ESSAYS - geonhigeonhi.com/korean/.../uploads/2017/02/Being-a-Queen-21.EssaysKORDKENG.pdf · D À Â...

14
32 ESSAYS Louise Wolthers Rune Gade Nathalie Boseul Shin

Transcript of ESSAYS - geonhigeonhi.com/korean/.../uploads/2017/02/Being-a-Queen-21.EssaysKORDKENG.pdf · D À Â...

32

E S S A Y S

Louise Wolthers

Rune Gade

Nathalie Boseul Shin

dronningens udtalelse om ikke at blive passager i tilværelsen”). Som Kyungwoo Chun

beskriver det: ”Det er interessant at ingen af deltagerne har mødt dronningen i virkeligheden,

men hun har været en del af deres personlighed, historie, forestillinger og nuværende liv.”

Being a Queen omfatter meget mere end de færdige portrætter - det er en lang performance,

som begyndte med annonceringen, og med besvarelserne meldte deltagerne sig selv og

bidrog til værkets videre udformning. Kyungwoo Chun understreger: ”Det var vigtigt, at jeg

ikke valgte deltagerne til dette projekt, men at de meldte sig selv af egne grunde. Der var tale

om en slags ’blind date’. ”Projektet er således åbent og interaktivt, hvilket også manifesteres i

selve fotograferingsakten. Fotograferingen bliver mere end det færdige billede; det bliver en

proces, et rum, hvor fotograf og deltager taler sammen og lærer hinanden at kende. Her står

mødet atter centralt. Og Kyungwoo Chun er ikke interesseret i at iscenesætte den

fotograferede som en passiv model, men i at lade ham eller hende influere på billedet. Det

sker ved at trække eksponeringstiden ud; nærmere bestemt bliver dronningerne fotograferet - i

én eksponering - i ligeså mange minutter, som det antal år, de har levet. Derved aftegnes

enhver lille bevægelse - om det så kun er vejrtrækningen - og modellen er med til at ’tegne’ sit

eget portræt. Dette greb er i årenes løb blevet Kyungwoo Chuns kunstneriske signatur, og det

bevirker, at fotografiet gøres stærkt personligt. Billedet af den enkelte dronning bliver med

andre ord individualiseret, selvom de alle bærer den samme kongeblå gallakjole. ”Jeg ville

bruge det samme relativt klassiske dronningekostume til alle, fordi det er en symbolsk

handling, når folk spiller denne slags rollespil. Det har aldrig været min mening at folk skulle

3534

Mødet. Det er for mig at se det centrale i Kyungwoo Chuns kunstneriske strategi og praksis.

Mødet med den anden - og med sig selv. Hvordan agerer vi i mødet med andre, hvordan

påvirkes vi, hvilke roller spiller vi, og hvordan nærmer vi os hinanden?

Ved at kredse om mødet sætter Kyungwoo Chuns værker fokus på, hvordan vi konstant

skaber identiteter i relationen til andre, til internaliserede normer og krav, til gode og dårlige

rollemodeller. Vi spejler os på godt og ondt i andre og i vores forestillinger om, hvem de er.

Og det er ikke kun mennesker vi kender personligt, men i høj grad også historiske

personligheder eller fiktive figurer. Tænk fx bare på de vældigt populære quizzer på

Facebook: Hvilken græsk filosof er du? Hvilken feministisk tænker er du? Hvilken figur i

Muppet Showet er du? Etc. etc.

”Jeg har altid været interesseret i, hvordan mennesker spejler sig i andre mennesker eller

kendte personer i deres samfund og historie” fortæller Kyungwoo Chun. Og som koreansk

kunstner (bosat i Tyskland), der har besøgt Danmark nogle gange siden 2000, har han især

hæftet sig ved dronningens tilstedeværelse overalt i det danske samfund. Ikke som

traditionelle visuelle manifestationer af det ophøjede statsoverhoveds vidtrækkende magt, men

som en person af kød og blod, der danner forbillede for en lang række mennesker. Og det er

netop folks opfattelser af dronningen - frem for Dronning Margrethe II selv - der er

omdrejningspunktet i Being a Queen.

Da Kyungwoo Chun første gang kom til Danmark arbejdede han sammen med Mika Elo med

bogprojektet Souvenirs (1998-2003), en fotografisk rejseberetning fra souvenirshops i

europæiske byer som London, Paris, Rom og Madrid. Her blev han draget af den

overvældende repræsentation af historiske personer i masseproducerede ikoner, og han

fotograferede utallige miniaturefigurer af bl. a. Dronning Elisabeth II, Louis XIV, Friedrich den

Store og Dronning Victoria. Men i København oplevede Kyungwoo Chun noget andet: En

tilgang til kongehuset som var mindre tynget af historicisme samt en nutidig dronningefigur,

hvis eksistens rækker langt ud over turistbutikkerne, idet hun så at sige bliver kropsliggjort i

almindelige danskeres spejling af og identifikation med hende. I Kyungwoo Chuns fortolkning

bliver det således et spørgsmål om at være en dronning frem for blot at have en.

I samarbejde med Galleri Image annoncerede Kyungwoo Chun efter mennesker, som mente at

have en fysisk eller psykisk lighed med dronningen - og som havde lyst til at stille op til

videointerview og portrætfotografering. Og der kom mange svar, der pegede på forskellige

identifikationspunkter. Flere fremhævede kreativiteten og det kunstneriske engagement, andre

udseendet (”Jeg er høj og en smule statuarisk”). Nogle var umiddelbare og prosaiske (”Jeg er

også gift med en fremmedarbejder”), andre vidnede om et mere indgående kendskab til

dronningen fra portrætteringer i blade og på TV (”Jeg deler den livsfilosofi der ligger bag

Louise Wolthers

M ø D E R

내가생각하기에천경우작가의예술적전략과작업의중심은‘조우(遭遇)’이다. 타인과의‘조우’, 자기자신과의

‘조우’. 사람들과의만남속에서우리는과연어떻게행동하고, 이런만남들이우리에게어떻게 향을끼칠까, 우

리에게어떤역할이주어지고우리는서로에게어떤방식으로다가갈까?

천경우는‘조우’에주목함으로써우리가타인들과의관계안에서좋고나쁜역할은물론사회의규범과요구에따

르면서끊임없이자신의정체성을형성해나가는것을돌아보게한다. 더좋든나쁘든우리는우리자신을타인들

속에서그리고그들을바라보는우리스스로의모습을통해비추어보고있다. 그대상은개인적으로아는사람들뿐

아니라역사나허구속의인물들에게까지확대된다. 페이스북(인터넷상네트워킹의일종)에서선풍적인인기몰이

를하고있는퀴즈들만봐도알수있는데, 예를들어‘당신은그리스철학자들중누구와가장공감하는가?’‘어떤

여권사상가와자신을동일시하는가?’‘당신은어떤머핏인형이랑닮았다고생각하는가?’등의질문을한다.

천경우는“어떻게타인들이나자신들의사회, 역사의특성을통해스스로를바라보는지항상관심을갖고있었다.”

라고한다. 독일에거주하는한국인예술가로2000년부터덴마크를몇차례방문하면서부터덴마크사회에편재하

는여왕의존재는그에게특별한관심을갖게하 다. 그런데그의관심을끈여왕은전권을가진존엄한국가수장

의전통적인존재가아니라수많은국민의본보기가되는한인간으로서의모습이었다. 그래서‘Being a Queen’

에서중요한것은마가렛2세라는여왕이아니라사람들이갖고있는여왕에대한고유의인식이다.

덴마크를 처음 방문했을 때 천경우는 핀란드 미학자 미카 엘로(Mika Elo)와‘수베니어즈’(Souvenirs, 1998-

2003)라는제목의북프로젝트작업중이었는데, 런던, 파리, 로마, 마드리드등유럽도시들의기념품가게의모습

을담은사진트레블로그 다. 작가는기념품가게에서수많은역사상의주요인물들이아이콘으로대량생산되는

것에매료되었다. 유럽의도시에서작가는엘리자벳2세, 루이14세, 프레드릭대왕, 빅토리아여왕등수많은인물

을소재로만든미니어처들의사진을찍었다. 그런데작가는코펜하겐에서뭔가색다른것을경험했다. 덴마크왕실

가족들은역사주의에눌려있지않았고, 여왕도기념품가게에서수많은상품으로만들어져판매되는현대적존재

이상으로일반덴마크국민들이스스로를동일시해볼수있는대상이었다. 작가에게있어서이것은덴마크인들이

여왕을갖고있다는사실보다는여왕되기에관한문제이다.

