens bane lbet,

hans dage rundne. Men danernes attr

og lngsel var stillet, da striden var endt.

825-836S havde da han, der hjsindet, klog,

fjernt fra var draget, friet for ufred

Hrodgars hal. Fro var hans hu

over nattens gerning; - geaternes hvding

ved den dd, han danerne loved,


27/101

frelste dem fra al den ynk og jammer,

forsmdelsens smerte og svare nd,

som i trngsel og tunge tider de fr

havde lidende tlt. S lagde han hjt

under breden tag som tegn p sin dd

Grendels arm og aksel og hnd,

hele den fule jttes fangtj.

Bjovulfs kamp med Grendel XIII.

837-852

Om morgenen stimled de stridsmnd i flok,

s sagnet gr, om gave-hallen;

fyrster kom dragende, fjernt og nr fra,

yderst om lande, og undrende skued de

sumptroldens fodspor. Slet ingen fandt

hans bortgang fra livet bitter at bre,

alt mens de fulgte den fldedes spor,

s, hvor han, kngtet i kamp og lammet,

rvet sit ry og ddelig ramt,

havde slbt sig til kret, hvor s-vtter huser.

Blandet med blod boblede vandet,

brused og blged og brd sig stygt,hvirvlende vildt med det varme blod; -

farvet det blev af den flygtende trold,

da ddsdmt, fortvivlet han dukked i sumpen

og hengav til Helved sin hedenske sjl.

853-863

Fra kret drog nu de kmper alle,

gamle og unge, med gammen i hu,

ridende strunk, de strke helte,p hvide foler. Om Bjovulfs frd

de talte med pris, og tit blev det sagt,

at nppe nogen i nord eller syd

p den vidtstrakte jord ved det vldige hav

under himlens hvlv blandt vbnede mnd


28/101


29/101

volsungen bar de blinkende smykker; -

men ormen dtes i egne flammer.

898-915

Fjernt og vidt blandt folk over jorden

var han kendt ved sin stordd, den strke helt;

fast stod hans ry i den rindende tid,

mens Hermods manddom og heltekraft svandt,

og hans hder veg, - Hermod, som listigt

blev lokket med svig og i landflugt sendt

i fjendernes vold. Ve og kummer

bed i hans sind; bitter sorrig

og kvide voldte han kmper og folk.

Ofte rdsnilde dlinge grmmed sig

dybt ved hans fart; frelse fra knugende

vnde havde de ventet af Hermod,

hbet, at han, deres herskers sn,

faderens land i fred skulle eje

og rde for skatte og skrmende borg

og for skjoldunge-folket. - Men Hugleiks frnde

var hjere elsket af dlingers skare

end Hermod, hvis sind blev smittet af brde.

916-924

Til vds de red p de vlige skimler

ad grlige vej; og den gryende dag

skd strler over land. I stimlende hob

dlinger hasted til hallen, den hje,

dden at skue; og drotten selv

med flok iflge fra fruer-bur tren,

guldskattens vogter, den gve hersker

og vennefro helt; og hans viv ved hans sidemed alle sine mer til mjdsalen skred.

Bjovulfs kamp med Grendel XIV.

925-956


30/101

Og drotten standsed ved drtrin og hjald

og skued det guldsmykte, skrnende tag

og Grendels hnd, og hjlydt han mled:

"For dette syn vre salighedens herre

signet og lovet! Svig og fortrd

har fra Grendel jeg djet; men Gud kan virke

under p under ved sin almagts bud!

Nys da den herlige hal stod stygt

besudlet af levret og slimet blod,

jeg tnkte, at aldrig i tiden mer

jeg bod ville f for den bitre ve;

hver rdvis mand var af rdsel slagen,

og fje de vented, at folkenes borg

kunne vrges og vrnes mod vtter og turser

og hslige trolde. En helt har nu

ved gudsendt kraft en gerning vet,

som ingen af os med al vor klgt

evned at virke. Forvist den kvinde,

som fdte slig sn blandt slgter p jord,

med re kan sige, hvisend hun lever,

at Herren var hende huld og god

ved det barn, hun gav liv. Nu, Bjovulf, dig,

ypperst blandt helte, af hele min sjlsom sn vil jeg elske; - s sg at bevare

det nye frndskab! Ej ngtes dig skal

et eneste nske, jeg evner at fremme.

Helt mangesinde for mindre sknked

jeg rige gaver til ringere kmpe

og svagere stridsmand. Selv har du nu

vet slig dd, attil evige tider

din lov skal leve. S lnne dig Herren

og give dig held, som han hidtil har gjort!"

957-979


"Med fryd vi ved hin farlige dyst

og kmped med lyst, og kkt vi prved


31/101

mulm-ndens vlde; forvist jeg dog undte,

at du havde set ham selv, da trolden

vakled afsted i sit stridsmands -udstyr!

Brat jeg tnkte med bastende greb

til hans ddsens leje at lnke ham tungt,

s klemt af min hnd han kmpende skulle

i ddskval ligge, hvis l ykke mig undtes;

men ikke jeg mgted - thi Gud det formente -

hans flugt at hindre; ej fast nok holdt jeg

i risens krop; for rap i farten

min blodfjende var mig. Tilbage han lod dog

sin hnd for livet i hast at redde,

sin arm og sin aksel; men ynkelig hjlp

og usselig trst sig trolden vandt:

ej lnger den lede skal leve nu,

syndebesudlet; svidende smerte

har knuget ham hrdt med klemmende tag,

i tvingende bnd; brdebetynget,

skal angstfuld han vente den evige dom,

den strlende Herres straffende vrede.

980-990

Egglafs sn blev s stille nu,som s djrvt havde pralet om dristig dd,

da heltene hjt under hallens loft

s hver enkelt finger p udyrets nve;

som hrde sporer var hedningens klr,

hrdere var de end hrdet stl.

Da kunne alle heltene indse,

hvorfor klingen ej fordum bed p de kler,

hvorfor skarpeste svrd ej skade ham volded,

hvorfor aldrig de fr havde evnet at dedet fule udyrs fgte-lem.

Bjovulfs kamp med Grendel XV.

991-1019


32/101

Bud blev der bragt, at brat skulle hj orthal

herligt af hurtige hnder smykkes,

og svendes og terners travle flok

gjorde gstehallen rede. Guldvirket lyste

vvede tpper langs vggenes flade,

et underfuldt skue for krigernes skarer.

Stygt hin stolte, strlende vning

med smedede jernbnd var sndret og det

og hngslerne sprngte; helt var kun taget,

da risen, den fule, til flugt sig vendte,

med ugerningsattr, i angst og vnde,

vis p dden. Og hvem formr vel

at undg den , om han end ville prve?

Hver eneste en, der ejer en sjl,

hvert menneskens barn, der bor p jord,

skal finde det sted, der rede ham str,

hvor lnket til lejet hans legem skal hvile

i slum efter livs-gildet. - Snart blev det stunden,

da Halfdans sn i hallen tren, -

ved bord ville selv han bnkes i laget.