3736

ligne dronningen, og med den tid, de blev eksponeret, blev det muligt for dem at være sig

selv og ikke blot imitere en anden.”

Med den lange eksponeringstid skabes et meditativt mellemrum, der giver det enkelte

menneske mulighed for at reflektere - fx over egne forestillinger om dronningen og

dronninger, og i sidste ende over sig selv og ”sin indre dronning”. Måske afsætter disse

refleksioner en slags spor på billedet, ligesom samværet og samtalen med kunstneren også

bliver en del af fotografiet. Dermed bliver resultatet et fotografisk tripelportræt: det er ikke kun

modellen der er afbildet, men der er også overlejringer af Dronning Margrethe II som

forestilling og af Kyungwoo Chun som mediator. Billederne er således demokratiske og

personlige genfortolkninger af det traditionelle fyrsteportræt og historiemaleriet som genre. De

afspejler, at selv for royalister - og det er projektets deltagere - er dronningen ikke kun en

ophøjet idealfigur men også et genkendeligt menneske. Det fremgår også af deltagernes svar,

når de skal forklare, hvad de har tilfælles med dronningen, for de er ofte humoristiske,

selvironiske, og som én siger: ”Det er ikke alle egenskaber ved mig selv eller dronningen, som

jeg synes er positive”.

Langt de fleste af deltagerne er kvinder, men en enkelt mand er også med og minder os om

begrebet ’drag queen’. En drag queen er en mand, der overtager typiske kvindelige tegn og

feminine rekvisitter i en performance, der ikke blot midlertidigt overskrider hans eget

biologiske og tillærte køn, men også viser, at køn altid er en slags rolle, der skal opføres og

skabes i henhold til en norm. Tilsvarende illustrerer alle projektets deltagere, at det at være

dronning er at performe et sæt roller. Og det gælder i høj grad for den virkelige dronning,

som de spejler sig i, at hun må agere inden for en yderst normativ ramme.

Projektets deltagere var måske nok klædt ud som dronninger, men det handlede ikke om, at

de skulle prøve at være andre end sig selv. Som Kyungwoo Chun sagde til én under

fotograferingen: ”Du sidder ikke foran et kamera, men foran dig selv.” Ved at spejle sig i

dronningefiguren blev deltagerne inspirerede til at finde egenskaber eller karaktertræk hos sig

selv, som de ikke nødvendigvis var bevidste om. Og måske har dronningerne ved projektets

afslutning ligefrem (gen-)fundet kvaliteter, som rækker ud over normer, krav og gængse

forventninger? I hvert fald er det kunstnerens håb, at de i sidste ende lærte noget om sig selv:

”Jeg håber og tror, når alt kommer til alt, at deltagerne mødte sig selv gennem Being a

Queen.”

루이제볼터스 조 우 (遭 遇)

3938

는내성격이어떤지도모르겠고여왕의실재(實在)도모르겠다.”는대답이있었다.

참여자들은드랙퀸(Drag Queen)의개념을상기시키는남자한명을제외하고는모두여자들이다. 드랙퀸은전

형적으로여자같이행동하고, 자신의생물학적성별과후천적인성별을일시적으로벗어나여자역할을하는남자

로, 우리의성별은우리가수행하는하나의역할이며이는사회적규범에따라정해진다는것을보여준다. 같은이

유로모든참여자들은여왕이된다는것은일련의배역을맡아연기한다는사실을보여준다.

그래서참여자들이자신의모습을비추어보는진짜여왕은특별히더제한적인규범내에서행동해야만하는것이

다. 참여자들은여왕과같은의상을입었지만다른사람이되는게어떤지알기위한것이목적은아니다. 사진촬

중작가가한참여자에게말했듯이“당신은카메라앞에앉아있는게아니라자기자신앞에앉아있는것입니다.”

자신을여왕에게비추어보는일은참여자들이전에는보지못했던자신의성격과특성을발견하도록고무시켰다.

어쩌면여왕자신도사회규범, 요구, 기대들을어기고싶어하는본성이있다는것을(재)발견하지는않았을까? 어

쨌든작가는참여자들이자신에대해뭔가새로운것을발견하는기회가되었기를기대한다. “결국참여자들이

Being a Queen(여왕되기)을통해스스로와의만남을가졌을거라생각하고, 또그러기를바랍니다.”

갤러리이미지와공동작업을하면서천경우는자신이여왕과외모나성격이닮았다고생각하며, 비디오인터뷰와

초상사진촬 에참여하고싶은사람들을찾는광고를냈다. 수많은회답은사람들이가지각색의이유로자신이여

왕과닮았다고생각한다는것을보여주었다. 어떤이들은여왕의창조적기질과예술분야에의적극적관여를지적

했고, “나는키가크고풍채가당당하죠.”라는대답처럼외모를언급하는이들도있었다. 어떤답변들은솔직하고

지루했는데, “나도이민자와결혼했어요.”와같은대답이있었다. 또잡지나텔레비전에서본여왕의모습을보고

얻은해박한지식을자랑하기도했는데“인생의방관자로살지않겠다는여왕의적극적인생철학을공유합니다.”

라는사람도있었다. 천경우의말을빌리자면, “참가자들중여왕과실제로만난사람이없음에도불구하고그들이

자신의성격, 기억, 또는미디어를통해품게된판타지나자신의현재의상황등에따라여왕과더불어산다는것이

흥미로운점”이라는것이다.

“Being a Queen”은완성된초상사진이상의것을담고있다. 이작업은천경우가프로젝트참가자들을모집하면

서시작된장기퍼포먼스로서, 프로젝트에신청한참가자들은이작업에심층적으로기여를했다. 작가는그과정을

이렇게설명한다. “내가이프로젝트에참여할사람들을선택한것이아니고사람들이각자나름의이유로찾아왔

다는것이내게는중요했습니다. 마치블라인드데이트를하는것같았죠.”그런이유로이프로젝트의실제사진제

작과정은개방적이고, 진행은일방적이지않다. 사진촬 은단순히사진을찍고끝나는일이아니다. 작가와참여

자가대화를나누는과정이자공간으로이를통해서로가상대에대해알게되는시간이다. 또다시‘조우’에초점

이맞춰진다. 작가는인물을수동적인모델로세우기보다는그들이사진에능동적으로참여하기를원했는데, 노출

시간을연장함으로써이를가능하게했다. 좀더구체적으로설명하자면여왕의드레스를입은참가자들의사진을

찍을때작가는그들의나이를분(分)으로환산한만큼으로노출시간을설정했다. 이긴노출시간은모든미세한

동작들, 심지어숨을내쉬는것같은작은움직임까지기록했는데, 그렇게함으로인물들이작가가자신들의초상을

‘그리는’것을돕는것이다. 작가의예술적특성으로인해이렇게찍힌사진들은매우독자적이다. 똑같이로열블

루색의드레스를입고있지만여왕들마다뚜렷한개성을보여준다. “참여자모두에게똑같은전통적인여왕드레

스를입게했는데, 이런역할극에서는그것이상징적인행동이기때문입니다. 그렇지만사람들을전부여왕처럼보

이게하려고했던것은아닙니다. 노출시간을길게둠으로써참여자들은단순히타인을모방하는것이아니고자기

자신이될수도있었습니다.”