Tttere skare trngte sig aldrig

mer hvisk i kreds om den gavmilde konge.

Fluks de ved disk og ved fad sig bnked,glade i hu; deres gve frnder,

Hrodgar og Hrodulf, p rettelig vis

tmte s mangt et mjdfyldt krus

i den vldige sal. Venner alene

Hjorthal rummed; rnker og svig

blev dengang ej vet blandt danernes folk.

1020-1029

S sknked jarlernes skrmer Bjovulfsom gave for sejren et guldvirket banner,

brynje og hjelm og et blinkende svrd:

for alles blik blev de brne til helten.

Bjovulf lfted sit bger i sal;

ej han behved for hallens kmper


33/101

at skamme sig over den sknk, han fik.

Forvist har ej mange med mere huldsind

sknket en anden p lsalens bnk

fire guldsmykte gavers skat.

1030-1034

Rundt om hjlmens krone en kant sprang frem

med jerntrd omvundet at vogte hovedet

mod filenes arbejd, det gg -blanke svrd,

nr den dristige helt, dkket bag skjold,

mod fjendernes flok skulle g frem.

1035-1049

P dankongens ord blev otte heste,

herligt med strlende hovedtj guldsmykt,

frt ind i hallen; p n var der lagt

en sadel, prydet med funklende pragt:

dette var kongens kriger-sde,

nr Halfdans sn i svrdenes leg

kasted sig kkt, - og i kamp-hrens spidse

ej svigted hans mod, mens de segned omkring ham.

I bjovulfs eje de ingviners vrner

vennesl gav bde vben og hesteog bd ham med mildhed bruge dem vel.

S hjmodigt lnned den herlige konge,

kmpernes guldvogter, kampdystens stormlb

med hors og med skatte, at ingen med skel

kan dadle drotten for ddens ln.

Bjovulfs kamp med Grendel XVI.

1050-1062End sknked kongen hver kmpe god,

som med Bjovulf drog over blgernes vej,

p hallens mjdbnk et herligt stykke,

gammelt i slgten, og i soning han bd

kosteligt guld for kmpen, som Grendel


34/101

grumt havde fldet, - og flere var faldne,

hvis ikke Gud Herren og heltens mod

havde skbnen vendt: over hver mands lod

rdede Gud, som han rder endnu; -

derfor er indsigt og ndens omtanke

allesteds bedst. Af ondt og godt

skal meget mde den mand, som lnge

nu i kampens dage dvler p jorden.

1063-1068

Og sang og klang gennem salen steg

om Halfdans hrfrer, helten den strke,

gammenstret klang, og kvad blev der lagt,

da Hrodgars skjald lod rsten gjalde

langs mjdbnkes rkker til mndenes fryd

om Finn og hans t, da de faldt i strid:*)

1069-1094

"Efter skbnens rd skulle skjoldunge -helten

Hnf, i fejde med friserne segne.

Svart mtte Hildeburg srge ved frisernes

trolse skamdd: skyldfri blev hun

rvet i kamp sit kreste eje,sn og broder; - sret af pile-od

sank de i dden, og sorg hende ramte.

Hokes datter sin hrde lod

bittert begrd, da det gryede i st,

og sine drbte frnder under daghimlens hvlv

blodige fandt hun, hvor fr hun ejed

sin frste livsfryd. I stridsfrd segned

fast alle af flokken, Finn havde om sig,

s ikke han mgted at mde p valenHengest i kamp, ej heller fra kongsmandens

harm at frelse sine usle f.

Men friserne bd nu villigt i bod

til Hengest en anden hal med hjsde,

hvis halvdel danerne skulle dele


35/101

p lige fod med frisernes kmper;

og Folkvalds sn, Finn, ved festlag i salen

hdred med gaver og gyldne ringe

danernes hrmnd, Hengests stridsflok,

i samme ml og med samme kostbare

funklende skatte, som frisernes folk

han med ildnende frd i lsalen sknked.

1095-1106

Lfte de gav om forlig og fred,

friser og daner; og Finn med dyre,

hjt-svorne eder Hengest loved

varsomt p trofast vis at rgte

dlinge-flokken, s ingen brd

i dd eller tale den trygge fred,

ejheller den krnked med svigefuld kunst,

sknt de fulgte, uden frer, de folk, som havde drbt

deres skatte-deler, thi skbnen jo tvang dem;

og hvis med ggende ord nogen friser

minded om kampstvnets morddd og had,

skulle gerningen sones med svrdklingens gg.

1107-1124Edslfter gaves, og guld blev draget

fra skathobens gemme. - Skjoldunge-folkets

bedste krigere p bl var strakt;

blodig brynje og blanken guldgalt,

det jernhrde hjelm-svin, med jarl og kriger,

segnet for drbende sr p valen,

l ved det rejste ligbls sted.

Hildeburg bd s p bl at lgge

ved siden af Hnf hendes svrddrbte snog brnde hans legem i luende flammer; -

bjet mod hans skulder bittert hun jamred,

da bleg og kold han p bl blev lagt.

Knitrende ligblets luer steg

mod grnende sky ved gravhjens rand;


36/101

hoderne brast, og blodet sived

fra srenes lber; - luerne frdsede,

glubske vtte grdigt fortrte

begge folkenes bedste mnd.

Bjovulfs kamp med Grendel XVII.

1125-1141

Med vnde i sind over vennernes tab

drog kmperne frem for Frisland at skue,

kongsborg og vninger. Vinteren lang

Hengest hos Finn fredeligt dvled;

hans lngsel dog flj mod den fdrene kyst,

sknt ej over hav han evned at styre

ringstvnet snekke; rasende vildt

stred vove mod vind, og vintren knuged

med isbnd blgen, til atter en vr

strg ind over grd, som end det sker, -

thi stedse rgtes stunder og tider

og strlende vejr. Vinter var leden,

og jorden stod fager; jarler higed

fra hus og fra bo; men Hengest tnkte

mere p hvn end p havets vej,om han i stridende stvne kunne

fremme sit had mod frisernes t.

1142-1159

Men sknt den dle modtog den re,

at Hunlaf gav ham en herlig klinge,

hvis gg var bermt blandt alle friser,

s traf dog skbnen den tapre Finn

i hans egen grd, da Gudlaf og Aslaf,ssnart de til kysten med snekken var net,

begyndte kampen med kval i hjertet.

Da slog de kong Finn, og hans flyende sjl

kunne nu ej i hans bnede bryst

lngere dvle. Hallen var dkt


37/101

med fjendernes lig; Frisernes drot

blev drbt i sin hirdkreds, og dronningen bortfrt.

Skjoldungfolkets skarer til skibene bragte

alt, hvad Finn p sin odel ejed,

alt, hvad de fandt af funklende smykker

i bur og i hal. Bort de frte

den dle dronning til danernes land

over vuggende svej."

1160-1187

Sangen var endt, kvadet forbi. Fra bnkene steg der

en skingrende jubel, og skafferne sknked

vin af kunstfuldt virkede kummer.

Guldkronet vendte Valthjov sit fjed

mod frnderne to; troskab og fred

var der end dem imellem. Ufred sad

som styrer i laget ved stridskongens fdder:

de troede p hans kkhed, sknt i kampen han sveg

med skndsel sin slgt. Den skjoldung -viv mled:

"Modtag dette bger, min byrdhje drot,

du gavernes giver; vr glad nu i sinde,

og fj dine ord, o fyrste god,

med vennesl mildhed, som mnd det sig smmer!vr huld mod gsterne, gavmild og god; -

fjernt og nr fred du nu ejer.

Sagt det mig blev, du til sn ville tage

den kampkkke jarl. Hjorthal er renset,

den fagre ring-sal; nu fryd dig i laget,

s lnge du m, og lad s din slgt

f land og folk, nr dit liv rinder ud,

og dommen dig venter! Forvist jeg ved,

min Hrodulf med glde de unge gutteri agt vil holde, hvis du fr han,

o dannerfolkets ven, m verden forlade;

jeg tror, han som gengld god t vil ve

imod vore snner, hvis selv han mindes,

hvordan i hans barndoms dage vi mildt


38/101

fjed hans vilje og fremmed hans vel."

1188-1191

Did, hvor hendes snner sad, hun gik,

Hredrik og Hrodmund og rigets ungflok,

jarlernes snner, jvnsides dem;

hos broderparret nu Bjovulf sad.

Bjovulfs kamp med Grendel XVIII.

1192-1214

Et bredfuldt bger blev budt ham hvisk

og ringsnoet guld blev rakt ham med tkke,

armsmykker tvende og tvundne ringe,

en kjortel fin og en fager halsring,

stor og strlende, strre ej findes.

Aldrig under himlen har jeg hrt om en helt

med s herlig en skat, siden Hejme bar

til den strlende borg Brisingemen, -

for Jormunreks fjendskab han flygtende veg

og valgte den evige vinding til sidst. -

Hin halsring blev bret af Hugleik, geaten,

Svertings tling, for sidste gang,da under sit banner han byttet vrged

og skatten skrmed; skbnen tog ham,

den gang han stridslysten stedtes i vnde

ved frisernes kampmod; - den funklende, stensatte

ring havde hvdingen frt over havets

mgtige skl; - bag skjold han nu segned.

I frankernes vold faldt fyrstens lig,

hans herlige brynje og halsringens smykke:

plumpe stridskarle plyndred og raned,da gnyet var endt, geate-hrens hobe af dde.

1215-1231

Halsringen tog han.

Og Valthjov mled for mngden i salen:


39/101

"Br denne halsring, Bjovulf, ven,

under blideste kr! brug denne kjortel

og nyt disse gaver! alt godt dig times!

stig s i kraft, og vr krlig i rd

mod drengene her! - Da skal dyrt jeg takke dig!

Slig er din frd, at du fjernt og nr

til alle tider skal res af mnd,

s vidt som voverne vuggende skyller

mod vindslagne skrnter. Vr, mens du lever,

signet af lykken! Forsandt jeg nsker dig

rigdom og guld. Vr god mod min sn,

og hjlp ham med dd! I jarler i hal,

st stt i strid ved stalbroders side,

vr milde i tanke og tro mod drotten,

endrgtige, rede til dd, nr det glder,

I gildes-fller! Flg nu mit ord!"

1232-1241

Til sit sde hun gik. Der var gammen i sal,

og vin blev der drukket. De vidste kun lidt,

at nr kvelden var ledet, og kongen var skredet

trstig til ro, s trued den samme

lurende skbne, som lumsk havde ramts mangen en hirdmand. I hallen en flok

af dlinge blev, som s ofte tilforn:

de flyttede bnk, og de bredte tilje

med hynder og bolstre. Blandt heltene n,

som dersgte hvile, var ddsens-dmt.

1242-1250

De strke skjolde af skinnende ved

ved hoved de stilled; den herlige hjelm,der knejste i kampen, det kraftige spydtr

og fletvrks-brynjen p bnk var lagt

over hver mands leje. Vedtgt var det,

at kmperne stedse til strid var rede,

i hal og p hrtog, hvor helst det sig fjed,


40/101

s tit deres drot var i trang til vrn; -

og folket var flinkt i frd og dd.

Bjovulfs kamp med Grendels moder XIX.

1251-1278

S sank de i slummer. Men svart en hirdmand

betalte sin kveldsro, som tit det var sket,

siden Grendel blev gst i guldgave-hallen,

strk i udd, til straffen ramte ham:

dden efter brden. Brat blev det kendt

for helte og hird, at en hvner der leved

i fuldeste kraft efter fjenden, som veg

fra den grufulde kamp: Grendels moder,

en hslig heks, husked sin vnde,

hun, som i dyndkrets dybeste, iskolde

strm mtte bo, siden brdefuldt Kain

var bleven sin eneste broders bane,

sin faders sns; - fredls han flygted,

mrket som morder, fra menneskers fryd

til den yderste rk. Der udsprang fra ham

en dybets troldflok; blandt dem var Grendel,

den jtte s gram, der i Hjorthal fandten vgende mand, som vented p kamp.

Den hslige vtte med vold ham md te;

men helten ihukom sin herlige styrke,

den rige gave, ham Gud havde sknket,

og trygt han stoled p sttte og hjlp

fra almagtens drot; derfor han vandt mod

hin Helvedes nd, som i ynkelig vnde

drog til det sted, hvor dden ham vented,

hin menneskers fjende. Og moderen gav sig,med hvngerrig hu, med harme i sind

p den sorgtunge frd, sin sn at hvne.

1279-1291

S kom hun til Hjorthal, hvor ringdaners jarler


41/101

i salen slumred. Og snart blev der rre

og tummel og gru, da Grendels moder

frst var derinde; men frygten var mindre, -

s meget, som kvindens kampmod er mindre

end mandens mod og mgtige kraft,

nr det blinkende svrd med den blodige sved,

smeddet med hammer og hrdet i flammer,

hugger den gyldne galt af hjelmen.

Da blev i salen svrdklinger dragne,

skrende skarpe, og skjolde blev lftet

fast i hnde; frygtslagne glemte de

breden brynje og blanken hjelm.

1292-1309

I brdhast ville hun bjerge livet

ved flugt fra salen, da set hun blev;

men snelt, fr bort hun til sumpen jog,

hrdt hun sin hnd om en hovmand slog. -

Kong Hrodgars kreste kmpe og hirdmand,

hans bedste ven ved det vldige hav,

en hjbren hvding og herlig helt,

p bolstret hun vog. Ej var Bjovulfder;

thi da gaver var givne, fik geate -hvdingenandensteds ly og leje for natten.