긴노출시간은참여자들이덴마크의여왕과일반적인여왕의존재에대해, 그리고결국은자기자신과‘내안의여

왕’에대해생각할사색적공간을마련한다. 이렇게자신을돌아보는과정은사진에흔적을남기고, 이는작가와의

상호작용및대화와더불어삼중의초상사진이라는최종결과물을낳는다. 따라서사진에찍히는것은단순한피사

체가아니다. 이상적존재인마가렛2세와중재자인작가천경우까지중첩되어기록되는것이다. 그렇기때문에사

진들은민주적이며, 전통적인여왕의초상과역사화라는장르에대한개인적인재해석이다. 이사진들은, 군주제지

지자들에게까지도, 여왕이단순히근엄한모범적존재일뿐아니라개성을가진한명의인간임을보여준다. 여왕

과의닮은점을설명해보라는요구에대한참여자들의유머가넘치고자기풍자적인대답이이를보여주는데“나

4140

At være dronning er at påtage sig monarkens billede, indhylle sig i tung, kongeblå gallakjole,diadem og storkorsbånd, blive så godt som urørlig og ubevægelig i al sin ophøjede elegance,pragt og værdighed. At forvandle sig til et menneskeligt monument, der urokkelig placerer sigi traditionens fikseringsbælte, hvorfra ingen udsving er tilladte. At mærke blåt blod susegennem arterierne, en hundredårig genetisk arv som forlener kroppen med en tyngendevægtløshed, pligten til majestætisk grandeur, til overmenneskelig storhed og suverænitet. Atherske enerådigt, uimodsagt og indiskutabelt, svøbt i en glans af uigennemtrængeligmagtbrynde, og i forvisning om alt der gik forud.

På den anden side er det at være dronning også at blive mindet om sin ydmygemenneskelighed, og endda om denne menneskeligheds mest nederdrægtige sider, gennemsladderpressens uophørlige nyfigenhed over for alt hvad man foretager sig. Historiensgrandeur modsvares af samtidens glamour og gossip. At være dronning er at være isladderpressens søgelys konstant, at se sig indfanget og gennemlyst af paparazzienesmonstrøse linser, at se sig udleveret nådesløst og ubarmhjertigt i sine mest uheldige og intimeøjeblikke, berøvet sin autoritet, nedkastet i rendestenen. At være udsat for befolkningens,undersåtternes, intense interesse. At være kilde til folkets underholdning, som en omvendthofnar: et narrehof.

Mønten har to sider: plat og krone. På den ene side dronningens kontrafej, på den anden sidemere prosaiske motiver, som for eksempel rigsvåbenet og værdiangivelsen - eller i ældre tideren side helt uden præg, ganske plat. At være dronning er at være det mest udbredte billede,som dagligt håndteres næsten ubemærket af et utal af hænder, kastes i kaffeautomater og itiggerskåle, lægges i kasseapparater og i bukselommer. Dronningens profil er præget dybt imønten og billedet præger umærkeligt alle der ser det. Det repræsentative portræts inderstelogik er netop denne dobbelte prægning, magtens udstråling og udbredelse via kontrafejetsumærkelige allestedsnærvær. At være dronning er at være allestedsnærværende og dervedregere via sit billede, selv in absentia. At være dronning er at være et billede, en forestillingindlejret dybt i alles hoveder.

Det er denne forestilling, Kyungwoo Chun i samarbejde med en række personer, opfører foros. Forestillingen om at være en dronning. Forestillingen om at være et billede. Forestillingenom at være en forestilling. Chun vælger meget passende at lade forestillingen opføre foran etkamera, at låne kontrafejets tradition som en matrice for forestillingen, og at låne dronningensinsignier - den kongeblå gallakjole, diademet, elefantordenen - som dens rekvisitter. At blivedronning er en leg eller et spil, der fra udgangspunktet er indskrevet i en bestemt teknologi,tradition, historie og magtstruktur. Med legens amourøst sværmeriske tilgang tilbyder Chuninteresserede rollen som royal hovedperson i denne komplekse forestilling.

Ikke hvem som helst kan blive dronning. At indtræde i majestætens billede fordrer en særligindlevelse, et særligt slægtskab. Imidlertid er kriteriet for Chuns dronninger ikketronfølgeloven, blodets bånd eller dettes ydre manifestation i form af fysiognomisk lighed.Mere esoteriske og kuriøse slægtskaber har gyldighed, idet enhver form for identificering medmajestæten accepteres, uafhængigt af tilfældige, ydre kropstegn og ansigtstræk. Dronningenssociale position, hendes alder, hendes ægteskabelige relation, hendes livsindstilling, hendestemperament, hendes udseende, hendes påklædning - hvert af disse træk kan i sig selv gældesom identificeringspunkter.

Det vigtige er ikke identificeringens karakter, men dens eksistens. At blive dronning er enviljesakt, et ønske, en intenderet handling, der er tilgængelig for enhver, blot slægtskabets idénæres af tilstrækkelig passion og indlevelse. At blive dronning kræver mere end noget andet atforestillingen om dronningen har sat sit præg i én selv, har taget bolig i én. At blive dronninger en lidenskab.

Den særlige fotografiske proces som Chun vælger, assisterer venligt denne lidenskab,påtagelsen af dronningens billede, idet eksponeringstidens usædvanlige længde sikrer en visbevægelsesuskarphed, uanset hvor statuarisk stille majestæten fastholder sin positur. Forankameraet får hver dronning lige så mange minutter til at posere, som hun har levet. Denneregel, en slags vilkårlighedens systematik, er en del af legen. Forestillingen har varierendevarighed: de yngre falder hurtigere ind i rollen end de ældre, som mere langsommeligt, meretålmodigt må sive ind under huden på dronningebilledet, fordi alderen i højere grad harmarkeret dem som selvstændige og særlige individer.

Proportionalt med alderen øver personlighedens eget præg modstand mod indlevelsen i denandens. Reglen kompenserer for særprægets og individualiseringens dybe spor, tidens furer iansigtet, ved at tilbyde bedre tid til blidt at udradere og udglatte de samme særpræg.Kameraets urokkelighed er større end selv majestætens. Den fotografiske proces vendermirakuløst årsag til virkning: den samme tid som uafvendeligt præger sig ind i ansigterne, kanbruges til at udslette disse samme spor via kameraets mellemkomst. Teknologien forvandleshos Chun til en form for optisk medicin, et drømmemaskineri, en foryngelsesmekanisme.

Men den minut- eller ligefrem timelange udstrækning af fotograferingsøjeblikket tilladeromvendt også den enkelte model at sætte sit eget præg på billedet, at agere selvstændigtinden for Opfø - relsens tidsrum. Det er selve dette tidsrum, der er dronningens scene, Opfø-relsens ceremonielle topos, den royale trone. Kameraets sorte boks er de skrå brædder. Hermøder og interagerer hun med sit publikum, der i lige dele udgøres af kameraets stirrendeåbne øje og fotografens mere tilbagetrukne tilstedeværelse. Som ved enhver anden opførelsefinder størstedelen af arbejdet sted forud for selve stykket, der blot er en slags kulmination påidentificeringens omfattende arbejde, kronen på værket. Indlevelsens tid strækker sig megetlængere, og den griber dybt ind i den enkelte persons historie og psykologi.

At blive dronning kræver mere end minutterne foran kameraet, der kun udgør en koncentreret

perfektionering af et meget længere, måske uendeligt forløb, en vedvarende bliven-dronning.

Opførelsen er den manifeste fejring og højtideligholdelse af en indre dronning, der mere

Rune Gade

Betragtninger over Kyungwoo Chun’s fotografiske forestillinger

A T V Æ R E D R O N I N G

여왕이된다는것은묵직한푸른드레스로몸을감싸고머리에는왕관을쓰고가슴에는휘장을단왕가의인물이되

는것이자고상함, 화려함, 엄숙함을지닌의지가확고한감히손댈수없는존재가되는것이다. 그것은살아있는

유물(遺物)로변하는것이고, 우회가허락되지않는전통이라는벨트에몸을단단히고정시키는것이다. 혈관을따

라흐르는왕가의혈통, 육체를무중력의부담으로압박하는100년에걸쳐유전되어온전통과당당한위풍을과시

하고, 초인적인 예와주권에대한의무를느껴보는것이다. 어느누구의도전도받지않고, 논란을일으킨적도없

이권력에대한견고한욕망의광휘에휩싸여, 지난역사를통해행사되어온권리로통치하는것이다.