Der blev gny i Hjorthal; Grendels blodige

hnd hun rved; rdsel og sorg

var p ny til huse; og hre kr

det tyktes forvist: med venners liv

dobbelt at bde. Hjertensbedrvet

blev den gamle drot, den grhrdede kriger,

da bud blev ham bragt, at hans bedste hvding,

hans dyreste hirdmand, var dd og livls.

1310-1315

Brat blev til bure Bjovulf hentet

den sejrstrke helt. Og ved solgry-tide

gik han med fller i flge did,


42/101

hvor drotten dvled i dyreste tanker:

ville almagtens Gud ndre de kr,

som trngsels-tidender tungt havde meldt ham?

1316-1320

S skred over gulvet den gve helt

med de prvede fller, - plankerne drned;

han vendte sit ord til den vise drot,

de ingviners fyrste, og spurgte, om fredeligt

natten var runden i rolig tryghed.

Bjovulfs kamp med Grendels moder XX.

1321-1382

Hrodgar, skjoldungfolkets skrmer, mled:

"Sprg ej efter fred! Nu er angsten og sorgen

igen over danerne. Dd er Asker,

ldre broder til Yrmenlaf,

mine ln-tankers flle, min fuldtro rder,

min stalbroder strk, nr i stridens stund,

hvor vrimlen var tttest, vi vrged vort hoved

og hjelmene knuste; - hver jarl skulle vre,

som Asker var, s rlig og god!I Hjorthal myrded en mordlysten trold ham

i vildeste harm; og jeg ved ej, hvorhen

lumsk med liget hun lnlig er lusket,

glad over byttet. Grumt har hun hvnet

grsnattens kamp, da Grendel du drbte

med knugende krysten og klemmende tag,

fordi i mit land s lang tid folket

han mindsked og myrded. Mat og ddsmrk et

ned han segned, og nu er der kommenen hslig heks for at hvne snnen;

fejden vil hun nu fre os videre.

Det m da synes en sre bitter

hjertesorg for mangen en jarl,

der er tung i sind for sin skatte -deler.


43/101

Den hnd nu fattes, som forhen hjalp.

folk i mit land, som lever og bygger

i hal og i hytte, har jeg hrt sige,

at tvende sdanne slsomme riser

stundom de skued langs skellene snige sig

ved dyndkr og moser: af dem var den ene,

hvis ret de sknned, som kvinde skabt;

den anden, usselig, arm og fredls,

vandred ad vildsomme veje i mandsham,

men strre i krop end den strste mand.

Grendel ham kaldte de grufyldte bnder.

Ingen det ved, om de ejer som fader

en mulmets nd fra tidernes morgen.

I ukendte, mrke afkroge bor de

langs ulvefyldt stenskrnt, ved stormslagne nsser,

i farlige moser, hvor fjeldstrmmen styrter

med brus og brag gennem brinkernes tge

dybt under mulde. Ej mange mil

fjernet herfra er den frygtelige sump,

rimdkte lunde luder derover,

rodfaste skove skuler over vandet.

Hver nat der lyser en lue p floden

som varslende vartegn; s vis er ingenaf menneskenes brn, at han bunden har mlt.

Nr hede-traveren, trngt af hunde,

den kronstolte hjort, mod kratskoven jager

i hastig flugt, heller den lader

sit liv p bredden, end ly for sit hoved

den sger sig der: s dystert er stedet.

Blsorte blger bryder og vlter

og stiger mod sky, nr stormene driver

uvejret sammen, s luften sortner,og himlen jamrer. Hjlpe os atter

kan ingen uden du! Men end er dig ukendt

det farlige sted, hvor den fule bor:

stvn did, hvis du tr, trolden at finde!

Din kamp skal med gaver og gods jeg lnne,


44/101

med fortids-skatte, som fr jeg har gjort,

og med blinkende guld, hvistilbage du kommer."

Bjovulfs kamp med Grendels moder XXI.

1383-1396


"Srg ej, du vise! Forvist er det bedre

sin ven at hvne end vegt at srge;

hver en iblandt os skal ende sit liv

engang her i verden; lad enhver da, som kan,

vinde re og ry, fr han rammes af d den!

For den henfarne helt er hder det bedste.

Rejs dig, o konge, og rask vil vi drage

i sporet efter Grendels grufulde moder.

Et jeg dig lover: ej ly skal hun finde

i jordens favn eller fjeldets skov

eller havets dyb, hvorhen hun s flyr.

Endnu i dag - fj mig i dette -

med tlsomt sind du din smerte bre!"

1397-1407

Op sprang gubben, og Gud han takked,herlighedens Herre, for heltens ord.

Hrodgars hest med den hrfagre manke

p stand blev bidslet. Og statelig red

fyrsten afsted; til fods en flok

af krigere fulgte. Fjernt og vidt,

over mark og vej, gennem vildsom skov

var der spor at finde, hvor frem hun var skredet

gennem sorten sump, slbende livls

den herligste hirdmand og helt blandt dem,som med Hrodgar vrned og vogted hjemmet.

1408-1421

dlinge-tlingen ilede frem

over snvre stier og stejle skrnter,


45/101

langs mandsbrede slugter og mulmdulgte veje

og svimlende nsser og svtters huler.

Fremst han gik i en ftallig flok

af kyndige folk p den forskende frd,

til brat han skued en dunkel skov

fra skrnten lude med skumle trer

over grlige klipper - og kret derunder

boblende blodigt bittert det var

og drveligt tungt for danernes skare,

en skrende vnde for skjoldungens venner,

for mangen en hirdmand og helt og jarl:

p havbrinken Askers hoved at skue.

1422-1441

I blgen hvirvled det varme blod.

Lydt fra kamphornet klang der gjalded;

og flokken tog sde og s p bredden

slanger sno sig snelt gennem vandet,

slsomme sdrager svmme i dybet,

suhyrer baske p brink og ns,

de, som s ofte ved rle morgen

volder sfolk ved p skibenes vej,

og vilddyr og orme: vrede og bistrebort de styrted s brat, som de hrte

gjaldet af hornet. Men geate-hvdingen

ranede et af de udyrs liv

ved et buesendt skud, s den skarpe pil

gennem tarmene skar; og trg til svmning

i dybet det blev, mens dden tog det.

Snelt og behnde den slsomme svmmer,

vndefuldt stunget af vildsvinespyd

med svrdskarpe hager, blev halet fra dybetind over nsset: med undren de s p

det rdsomme udyr.

1442-1454

S rusted sig Bjovulf rolig til frden, frygtls for livet:


46/101

nu skulle brynjen, bred og kunstfrdigt

knyttet af hnd, gennem kret fare, -

vel kunne den knokkel-kamret vrne,

s ikke den tirrede trold med sit greb

og sit tunge tag skulle true hans liv;

den skinnende hjelm, som skrmed hans hoved,

skulle i brydende blger dukke

til krets bund; med klare guld -bnd

var kanten smykket; en duelig smed

i gamle dage den sdan danned,

brmmet med vildsvine-billeder rundt,

s svrd ej bed p det blanke malm.

1455-1464

End gtes hans styrke i strid, da Hrodgars

styrer i laget ham lnte sin hjlp

et randslebet skaftsvrd, Hrunting kaldet

og nvnt som ypperst blandt oldtidsskatte:

ggen var jern, med edder hvas,

og hrdet i kampsved; hidtil det aldrig

dem havde svigtet, som svang det i strid:

mnd uden frygt for det farlige stvne

blandt fjendernes mylder; ej frste gang nuskulle i stridsfrd det storvrk ve.

1465-1472

Ikke mindedes Egglafs sn,

frisk i sin kraft, hvad han fr havde talt,

ruset af vin, nu, han redebont lnte

det blinkende jern til en bedre svrdhelt:

ej voved han selv under sens brnding

den tapre dd, - og tabt han gikaf sejrsl ry; - ej s med den anden,

da rustet han stod og rede til kampen.

Bjovulfs kamp med Grendels moder XXII.


47/101

1473-1491


"Husk nu, Halfdans herlige tling,

nu, jeg til dden str rede, drot,

gavmilde fyrste, hvad fr vi har talt,

hvis jeg mit liv skulle lade for din skyld,

at du mig stadig i faders sted,

selv nr jeg drbes i dysten, vil vre!

Vg og vrn om min venneskare,

min stalbroderflok, hvisi stvnet jeg segner!

Og send s de skatte, du sknked mig, Hrodgar,

til Hugleiks grd, at geate-kongen,

Hredels sn, nr det rde guld

han undrende skuer, kan sknne p stand,

at jeg en god og gavmild drot

fandt p min frd til fryd for mig selv!

Lad Ufred eje mit arvede vben,

mit svrd med runer kunstigt ristede,

kamphrdt og hvast, - herligt jeg vinder

med Hrunting ry eller ranes af dden."

1492-1496

Da ordet var talt, skred ilsomt han frem,den geate-hvding, i hasten ikke

han bied p svar; de brusende blger

sig lukked om helten. Men ledet var dagen

og sol i bjerge, fr bund han kendte.

1497-1505

Snart mrkede hun, som i hundred r

hadsk og grum havde hersket i kret,

at et menneske vandt sig vej fra oven,svmmende snelt mod de s -vtters bo.

S greb hun om kmpen med knugende tag

og klemmende klo; men kroppen blev uskadt;

Brynje-ringene brystet skrmed,

ej kunne hun n gennem kamphammens net


48/101

og leddede fletvrk med fjendske fingre.

1506-1517

S bar den s-ulv, da bund hun kendte,

hin ringenes fyrste fluks til sit bo,

s ikke han mgted, hvor modig han var,

vben at svinge; en vrimmel af udyr

med skarpe hugtnder hastigt sig trngte

om helten i havet og hugged og napped

og bed i hans brynje. Og brat han s,

at han stod i en sal af slsom art,

hvor intet vand kunne volde ham men,

hvor lofthvlvet hindrede havets pludselig

fangende tag; - og et funklende lys,

et strlende skr han skued derinde.

1518-1528

Den dristige skued dybets ulvinde,

den hslige hav-kvind, og ej lagde helten

fingre imellem; men frygteligt hug han,

s klingen en hvinende krigssang gol

mod troldens hoved. Men helten fornam,

at det blinkende kamplys ej bed med skrendeulivssr; ggen svigted

i nden fyrsten, sknt fordum tit

det i drnende dyst den ddsdmtes hjelm

og ringbrynje klved; - dets ry i kamp

falmed og blegned for frste gang nu.

1529-1536

Men Hugleiks frnde var fast i sit forst,

og stordd og stridsry stod for hans tanke:harmslagen kasted i hast han svrdet,

klingen med stl-g og kunstige slyngetegn,

trstig til jord i tro til sin nves

slagstrke kraft. S skal der handles

af den. som vil vinde sig varigt kampry, -


49/101

lidet han nser sit liv, hvor det glder.

1537-1544

I akslen greb s, uskrmt af faren,

geate-hvdingen Grendels moder;

kamptapper slynged han, slagen af vrede,

ddsfjenden tungt med sit tag i gulvet.

Fluks til gengld greb hun ham fat

og klemte ham hrdt i sin hslige klo;

sknt knuget af kummer, med kampsikker vlde

kasted hun omkuld kmpernes hvding.

1545-1556

Med kn p hans krop drog hun sit kortsvrd,

bredt og blankt, for sit barn at hvne,

sit eneste barn; - men brynjens fletvrk,

som spndte om skuldren, skrmed hans liv

og stod sig mod g og mod stingende od.

Ilde var det get Eggders sn,

geaternes helt, p havdybets bund,

havde jernbrynjens kamp-net ej hjulpet ham der

med sin hrdede ham, havde himlenes styrer

ej sejr ham givet; Gud, den alvise,rdende drot, ved ret og skel,

da kmpen frst var kommen p fode.

Bjovulfs kamp med Grendels moder XXIII.

1557-1569

Da s han dernede et sejrsignet svrd,

et jttesmedet vrge med hvasses te g,

en ldgammel kamp-pryd, et ypperligt vben,s vldigt, at ingen anden mgted

at bre det til stvnet, hvor stridslegen gr, -

et fagert og slagdygtigt smedevrk af riser.

Om kde-hftet greb han, den kkke kriger;

kamphidsig, bister klingen han svang;


50/101

tungt hug han til med fortvivlelsens mod,

og hrdt i halsen heksen han traf,

s knoklerne brdes, og klingen skar

gennem muskler og sener; ddsdmt hun segned;

blodstnkt var klingen; men kmpen var fro.

1570-1590

Lysskret flammed med funklende glans

og tindred i hulen, som himmelbuens kerte

strler fra sky. Han skued omkring sig,

skred hen imod vggen, og vrget han tog,

ved hftet og lfted det, Hugleiks stridsmand,

ddfast og gram. Da blev den hvasse

klinge til gavn for kmpen den vldige:

genglde ville han Grendel p n gang

al den udd, han ved mod danerne

s mange sinde, og mer end just den gang,

da Hrodgars hirdmnd i hallen han vog

i den dybeste slum og d mens de sov,

femten af vest-daners flok derinde

og slbte s femten i favnen bort, -

et hsligt blodran. Hvn han tog,

den harmslagne helt, da henstrakt han sGrendel ligge p lejet, kamptrt,

rvet sit liv af den rasende strid

i Hjorthals borg; brat med et st

hved sig liget ved hugget, det fik,

da det hjt svungne svrd skar hovedet af.

1591-1599

Snart de rdsnilde mnd, som med Hrodgar

stirred p vovernes hvirvlende syden,s, hvordan blod i blgen sig blanded,

strmmende rdt som striber i vandet:

om kmpen de grnede gubber talte,

aldrig de vented den dle at skue, -

ej skulle sejrsl atter han hilse


51/101

den fjernkendte drot; de fleste vel tnkte,

at hav-ulven helt havde helten sndret.