그러나동시에여왕이된다는것은자신이보잘것없는한인간이라는것을상기하게되는것인데이는과연부끄러

운 인간의 일면으로, 일거수일투족을 감시하는 저급한 언론의 끊임없는 호기심 때문이다. 역사의 위풍당당함

(grandeur)은오늘날의화려함과가십(glamour and gossip)에상응한다. 여왕이된다는것은저급한언론에게

끊임없이쫓기고, 극악무도한파파라치의카메라에포착당하고, 불리한상황이나아주사적인장면을무자비하고

인정사정없이공개당하며, 위신을잃고 락하는것이다. 자신의국민인대중의집중적인관심의대상이되는것이

다. 입장이뒤바뀌어궁중의익살꾼처럼대중의오락거리가되는것이다. 익살꾼의궁중.

동전에는양면이있다. 한면에는여왕의초상이있고, 다른면에는문장(紋章)이나동전의액면가같은좀단조로

운모티브가있는데예전에는아예아무무늬도없었다. 여왕이된다는것은일상에서가장널리유통되는그림이

돼서, 눈에띄지도않게커피자판기나동냥그릇안으로던져지고, 금전등록기나바지주머니에들어가는신세가

되는것이다. 동전에는여왕의옆모습이새겨져있고, 그초상은알게모르게보는이들에게 향을끼친다. 이여

왕의초상이발휘하는힘은아주놀라운데, 아무도눈치채지못하게도처에존재함으로써권력을방사하고퍼뜨린

다는것이다. 여왕이된다는것은초상을통해편재하면서, 심지어는부재중에도지배하는것이다. 여왕이된다는

것은초상화의인물이되고, 사람들의마음깊이새겨진이미지가되는것이다.

천경우의퍼포먼스는여러사람들과의공동협력으로이루어진다. ‘여왕되기’, ‘사진이미지가되기’, ‘하나의퍼포

먼스가되기’라는아이디어를통해천경우는아주적절하게도카메라앞에서퍼포먼스가진행되도록했는데전통

4342

permanent har indlogeret sig i bevidstheden, under huden. Det der får liv og kommer til

udtryk, er en glansfuld udstråling af selvsikker viljefasthed, en spektakulær pyntesyge og

staffage i fuld blomst med al dens pomp og pragt. Det er på samme tid mindst tre ting: den

individuelle person, forestillingen om dronningen og det diskrete mispas imellem de to. Et

optisk amalgam der ekstraherer en grundform fra den generaliserede ide om dronningen og

sammensmelter den med den agerendes individuelle fysiognomi, uden at tilstræbe en sømløs

illusions finalitet. Her er ingen entydighed, men derimod et halvt opløst fikserbilledes

fortryllende tvetydighed.

Hvem ses i disse sælsomme dronningeportrætter? I modsætning til størsteparten af hverdagens

fotografiske portrætter stadfæster disse ikke nogens identitet. Chuns dronningeportrætter er

paradoksalt nok ikke portrætter af nogen. De forestiller nogen, men ikke nogen bestemt.

Tværtimod er de akkurat ubestemte forestillinger om, hvordan man kan blive en anden,

hvordan man kan blive en dronning. Måske er de i sidste ende portrætter af dronningens

vilkår, nemlig dette at være en del af en kollektiv imaginaritet, en social forestillingsevne.

Chuns dronningeportrætter er måske portrætter af selve det at være dronning, som aldrig er

andet end det at blive dronning. En bestræbelse, en bevægelse, en opførelse. At være

dronning er at påtage sig monarkens billede, at bebo det med sin determinerede egenvilje,

intet andet.

루네가데

천경우의사진퍼포먼스에대한고찰

여 왕 되 기

적인초상을퍼포먼스의토대로삼아여왕의상징인푸른드레스, 왕관, 휘장을소품으로사용했다. ‘여왕되기

(Being a Queen)’는특정한기술, 전통, 역사, 권력구조의틀안의존재가되어보는게임또는놀이라고할수있

다. 놀이에대한요염한비현실적접근을통해, 천경우는역할에관심이있는사람들에게이복합적퍼포먼스에서

왕가의주인공을연기할기회를준다.

하지만모두가여왕이될수있는것은아니다. 왕족의배역을맡아한다는것은타인들과자신을동일시할특별한

능력이있다는것, 그들과특별한친근감을갖는다는것을의미한다. 천경우의여왕중한명이되기위해서는상속

법의규정에맞거나혈족관계가있어야하는것도아니고외모가유사해야하는것도아니다. 더심원하고특별한

유사성의기준을따르는데, 다양한신체적특성이나얼굴생김새와는상관없이어떤식으로든여왕과닮은점이있

으면된다. 여왕의사회적지위, 나이, 혼인관계, 인생에대한태도, 기질, 외모, 즐겨입는의상, 이런특성들중하

나라도공통점이있다면여왕이될수있는것이다.

이프로젝트에서중요한것은동일함의‘특성’이아니라동일함이‘있다’라는것이다. 여왕과의유사성에대한열

정과동일화하려는마음만충분하다면여왕이된다는것은의지이고, 희망의문제이며누구에게나가능한의도적

행위인것이다. 여왕이되기위해서는무엇보다도여왕이되겠다는생각을마음에새기고내부에깊이뿌리내려야

한다. 여왕이되는것은하나의열정인것이다.

천경우의비범한사진촬 과정은여왕과의동일화라는이열정을거드는데, 특별히긴노출시간동안아무리근

엄하게몸가짐을취하고있어도여왕들은움직이는모습으로포착된다. 그리고자신들이살아온햇수를분(分)으로

환산한만큼의시간동안카메라앞에서포즈를취하게된다. 이우연성의분류규칙은게임의일부다. 이퍼포먼스

는각자에게주어진시간에따라다양한데젊은참가자들은나이가많은참가자들보다빨리역할에익숙해진다. 반

면에, 높은연령이독립적이고독특한개인이라는지위를부여해준나이많은참가자들에게는더긴시간과인내심

이필요하며이는여왕을피부속까지느껴보는기회를준다.

이사진들에서나이에비례하여나타나는개인의특성들은일반적으로이미지를타인의특성과동일시하는것과

대립한다. 이나이의규칙은변별적특징, 개인의성격, 세월이남긴얼굴의깊은주름살등깊은흔적들을보상해

주는데, 시간을더줌으로써뚜렷하게구분되는얼굴의특성들을부드럽게 어내고매끄럽게해주기때문이다. 카

메라는여왕보다더엄격하다. 사진촬 과정이원인과결과를극적으로뒤집는다. 필연적으로얼굴에흔적을남기

4544

는시간이카메라의중재로이흔적을지우는데이용될수있는것이다. 천경우의작업에서과학기술은“시각적의

술”, 꿈의기계, 회춘의기계로탈바꿈한다.

그러나한편으로는노출의순간이몇분, 한시간이상씩지속되기때문에참가자개개인이사진에자신의날인을

찍고퍼포먼스를하는동안자율적으로연기하는것이가능하다. 이‘시간동안’이곧왕좌, 퍼포먼스의의식(儀式)

적표현, 여왕의무대이며카메라의블랙박스또한그무대가되는것이다. 이무대에서여왕은관객들과만나고상

호작용이일어나는데, 카메라의반짝이는눈과그보다는좀더과묵한작가의존재가여왕의관객이된다. 다른퍼

포먼스들과마찬가지로대부분의작업은실제연기를하기전에이루어지는데실제연기가펼쳐질때가바로광범

위한동일화의절정의순간이다. 동일화는개인의인생사와심리상태에깊숙이끼어들면서훨씬오래지속된다. 여

왕이되기위해서는카메라앞에몇분앉아있는것만으로는충분하지않다. ‘여왕되기(Being a Queen)’는훨씬

긴시간의, 어쩌면 원한추이의, 계속되는과정을통해서만응집되고완전한경지에도달할수있다. 이퍼포먼스

는오랜시간우리의피부속에의식된내적여왕(inner queen)의의식(儀式)이며장엄화이다. 퍼포먼스를통해,

확고부동한자신감의번뜩이는아우라(aura), 눈부시게, 불같이넘쳐나는사랑, 화려함의극치를뽐내는장신구들

이나타난다. 적어도여기에는‘개인’, ‘여왕에대한생각’, ‘이둘사이의미묘한불일치’이세가지요소가수반된

다. 여왕의존재에대한일반적인이해가환 에대한궁극적열망없는참가자들의인상(physiognomy)과혼합

되어나타나는이시각적합성은하나의기본모습을끌어낸다. 여기에서명백한것이라고는없으며완전히드러나

지않은숨은그림의매혹적인모호함만이있다.