1600-1604

Og dagen led. Forladt blev nsset

af skjoldunge-folket, og fyrsten styred

mod hjemmet sin frd. Men de fremmede blev,

og med sorgsygt sind p sen de stirred,

lidt kun de vented vennen og hvdingen atter at se.

1605-1617

I svrdet som Bjovulf

lfted, d sig den levrede kampsved

tsende ind; p underfuld vis

helt det smelted, som isen smelter,

nr Faderen bryder frostens lnke

og blgernes bnd, - han, der byder og rder

for stunder og tider, den strke Herre. -

Helten, hin unge, lod urrt ligge

de dynger af skatte, han skued i hulen,

kun hovedet tog han og hftet af svrdet,

kunstigt smykket; klingen var smeltet,

svrdbladets jern af det sydende, giftigttsende troldeblod helt fortret.

1618-1631

Da frst han i kamp havde fldet de lede,

op han snoede sig snelt gennem vandet:

dybets hvirvlende vover og vidtstrakte

huler var renset, da havtroldens dage

til ende var lbne, og hans livsfrist var endt.

S svam han til land, de smnds skrmer,sejrsfro ved byttet, sen havde givet,

jublende ved byrden, han bragte fra dens bund.

Kmpernes hob hasted ham i mde,

takkende Gud i glde ved hans genkomst,

fro, at de fandt ham frelst og uden men.


52/101

Hurtigt de lste af helten, den strke,

brynje og hjelm; og blodfarvet vand

strmmed i havet, som stille nu l.

1632-1643

Sl i sinde drog sammen tilbage

fllerne ad stien, de fr havde trdt ,

langs velkendte vej; de vbenkkke hrmnd

har med mje fra brinken ved havet

Grendels hoved, de gve helte:

fire kmper af flokken slbte

tungt p et spydskaft troldens hoved,

styrende gangen mod guldgave -hallen;

snarlig de kom til salen den hje ,

skridende frem, de fjorten geater,

strke i hrkamp: hvdingen vandred

med i sin flok over mjdsals -vangen.

1644-1650

S tren han i hallen, den tapre fyrste,

stridskk og stovt og i strlende sejrs -ry,

rask til stordd, for Hrodgar at hilse;

Grendels hoved ved hrtot blev bretfrem over gulvet, hvor folkene drak:

slsomt og grufuldt var synet at skue

for kmper og jarler, for kongen og hans viv.

Bjovulfs kamp med Grendels moder XXIV.

1651-1676


"Glade vi her, o Halfdans tling,skjoldungfolkets herre, havbyttet bringer dig,

sejrsddens tegn, som du ser ved din fod.

Knebent med livet jeg kampen bestod,

voved under vandet et vrk, som kosted

yderste nd, og nr kunne stvnet


53/101

galt vre endt, hvisej Gud havde hjulpet.

Intet jeg evned at ve med Hrunting

i kampens stund, sknt klingen var god;

men menneskens Herre, som mangesinde viste

den vennelse udvej, undte mig brat

at jne p vggen et ldgammelt, vldigt,

funklende svrd, som jeg svang til vrn .

Havhulens bofolk, da held bd sig til,

vog jeg i striden. Men vrgets stl

brndtes og smelted, da blodet sprang ud,

den hede kampsved; heftet har med

jeg fra vtterne bragt; deres vold mod de danske

har svart jeg hvnet, som smmeligt var.

Forsandt jeg dig lover, at sorgls du nu

i Hjorthal kan slumre med jarlernes skare,

med hirdmnd og hovmnd og heltenes flok,

bde gammel og ung, uden gru for de tvende,

s ej du skal frygte, som fr du har gjort,

for dlingers ddsvnde, skjoldunge -drot."

1677-1686

S gav han i hnde den gamle kampdrot,

den grnede gubbe, det gyldne hjalte,underfuldt smedet af urtids jtter:

ved utyskets dd i dankongens eje

svrdheftet faldt, da den fule trold,

Guds arge modkmper, mordlysten gram,

bde han og hans moder, var heden draget, -

i hnde det faldt den bedste fyrste

blandt verdens herskere mellem hav og hav,

der sknked skatte p Skandia-en.

1687-1698

Hrodgar frydefuld fstet betragted,

det tgamle svrdgreb med slsomme skrifttegn

om urtidens frste fejde, da floderne

voldsomt hvirvlende drukned de vilde


54/101

risers slgter, der rasende stred mod

den evige styrer, som straffed med vlde

de frkke i blgernes frdende syden.

I fstets plader af funklende guld

var ristet med runer p rettelig vis,

for hvem det fra frste frd var smedet,

det sjldne vrge med vredet hefte

og slange-slyngning.

1699-1739

I salen talte nu Halfdans sn, og hirden tav:

"Se, han kan sige, som sandhed og ret

i folket fremmer, som fortiden mindes,

den gamle hvding, at helten her

er ypperst blandt dlinger. Ud over verden,

Bjovulf, min ven, dit ry skal bredes,

blandt folkenes vrimmel; og vel skal du hvde

din manddom og klgt. Min tak skal du eje,

som fr jeg har sagt; til fryd skal du blive,

mens tiderne rinder, thi trst for din hird

og for hele dit folk. Ej Hermod var slig

mod skjoldunge-tten, Eggveles snner;

en drlig drot var han danernes folk;han voldte dem vnde og ve og drab;

barsk og grum sine bordfller vog han,

sine udvalgte stalbrdre, indti l han alene

fra livet og menneskers lykke drog heden;

sknt den mgtige Gud havde magt ham sknket

og hvet ham hjt ved herlig kraft

over alle mnd, var hans nd dog grisk

efter blod og rov; ej ringe han gav

p vanlig vis til vinsalens mnd;for sit grumsind han bded med gldels kummer

og nagende kval. S nem du af dette,

hvad mnd br gre! gammel og viis

gennem mange vintre for dit vel jeg taler.

Underligt er det, hvor Gud med sin nd,


55/101

den mgtige, giver til mennesker visdom

adel og ejendom, - alting han styrer.

Ofte han til en dlingbren

kmpe sit hjertes krlighed giver,

sknker i hjemmet ham jorderigs fryd,

lader i borg ham bo med sin hird,

ger hans vlde over verdens vide,

udstrakte egn, s hans eje og magt

i hans drlige enfold ham endels tykkes;

s frdes han i fryd, al fare synes fjern

bde sot og lde; ingen sorg eller frygt

tynger p hans sind, ingen tanke om strid

eller vbengrisk had; al verden er ham god

og fjer hans vilje; han ved ej af modgang.

Bjovulfs kamp med Grendels moder XXV.

1740-1784

Og dybt i hans hu flyder hovmodet frem

og vokser og trives, mens vogteren slumrer,

sjlens hyrde, sover s fast,

dvet i dvale, til drabsmanden kommer

og slipper fra buen den susende pil.Her hjlper ej harnisk; i hjertet trnger

den skarpe pil, - han skyer ingen dd,

som arge djvle indgiver ham.