이미스터리한여왕초상사진에서누구를알아볼수있나? 보통의초상사진들과는달리천경우의인물사진들은

자신의정체를드러내지않는다. 역설적이게도여왕의초상사진은누구의모습도아니다. 누군가를묘사하고있지

만특정한인물은아니다. 오히려어떻게다른사람이되고어떻게여왕이될것인가가확고히정해져있지않다. 아

마도이들은결국, 축적된상상의일부, 사회적상상력안에살고있는여왕의초상인듯하다. 천경우의인물사진들

은항상진행형인(becoming) 여왕되기에서여왕이되는것이어떤것인가에관한초상인지도모르겠다. 끊임없

는노력, 움직임, 퍼포먼스. 여왕되기(Being a Queen)는여왕의존재와자신을동일시하는것이고, 다름아닌자

신의굳은의지로그것을포용하는것이다.

4746

Kyungwoo Chuns fotografier er uskarpe. Mange fotografer i dag fanger besat verden i

højtopløste billeder. Denne åndeløse hyper-realisme skaber besynderligt familiære, men dog

mærkelige billeder. Midt i dette præsenterer den koreanske kunstner, Kyungwoo Chun,

fotografier, der er besynderlige af en anden grund: billederne er uskarpe og motiverne er ude

af fokus. Det er som om Chun lader tidens gang sive ind i sine billeder. Selv om der er tale

om personportrætter, er personerne ikke klart afbildede eller genkendelige. Ser man nærmere

på dem, kan man dog godt kende dem. Denne spænding mellem det ikke-genkendelige motiv

og det tilsyneladende kendte billede markerer den unikke karakteristik af denne fotografs

arbejde. Er der tale om malerier eller fotografier Man undrer sig. Hans fotografier har evnen til

at skabe nysgerrighed hos beskueren. Hvem er disse mennesker? Hvad er deres historie? Man

kan se hans unikke reserverede visuelle sprog i attituden over for de fotograferede mennesker

og den måde han går i dialog med beskueren gennem fotomediet. Hans visuelle sprog giver

kun lidt information og levner megen plads til nysgerrighed og spekulation. Historierne, der

ses som spor i tiden, men som forbliver uhørte, drager beskuerens nysgerrighed mod hans

arbejde, og denne kvalitet manifesteres mere intenst i hans projektbaserede fotografiske

arbejder.

Being a Queen er et projekt, som Kyungwoo Chun skabte, mens han opholdt sig og arbejdede

i Danmark. Korea var også engang et kongerige, men den tragiske kolonihistorie gjorde en

brat ende herpå og efterlod paladserne tomme. Måske derfor interesserede Dronningen, som

er respekteret og elsket af folk i Danmark, kunstneren. Til projektet ledte Chun efter

mennesker, som mente, at de på en eller anden måde mindede om Dronningen. Ansøgerne

eller deltagerne bar klassiske dragter, den slags kjoler som en dronning bærer, og sad foran

kameraet ligeså mange minutter, som de var gamle.

Ved første øjekast ligner Being a Queen et slags voksent fantasi-rollespil, hvor et barnligt

ønske om at være dronning eller prinsesse for en dag spilles ud. Men hvis projektet skulle

være et rollespil, skulle de involverede så ikke være mere i fokus? Som om Chun ikke så det

næsten skjulte ønske hos deltagerne, lod han deres udtryk være flydende som et resultat af en

lang eksponeringstid. Det er altså ikke kunstneren, der har gjort billederne uskarpe ved at

bevæge kameraet, men deltagerne selv, der har skabt denne billedstil. De har siddet stille

foran kameraet i lang tid, mellem 18 og 68 minutter, uden at bevæge sig bevidst, men har

foretaget mikrobevægelser (såsom at trække vejret). Sporene efter disse fine bevægelser er

blevet fanget som uskarpe linjer i fotografierne. Hvad skete der egentlig foran kameraet?

Som allerede nævnt mente deltagerne, at de havde noget tilfælles med Dronningen, ikke bare

hvad angår udseende, men også hvad angår personlige træk og præferencer, såsom smag og

hobbyer. De havde dog aldrig mødt Dronningen og havde ingen personlige bånd til hende.

Det, de vidste om hende - dvs. det de mente, de vidste - havde de fra medierne. Man går ikke

ud fra, at deltagerne ligner Dronningen meget i det ydre, men det er heller ikke vigtigt, at de

gør det. Af en eller anden grund mente deltagerne, at de mindede om hende, og de iførte sig

den symbolske dronningedragt og satte sig foran kameraet. For at få dem i fokus minimerede

Chun dekoration og udsmykning bortset fra dragten. Da de først havde sat sig, begyndte deres

historie at udspille sig. Der blev ikke gjort noget forsøg på at få dem til at ligne Dronningen.

Chun lod i stedet tiden arbejde for historiernes udfoldelse. Tid og sted indhyllede deltagerne

og fotografen. De kunne måske nok foregive at være dronning et øjeblik, men som tiden gik,

flød og bevægede deltagerne sig og endte med at blive det, de foregav ikke at være, nemlig

sig selv. Det er ikke let at dele tid og sted i stilhed med en fremmed, og som tiden gik, har

deltagerne nok spekuleret over og overvejet hvilke ligheder der egentlig var mellem dem selv

og Dronningen. Det de portrætterede i løbet af seancen, var ikke Dronningen, men dem selv i

dronningekostume. Kameraet fangede deres overvejelser som uklare linjer i billedet. Det der

blev fotograferet er antydningen af tid, i hvilken deltagernes tanker bevægede sig fra

Dronningens person til deres egen identitet.

I sine tidligere arbejder har Kyungwoo Chun skabt billeder ved at anvende ekstremt lange

fotolukkertider. I stedet for blot at afbilde den person, der sidder eller er placeret foran

kameraet, ønsker Chun at personen deltager aktivt i skabelsen af billedet. I dette projekt har

han i forlængelse heraf inkluderet et aspekt af noget dramatisk, idet han lader almindelige

mennesker foregive at være dronning. Det centrale i dramatiseringen er imidlertid deltagerne

og deres overvejelser om, hvem de er.

Selv om Being a Queen-portrætterne klart er fotografier, er det ikke helt præcist at

karakterisere dem som sådan. Resultatet af projektet præsenteres i form af fotografier, men

Chun fangede mere end blot de ydre træk; han fangede også tidsforløbet. Og ikke bare

tidsforløbet, men den tid i løbet af hvilken deltagerne overvejede, deres identitet... Hvis vi

definerer video som et tidsbaseret medium, kan Chuns fotografier derfor karakteriseres som

“video”. Og hvis litteratur dokumenterer individers skiftende følelser, såkan hans fotografier

læses som ”litteratur”. Selv om Kyungwoo Chun anvender fotografering som sit medium, så

bevæger han sig konstant væk fra det, der definerer fotomediet. Der er tale om fotografering,

men ikke bare fotografering. Det er hvad, der karakteriserer hans arbejde.

Som det er kendetegnende for Chun taler han meget med deltagerne i løbet af projektet.

Inden deltagerne sætter sig foran kameraet, spørger han: ”Hvad synes du, at du har til fælles

med Dronningen?” Hvis der havde været tusind deltagere, var der nok kommet tusind

forskellige svar. For at deltagerne kunne svare, blev de nødt til at tænke på Dronningen og sig

selv. Man kan spekulere over, hvad der er blevet af dem i dag. Har deres liv ændret sig efter

at de foregav at være dronning? Eller har de glemt, at de har båret et dronningekostume og

siddet foran et kamera? Hvis de en dag hører, at deres portrætter bliver udstillet i Korea og

andre steder, vil deres dagligdag nok komme til at stå i et andet lys i det mindste et øjeblik.

De vil smile, idet de mindes, hvad de tænkte på og indrømmede den dag foran Chuns

kamera, da de var dronning.

Nathalie Boseul Shin

POR TRÆT AF ” SE LVET ” S ET GENNEM DRONNINGEN

천경우의사진은흐릿해보인다. 많은작가들이HD급의고화질을숨가쁘게따라가며실제보다더또렷하고, 사실보다더사실적이어서오히려어색한사진들을찍어낼때, 천경우는오히려흐릿하게초점이맞지않은듯보이는사진들을찍었다. 그리고시간이흘러아련하게번지는듯보이는사진은그의트레이드마크가되었다. 물론사람들이그의사진에끌리는것이그저흐릿하게초점이맞지않아보이기때문만은아니었다. 초상사진임에도불구하고인물을명확히알아볼수없는흔들리는이미지들은조금만다가가면그녀에게닿을것같은, 그래서그를또렷하게만날수있을것같은묘한긴장감을자아냈다. 그래서얼핏그림인듯보이기도하는그의사진은자꾸만사진속이야기가궁금하게만든다. 한편으로는피사체와, 그리고다른한편으로는관객과사진이라는매체로이야기하는그만의독특한절제된화법, 그리고사진만으로는다들을수없는남은이야기들은프로젝트로진행하는작업들에서더욱두드러진다.

“Being a Queen”은한국이라는나라의작가천경우가덴마크라는나라에체류하면서기획하고진행한프로젝트다. 한국역시한때는왕정국가 으나지금은가슴아픈역사의뒤안길에왕이라는존재는사라지고, 텅빈왕궁만이남아있다. 그래서 는지, 지금도여전히여왕에대한존경과애정이현재형으로살아있는덴마크에서여왕이라는존재는그에게좀더각별하게다가왔던것같다. (Being a Queen)의작업을위해천경우는자신이여왕의모습과닮았다고생각하는사람들을모집했다. 프로젝트에참여하기를원한신청자들은여왕이입었을법한고전적인드레스를입고자신의나이의년도를분(分)으로환산한만큼의시간동안카메라앞에앉아사진을완성시켰다.

언뜻보면“Being a Queen”은아직도여왕, 공주에대한동화적판타지에서벗어나지못한어른들이여왕의옷을입고‘여왕인척’사진을찍어보는놀이쯤으로보여질수도있다. 그러나여왕인‘척’하는역할극이라면, 인물의모습이좀또렷하게보여야하지않을까. 그러나카메라앞에서잠시나마여왕처럼보이고싶었던참가자들의(숨겨진) 욕망은모르겠다는듯천연덕스럽게카메라의렌즈를열어버림으로써, 카메라앞에앉아있는피사체의모습을과감하게흘려버렸다. 물론그가이미지를흘러가게그린것은아니다. 카메라앞에앉아있는인물스스로가자신도모르는사이스스로빛과시간안에서만들어낸이미지일뿐이다. 그런데, 그렇게흘러가듯흔들리는이미지가자꾸만관객의호기심을자아내고, 시선을붙잡는다. 카메라앞에서무슨일이있었던것일까.

앞서도이야기했듯이, 이프로젝트는스스로가여왕과닮은점이있다고생각하는사람들이참여하여, 여왕의복장을하고사진을찍은것이다. 여기에서여왕과닮은점은단순히드러나는겉모습뿐아니라, 내면적인부분, 혹은미디어를통해알려진여왕의취향이나취미등다양한특징들을포괄한다. 짐작컨데, 작가를찾았던많은지원자들의

4948

Det er svært at definere helt præcist hvad kunst er, men hvis det at deltagerne har været med i

en kunstnerisk seance har givet dem midlertidig lindring og trøst, er det så ikke nok? Eftersom

deltagerne kunne reflektere over sig selv, mens de foregav at være dronning, kan man sige, at

deres oplevelser var af kunstnerisk art, og at Kyungwoo Chun har gjort et fremragende stykke

arbejde med Being a Queen.

신보슬 여 왕 을 통 해 바 라 보 는 ‘ 나 ’의 초 상

The encounter is, I think, at the centre of Kyungwoo Chun’s artistic strategy and practice.

Encountering the other - and oneself. How do we act in our encounters with other people,

how do these encounters affect us, which roles do we play and how do we approach one

another?

By centering on ‘the encounter’, Chun turns our attention to the way in which we are

constantly shaping our identity in relation to other people, internalized norms and demands,

as well as good and bad role models. For better or for worse, we reflect ourselves in other

people and in our perceptions of who they are. And, it is not only people we know

personally, but also, to a large extent, historical and fictive characters. We need only to think

of the enormously popular quizzes on Facebook: Which Greek philosopher are you? Which

feminist thinker are you? Which Muppet are you? And so on and so forth.

“I have always been interested in how people reflect themselves through other people or

certain characters of their society and history,” Kyungwoo Chun says. Having visited Denmark

a couple of times since 2000 as a German-based Korean artist, the omnipresence of the Queen

in the Danish society has caught his attention in particular; not, though, in the form of

traditional visual manifestations of the extensive power of the august head of state, but in the

shape of a real human being constituting an example for a large number of people. Thus,

rather than Queen Margrethe II herself, what is important in Being a Queen is people’s

perceptions of her.

When visiting Denmark for the first time, Kyungwoo Chun worked on a book project with

Mika Elo entitled Souvenirs (1998-2003), which is a photographic travelogue depicting

souvenir shops in European cities such as London, Paris, Rome and Madrid. Here he became

fascinated by the staggering number of historical persons in the shape of mass-produced

icons. While there, he took pictures of innumerable figurines such as Queen Elizabeth II,

Louis XIV, Frederick the Great and Queen Victoria, to name but a few. In Copenhagen,

however, Chun experienced something else: An approach to the royal family less burdened by

historicism as well as a modern queen the existence of whom exceeds the souvenir shops, the

Queen being, as it were, embodied in ordinary Danes’ reflection of and identification with

her. Hence, in Chun’s interpretation it is a matter of being a queen rather than merely having

a queen.

Cooperating with Galleri Image, Kyungwoo Chun advertised for people believing that they

bore a physical or mental resemblance to the Queen, and who wanted to participate in video

interviews as well as be portrayed photographically. The numerous replies indicated that

people identified with her in many different ways. Some pointed to her creativity and artistic

50 51

외모는여왕과그다지닮지않았을수도있다. 다만, 실제로여왕을만나본적은없지만, 각종매체들을통해서전해들은‘그러리라짐작되는’여왕의일면을스스로와닮았다고생각했을것이다. 여왕임을상징적으로드러내는‘드레스’를입고카메라앞에앉는다. 그리고작가는인물이부각되게하기위해드레스외의장식들은최소화했다. 사실본격적인이야기는지원자가카메라앞에앉는순간시작된다. 천경우는참가자가여왕과닮아보이도록카메라를조작하지도않고, 렌즈를열어카메라안에서시간이흘러가게둘뿐이다. 한순간‘찰칵!’하고찍어버리면아무일도없을텐데, 피사체를담는카메라의렌즈가열려있다는사실로인해이야기는달라진다. 작가와함께공유하는시간, 그리고공간. 그저순간이라면잠시‘여왕인척’해볼수도있으련만, 순간이아닌흘러가는시간안에서피사체가된참가자는정작여왕이아닌, 자신에대해서돌아보고바라보게된다. 게다가제한된공간안에서낯선이와침묵으로시간과공간을함께한다는것은그리쉬운일이아니다. 그러니처음에는여왕의옷을입고카메라앞에앉았던순간에는여왕인‘척’하며앉아있었다하더라도, 시간이흐르고, 자신이여왕과닮았다고생각했던이유를생각해볼수밖에없게된다. 그리고이러한과정을통해참가자는정작여왕을마주보는것이아니라, 여왕의옷을입고있는자기자신의모습을마주하게된다. 그생각의시간이바로흔들리듯그려진카메라에포착된이미지이다. 때문에정작사진으로보여지는것은여왕에대한생각에서스스로에대한생각으로변해가는카메라렌즈를통해그려진시간의흔적이다.