Kun fattigt ham tykkes, hvad fordum han ejed;

gerrig og sur aldrig han giver

guldsmykke skatte med hjsindet glde,

har ej tanke for kommende tiders ry

og spotter hver hder, guld-herren ham gav.

S sker det til sidst, mens mod slut det stunder,at lemmerne lammes, og legemet slappes

i afmagt og dd; og en anden trder til,

som sorgls spreder de sankede skatte

og nser ej arven i sin dsle frd.

S vardig for ondsind, min elskede Bjovulf,


56/101

du ypperste kmpe, men kr dig det bedste,

den evige vinding, og vrg dig mod hovmod,

du fejrede helt; i sin fagreste blomst

str din kraft en stund; men der kommer en tid,

da af sot eller spyd din sejrskraft rves,

af funklende flamme eller frdende blge,

af srende svrd eller susende pil

eller rtung lde, og jnenes glans

svkkes og svinder, og snart kommer dden

og kryster dig, kriger, i knusende favntag.

Selv har som danernes drot jeg hersket

i halvhundred vintre under himlens hvlv

og mod fjendeflokkes fejde dem vrnet,

mod jernsvrd og pil over jordens kreds,

s jeg troede mig fri for fjender under sky.

Se, da ndredes alt p min odelsgrund;

der kom kvide for gammen og kummer for fryd,

da Grendel grumsindet gsted min borg;

og svart i mit sind sad sorgen dybt

ved den tyngende ve. Tak vre da Gud,

den evige Drot, at der undtes mig stund

til at fste mit blik efter fortidens kval

p det svrdramte, blodige sumptrolde -hoved!Gak nu til sde i salens festlag,

smykket med kampry: af kostbare gaver

skal mange dig sknkes, nr morgenen gryr."

1785-1798

Geaten gik fluks med frydefuld hu,

som drotten havde sagt, til sde i hallen.

Og siden som fr blev p smmelig vis

inden vinsalens vgge de vldige k mperbevrtet p ny. Natmulmet snked sig

dunkelt over heltene. Hirden stod op;

den grnede gubbe, den gamle skjoldung,

gik til sit leje. Og geaten lngtes,

den sejrstrke kriger, svarligt efter hvile;


57/101

hallens hvedsmand hurtig den vejtrtte,

fjernt fra ledne, til lejet frte;

p vanlig vis han varetog flinkt

heltens tarv, som til tid og sted

det skyldtes de farende skuders mnd.

1799-1806

S hviled i vningen, vid og guldsmykt,

storsindet gsten i stille svn,

til den kulsorte ravn forkyndte med jubel

himmel-frydens komme. Og hjt over hvlvet

gled strlende lys. De stridsmnd hasted:

atter nu ville de dlinger drage

til frnder og folk, og den fremmede hvding

fjernt ville fre hin farende snekke.

1807-1812

Den sejrsle dling bd Egglafs sn

Hrunting tilbage, bd ham hans kre.

trofaste vben med tak for lnet:

Kampvennen, kvad han, var kraftig til hug

og god til dd, og han dadlede ikke

ggens hvashed, vennesl i hu.

1813-1816

Rede og rustet til rejsens frd

stod krigerflokken; den kkke helt

hdret af de danske, til hjsdet tren

og hilste Hrodgar, den herlige helt.

Bjovulfs kamp med Grendels moder XXVI.

1817-1839


"Nu siger vi dig, vi s-ledne mnd,

som fjernt fra er farne, at frden atter

til Hugleik gr. Godt blev vi bnket


58/101

og gstfrit mdt af din mildhed, drot.

Ifald jeg p jord, du jarlers herre,

kan vinde mig mer af din venskabs -hu,

end jeg fr mig vandt, er jeg fluks beredt

igen til kampfrd og krigerdd.

Og hvis over vuggende vover jeg sprger,

at nd dig times fra nre stammer,

som fjender dig stundom tilforn har trngt,

jeg bringer dig tusind tapre stridsmnd

til hjlp for din hr. Om Hugleik ved jeg,

geaternes fyrste, folkets vrn,

at, om end han er ung, vil i ord og i dd

han fremme min frd, s jeg fuldt og helt

kan bi dig st med stang og med spyd

og en modig flok, nr du mnd har behov.

Og kommer s Hrdrik, kongesnnen, did

til vedernes hovgrd, til visse han finder

venner i flok: til fremmed land

er det godt at drage for dygtig svend."

1840-1865

Hrodgar til svar slunde mled:

"De ord, du taled, den alvise Herreskd dig i hu. Aldrig jeg hrte

klogere ord af s ung en helt:

du er kraftig i dd og klgtig i tanke

og vis i tale. Forvist jeg tror,

hvis ske det skulle, at skarpen pil

eller svrdfrt kamp eller sot eller jern

raned din herre, Hredels sn,

folkets drot, og du er i live,

at geaterne aldrig s god en mandkunne vlge til konge, til vrner for kmper

og funklende skat, hvis i frndernes rige

at styre dig lyster. Dit storsind huer mig

bedre og bedre, Bjovulf, du kre!

Fuldbragt har du, at fred skal bo


59/101

og spredes blandt geaters og spyd-daners folk,

at fejde og fjendskab og fule rnker,

som fr de har djet, skal fly og svinde.

S lnge jeg vogter det vidtstrakte rige,

skal der bringes budskab og byttes skatte

mand mellem mand over mgernes bad.

Over s skal den ringkldte snekke fre

fredstegn og gaver. Folkenes skarer

mod fjende og ven skal st fast og stt

i fllig og flok p fortids vis."

1866-1880

End sknked ham folkenes skrmer og herre,

Halfdans sn, tolv herlige skatte

og bd ham god fart til sit folk og sit land

med gavernes hob og hurtig genkomst.

S kyssed den byrddle konning o g drot,

skjoldung-folkets herre, den herlige helt

og tog ham om halsen; og trerne randt

fra den grnende gubbe; p gensyn han hbed,

gammel af r; men angst betog ham,

at aldrig siden de ord skulle veksle

p kmpers vis. S kr var ham helten,at sindets svulmen han svrt kunne tvinge;

men dulgt i hans bryst mod den dyrebare ven

der blged en attr og brndte en lngsel

i hans bankende blod.

1881-1887

Bjovulf frejdig, stolt af sit guld, over grsvangen skred,

glad ved sine gaver: gyngende for anker

den bundne blge-hest bied p sin herre.Tit blev p vejen den vennesle Hrodgars

guld-gaver lovprist: god og del

og dadelfri var kongen, til kraften blev ham ranet

af alderdommens tag, som har tvunget s mange.


60/101

Bjovulfs kamp med Grendels moder XXVII.