물론이전의작업에서도천경우는렌즈의노출시간을길게열어둠으로써, 흔들리듯흐릿해보이는이미지를만들어내는과정을통해카메라앞에‘앉혀진’인물의외모를사실적으로잡아내는것이아니라, 인물이좀더적극적이고능동적인입장이되어사진안에서무엇인가하고있는것을보여주려고했었다. 다만이런그의의도가“Being

a Queen”에서는‘여왕’이라는일반인에게는판타지의존재처럼느껴지는(약간은) 극적인‘설정’을하게됨으로써, 피사체가스스로를바라보게하는과정을더욱극적으로전환시켰다.

“Being a Queen”속천경우의초상사진은분명사진작업이다. 하지만, 그의작업을그저‘사진’이라고부르기에는뭔가석연치않다. 작품의결과로따진다면분명사진이기는하지만, 그의사진은사물의외양이아닌흐르는시간을담아낸다. 그것도그저단순히흘러가는시간을담는것이아니라, 흐르는시간속에서피사체로서인한‘개인’이스스로를반추하는과정을담아낸다. 비디오가시간예술이고, 흐르는시간을담아내는것이라면, 그의사진은분명히‘비디오’일수도있으며, 한개인의개인사적인심정의변화를담아내는것이문학이라면, 그의사진은‘문학’이아니란법도없다. 이렇듯천경우의작업은사진이라는분명한매체를사용하고있음에도불구하고, 단순한매체의규정에서끊임없이미끄러지듯빠져나간다. 사진이지만, 그저‘사진’만은아닌. 천경우의작업의특징은여기에있다.

다른작업들에서도마찬가지이지만, 이프로젝트를진행하면서참가자들과많은대화를나누었다고했다. 그리고카메라앞에앉기전, ‘당신이여왕과닮았다고믿는이유는무엇인가요?’라는질문을했다고했다. 나는아직그들의대답을다듣지는못했지만, 아마도천명의참가자가있었다면, 천가지의다른이유를가지고카메라앞에앉았을것이다. 그리고는생각했지. 여왕에대해서, 그리고어느덧자신에대해서. 문득다시일상으로돌아간그들의삶이궁금해졌다. 여왕의옷을입고사진을찍었던그날의기억이그들의일상을바꾸어놓았을까. 아니면그런날이있었다는것조차잊고다시일상으로돌아갔을까. 어찌되었든상관없지않을까싶다. 적어도그날만은여왕이되었던것같은설렘이있었을테고, 자신이여왕과닮았던점을생각하고작가와이야기를나누는동안만은그어느때보다진지하게자신에대해서생각해보았을테니까. 그리고어느날, 누가누군지또렷이구분되지않는흐릿하게찍힌자신의사진이한국에서전시된다는소식을전해듣는다면, 다시한번느슨한일상에약간의떨림은느끼게될테니까말이다. 그리고는작가에게털어놓았던, 카메라앞에서생각했던것들을떠올리며입가에미소를지을수있을테니말이다. 무엇이라딱꼬집어정의할수는없지만, 삶에긴장감을더해주고조금이나마누군가에게위안이된다면, 그것으로충분하지않을까. 잠시나마여왕이되어, 스스로를돌아볼수있었다는것만으로도, 그들스스로가훌륭한예술작품이었으며, 천경우는훌륭한프로듀서 다이야기할수있을것같다.

Louise Wolthers

E N C O U N T E R S

52 53

All of the participants are women with the exception of one man the presence of whom

reminds us of the concept of ‘drag queen.’ A drag queen is a man who adopts typically

feminine traits and stage requisites in a performance not only temporarily transgressing his

own biological and acquired gender, but which also demonstrates that our gender is always a

role we perform and which is created in accordance with social norms. By the same token, all

of the participants illustrate the fact that being a queen is to perform a set of roles. Hence, the

real queen in particular, in whom they mirror themselves, must act within highly normative

limits.

Although the participants were dressed like queens, it was not a matter of making an attempt

to see what it was like to be another person. As Chun told someone during the photo session:

“You’re not sitting in front of a camera, but in front of yourself.” Mirroring themselves in the

queen character inspired the participants to discover in themselves unlooked-for qualities and

character traits. And, perhaps, the queens may even have (re-)discovered, retrospectively,

qualities transgressing norms, demands and common expectations? Anyhow, it is the hope of

the artist that the participants learned something about themselves: “In the end I think and

hope that the participants met themselves through Being a Queen.”

commitment, others to her appearance (“I am tall and a little statuesque”). Some of them were

straightforward and prosaic (“I am also married to an immigrant”), while others revealed more

thorough knowledge of the Queen, acquired through portrayals in magazines and on

television (“I share the philosophy of life behind her statement on not wanting to become a

passenger in life”). In Kyungwoo Chun’s own words: “It is interesting that none of the

participants have met the Queen in real life, but they have lived with her as a part of their

personality, memories, media fantasies and present state of life.”

Being a Queen encompasses much more than the finished portraits - it is a long performance,

beginning with Chun’s advertising for participants who, by enrolling for the project,

contributed themselves to the further elaboration of the work. Chun explains the process: “In

this project it was important to me that I didn’t choose the participants, but that they

themselves decided to come for their own personal reasons. So it was a kind of blind date.”

Thus, the project is open and interactive manifesting itself in the actual photo session. The

photographing part is more than merely the finished picture; it is a process and a space in

which photographer and participant converse, thereby becoming acquainted with one

another. Once more the encounter is in focus. Chun has no interest in staging the sitters as

passive models, allowing them instead to leave a mark on the picture. By prolonging the

exposure time, he enables them to do just that; to be more specific, the queens are

photographed - in a single exposure - for as many minutes as the number of years they have

lived. Every little movement - if only their breathing - is thus registered, the sitters thereby

helping the artist to “draw” their own portrait. Being Chun’s general artistic signature, this

artifice makes the photograph very personal. Though wearing the same royal blue ball gown,

the pictures of each queen are, in other words, individualized. “I wanted to use the same and

relatively classical queen-costume for all participants, because it is a symbolic act when people

are doing this kind of role-playing. But it was never my intention that people should make an

attempt to look like the Queen, and the long duration made it possible for them to be

themselves more instead of imitating somebody else.”

The long exposure time paves the way for a meditative interspace that gives the participants

an opportunity to reflect on their own perceptions of the Queen and queens in general, and,

eventually, on themselves and their “inner queen.” These reflections may leave a trace of

some sort on the picture, just as the interaction and the conversation with the artist, too,

become part of the photograph, resulting in a triple portrait. Thus, what is registered is not

only the sitter; there are also superpositions of Queen Margrethe II as an idea and of

Kyungwoo Chun as a mediator. The pictures are thus democratic and personal

reinterpretations of the classical prince portrait and the historical painting as a genre. These

pictures show that - even for royalists - the Queen is not merely an august example, but also a

human being with recognizable traits. This is supported by the participants’ answers when

asked to explain what they have in common with the Queen, for they are both humorous and

self-ironic. As one of them says: “I neither find all of my qualities, nor the Queen’s, positive.”

54 55

accessories. To become a queen is a game or play which places itself within the framework of

a particular technology, tradition, history and power structure. With the amorously quixotic

approach of playing, Chun offers interested people the opportunity to play the role of royal

protagonist in this complex performance.

Not everyone can become a queen. Playing the part of majesty implies a special ability to

identify oneself with other people, a special affinity. The criterion of becoming one of Chun’s

queens, however, is not the Law of Succession, the ties of kinship or its external manifestation

in the form of physiognomic similarity. More esoteric and extraordinary kinships serve as valid

criteria, since any type of identification with the majesty is accepted, irrespective of diverging

body characteristics and lineament. The social position of the Queen, her age, marital

relationship, approach to life, temperament, appearance and clothes - every one of these

features may count as ways of identifying with her.