1888-1895

S kom da til havet heltenes flok,

de raske kmper med ringsrke p

og nittede brynjer. Nu som fr

blev strandvagten varstridsflokkens genkomst;

ikke med hnsord fra hjen brink

han mndene hilste; i mde han red dem

og venligt han kvad, at til vedernes fryd

til skibs de nu stvned i strlende jern -ham.

1896-1904

Den bugede snekke p sandet stod,

den ringkldte skude, med skatte ladet,

med foler og rustninger: masten ranked sig

hjt over Hrodgars herlige gaver.

Til skibsvagten gav han et guld-heftet vrge,

et slgtgammelt svrd, som blev svenden til re

og kostelig ros, nri kredsen af mjdsalens

kmper han sad. Og snekken klved

blgernes dyb, mens fra Danmark han stvned.

1905-1913

Surret til masten var sejlets breddug,

med hrdt-tvundet tovvrk, - havtret knaged.

Hindrende modbr ej hmmed den ilende

skudes fart; skumhalset skd

blgehesten god over brusende vand,

den jernkldte stvn over strmmende vover,

s geaternes klipper og kendte ns

de snart fik at skue. S skurede snekkenog stod med sin stormslagne stvn p stranden.

1914-1924

Hurtig var ved stranden havnevagten rede,

han, som alt lngst over havet havde spejdet,


61/101

stirrende s vide mod de ventede mnd;

i strandkanten bandt han den bugede snekk e

med ankertove fast, at det ypperlige skib

af blgernes vlde ej bort skulle drives.

De skinnende skatte lod fra skuden han bre,

gaver fra Gud; - til den gve kong Hugleik,

ringenes giver, Hredels sn,

var farten ej lang: med fllernes skare

boede han p borgen nr blgeslagne brink.

1925-1944

Herligt var huset, hvor heltedrotten dvled

i hallen med Hygd, Hareds datter,

hans unge viv, vennesl, rdsnild

og vis i sind, sknt kun vintre f

hun i borg havde levet; - ej lavsindet var hun,

ej karrig p guld og kostbare gaver

til geate-folket. Men grumhed og ondskab

fyldte Tryde, hin fagre dronning:

ikke den kkkeste kmpe voved

frejdig sit blik at fste p hende, -

ingen af hirden, kun hendes husbond:

snerrende bnd, snoede af hnd,vented straks den forvovne mand, -

og s som svrdets srende g

og ddende klinge og dmte i sagen

med drbende slag. Slet det sig smmer

en dronnings frd, hvor fager hun er,

at hun, freds-nrersken, hadefuldt rver

mandsliv for skyld, som har skin kun af brde; -

ilde det hued Hemmings frnde.

1945-1962

Men andet frasagn i lhal meldtes:

at mindre hun ved af ondskab og rnker,

da frst hun var givet som guldsmykt brud,

den hjbrne m, til helten hin unge,


62/101

da frst hun var draget p faderens rd

over havets grlige, gyngende blger

til Uffes sal, hvor siden, kendt

for sin milde dd, p dronninge -sde

hun leved til ende sit livsens ml

og elskede mt de dlingers herre,

den bedste mand blandt menneskers flok

ved det vldige hav, s vidt jeg har spurgt; -

i fjerneste egne blev Uffe prist,

den spydstrke konge, for kamp og for gaver

og sejr i strid; med snilde han rgted

sin fdrene odel, hvor Jomar fdtes

til vrn for heltene, Hemmings frnde,

Garmunds snnesn, gv i kamp.

Bjovulfs kamp med Grendels moder XXVIII og XXIX.

1963-1976

S skred da helten med hele sin flok

over kystbrmmens sand ved den salte s,

over breden havstrand. Himmelbuens kerte

skinned fra syd; og med skyndsomme fjed

vejen de drog didhen, hvor de vidste,at kmpernes vrn, kongen, hin unge,

Anganthjovs bane, i borghallen venligt

gav ringe til hirden. Hurtig blev Hugleik

bud der bragt om Bjovulfs genkomst,

at krigernes skrmer, hans egen skjoldflle,

uskadt fra striden styred sin gang

karsk og sund imod kongens borg.

Snelt blev i hallen p herskerens bud

rum for den farende flok gjort rede.

1977-1983a

S sad hos drotten den sejrsle kmpe,

frnde ved frnde, da fyrsten havde

med fejrende velkomst og fager tale


63/101

i mde ham hilst. Med mjdskl i hnd

gik Hareds datter over hallens gulv:

vennesl og mild hun mostkanden rakte

heltene i hnde.

1983b-1998

Hugleik begyndte

venlig tale med videlysten hu,

mens det brandt ham i sinde, i salen den hje

at fritte sin flle om farten, de var draget:

"Hvordan gik frden, Bjovulf, min frnde!

da brat du fik sind til at sge dig dyst

fjernt over s og salten vove,

kampdd i Hjorthal? Kunne du bde

Hrodgar hans vidtkendte ve og vnde,

den herlige konge? Sydende kummer

sved i mit sind; sorg kun jeg vented

af venners langfrd; lnge jeg bad dig

ikke at mde den mordgriske trold,

men lade de syd-daner selv om det grufulde

stvne med Grendel. Gud jeg nu takker,

at atter jeg ser dig sund og karsk."

1999-2019


"Ej er den dulgt, den dd, jeg ved,

Hugleik konning, men kendt af mange,

stvnet, jeg hist bestod med Grendel,

han, som med knugende kval og vnde

og jammer og skrk havde skjoldung -folket

ondsindet ramt; - at jeg hvned,

s ingen af Grendels grufulde slgt,hvor lnge de lever, de lede jtter,

i svig og brde, skal brammende prale

af tusmrke-kampen. Da tiden var inde,

i ringsalen tren jeg for Hrodgar at hilse;

og snart, da Halfdans herlige tling


64/101

frst havde nemmet mit forst og ml,

hos sin egen sn han sde mig bd.

Der var jubel blandt skaren; aldrig jeg skued

under himlens hvlv mellem helte i hal

strre mjd-fryd. Stundom gik dronningen,

folkenes fredspant, fager over gulv

og talte til ung-hirden; tit hun en armring

sknked en helt, fr hun skred til sit sde.

2020-2031

Stundom til hirdens stridsmnd ved borde

dankongens datter drikken bar,

hun, hvem jeg hrte af hovmnd i hallen

Freyvar blev kaldt, nr et kosteligt smykke

hun heltene gav: guldprydet, ung

fstet er hun til Frodes sn; -

skjoldung-folkets ven, skrmeren af riget

tykkes det ret, og han regner det for held

ved ungmens fstepagt fejde og strid

og ondsind at sone. Men ofte det sker,

nr fred er stiftet, at stakket kun hviler

det blanke spyd, om end bruden er fager!

2032-2040

Vel m det krnke kampbardernes drot

og hver kmpe i hal, nr ved kongsdattrens side

en delfdt dansk trder ind over gulv

frem blandt hirden, mens herligt et svrd

Bjovulfs Kamp Med Grendel

Documents

Transcript of Bjovulfs Kamp Med Grendel