What is important is not the character of the identification but the existence of it. Being a

queen is an act of will, a wish, an intended act accessible to anyone, if only the idea of

kinship is nourished by a sufficient amount of passion and identification. Becoming a queen

requires, more than anything else, that the idea of becoming a queen has left an impression

on oneself, has struck root in oneself. Becoming a queen is a passion.

Chun’s unusual photographic process kindly assists this passion, the identification with the

Queen, in that the extraordinary length of the exposure time ensures a certain motion

unsharpeness no matter how statuesque the majesties keep their posture. The queens are

allocated as many minutes to pose in front of the camera as the number of years they have

lived. This rule - a taxonomy of contingency, as it were - is part of the game. The performance

varies in terms of duration; the young sitters familiarize themselves with the role faster than

the older ones, who get under the skin of the royal imagery at a slower and more patient

pace, which is due to the fact that their old age has given them the status of independent and

unique individuals.

Proportionate to age, the characteristics of the personality opposes the identification with that

of the other. This rule compensates for the profound traces of the distinctive features and the

individuality, the facial furrows caused by time, by offering more time to gently scratch and

smooth out these very distinctive features. The firmness of the camera is more pronounced

than that of the majesty. Spectacularly, the photographic process reverses cause and effect:

time inevitably leaving its mark on the faces can be used to erase these traces through the

mediation of the camera. The technology is transformed, in Chun’s work, into a form of

“optical medicine”, a dream machine, a rejuvenation machine.

However, the fact that the moment of exposure lasts for minutes, indeed more than an hour,

allows, on the other hand, the individual sitters to leave their personal stamp on the picture,

to act autonomously within the span of the performance. This span of time constitutes the

Being a queen is to identify oneself with the monarchical figure, to wrap oneself in a heavy,

royal blue ball gown, a tiara and the Grand Cordon, to become practically untouchable as well

as immovable in all one’s exalted elegance, splendour and dignity. To transform oneself into a

living monument, placing oneself firmly in the fixation belt of tradition from where no detours

are allowed. To feel royal blood running through one’s veins, a hundred-year-old genetic

heritage endowing the body with a burdening weightlessness, the obligation to display

majestic grandeur, to superhuman glory and sovereignty. To rule absolutely, unchallengeably

and indisputably, wrapped in the splendour of impervious lust for power and in assurance of

the past.

However, being a queen is also to be reminded of one’s own humble humanity, indeed of the

most infamous downsides of this humanity: the incessant inquisitiveness of the gutter press

scrutinizing all of one’s steps. The grandeur of history corresponds to today’s glamour and

gossip. Being a queen is to be constantly chased by the gutter press, to find oneself caught

and transilluminated by monstrous paparazzi lenses, to find oneself being ruthlessly and

mercilessly exhibited in the most disadvantageous and intimate situations, deprived of one’s

authority, thrown in the gutter. To be the subject of the intense interest of the people - her

subjects. To be the cause of public amusement like a reversed court jester: a jester s court.

The coin has two sides: a front side and a back side. On the one side the likeness of the

Queen, on the other side more prosaic motifs such as the national coat of arms and the value

of the coin - or, as in the past, a side that was all plane without any features. Being a queen is

to be the most widespread picture passed on every day, almost inconspicuously, by an

uncountable number of hands, thrown in coffee vending machines and begging bowls, put in

cash registers and in trouser pockets. The coin is engraved with a profile of the Queen, the

picture imperceptibly affecting everyone who sees it. The inner logic of the representative

portrait is this very double striking, the radiation and spread of power through the insensible

ubiquity of the likeness. Being a queen is to be omnipresent, ruling - even in absentia - by

means of one’s picture. Being a queen is to be a picture, an imagery deeply embedded in

people’s minds.

Cooperating with a number of people, this constitutes Kyungwoo Chun’s performance. The

idea of being a queen. The idea of being a picture. The idea of being a performance. Chun

has chosen, very aptly indeed, to let the performance unfold itself in front of a camera, to

borrow the tradition of the likeness as a matrix for the performance, and to borrow the

insignia of the Queen - the royal blue ball gown, the tiara, the Order of the Elephant - as their

Rune Gade

Reflections on Kyungwoo Chun’s photographic performances

B E I N G A Q U E E N

56 57

Kyungwoo Chun’s photographs are blurred. Many photographers of today obsessively capture

the world in high definition pictures. This breathless hyper-realism creates oddly familiar and

yet awkward images. In the midst of this, the Korean artist Kyungwoo Chun presents

photographs that are odd for a different reason: the images are blurred and the subjects seem

to be out of focus. It seems that Chun lets the flow of time seep into his images. Although

they are portraits of people, the subjects are not clearly depicted or recognizable. However,

they seem to be knowable if one takes a step closer. This tension between the non-

recognizable subject and the seemingly knowable image marks the unique characteristic of

this photographer’s works. Are they paintings or photographs? One may wonder. His

photographs have this power of drawing curiosity out of the viewer. Who are these people?

What are their stories? One can see his unique reserved visual language in his attitude towards

the subjects of his photography and the way he engages in a dialogue with the viewer

through the medium of photography. His visual language is such that it gives little information

and leaves much room for curiosity and speculation. The stories, which are seen as traces in

time but remain unheard, draw the viewer’s curiosity towards his works, and this quality is

manifested more intensely in his project-based photographic works.

Being a Queen is a project which Kyungwoo Chun created while staying and working in

Denmark. Korea was once a kingdom too, but the tragic history of colonization ended the

kingdom abruptly and left empty palaces. Perhaps for this reason, the existence of the Queen

who is respected and loved by the people of Denmark interested the artist. For the project,

Chun looked for people who believed they resembled the Queen in one way or the other.

The applicants wore classical dresses, the kind of dress that a queen might wear, and sat in

front of the camera for the duration of time that represented their age (i.e. one minute per one

year of age).

At a glance, it might seem that Being a Queen is a kind of adult fantasy role-playing enacting a

childish desire to be a queen or a princess for a day. However, if the work was intended as

role-playing, shouldn’t the images be more in focus? As if Chun did not see this almost hidden

desire of the participants, he let the appearance of the subjects be fluid as the result of long

exposure time. It is notable that it is not the artist who made the images blurry by moving the

camera, but it is the subjects themselves who created this kind of imagery. Sitting still in front

of a camera for an extended period of time, such as from 18 minutes to 68 minutes, they

created micro movements (such as breathing) without consciously moving their bodies. The

traces of such subtle movements were captured as blurry images in the photographs. What

actually happened in front of the camera?

stage of the queen, the ceremonial topos of the performance, the royal throne. The black box

of the camera is the stage. Here she meets and interacts with her audience, constituted partly

by the staring eyes of the camera, partly by the more unobtrusive presence of the

photographer. Like all other performances, most of the work is done prior to the actual play,

which is, in fact, a sort of climax of the extensive identification work, the crowning glory. The

moment of identification lasts far longer, intervening deeply in the life story and psychology of

the individual person.

Becoming a queen requires more than the minutes spent in front of the camera, seeing that it

only forms a concentrated perfectionism of a far longer, perhaps even perpetual course, an

ongoing process of becoming a queen. The performance is the manifest celebration and

solemnization of an inner queen who has settled more permantly in the consciousness, under

the skin. Finding expression in the performance, a glossy aura of self-assured firmness, a

spectacular inordinate love of fiery and ornaments in full bloom with all its pomp and

circumstance is given life. At least three elements are involved: the individual person, the idea

of a queen figure and the discreet discrepancy between these two. An optical amalgam that

extracts a primary form from the generalized idea of a queen figure, and which merges with

the individual physiognomy of the sitters, without aspiring to the finality of a seamless illusion.

There are no unambiguousness here, only the enchanting ambiguousness of a semi-dissolved

puzzle picture.

Who are visible in these mysterious queen portraits? Unlike everyday photographical portraits,

Chun’s portraits of the sitters do not establish their identity. Paradoxically, the queen portraits

are not, as it were, portraits of anyone. They do depict someone, but not someone in

particular. On the contrary, they are undetermined ideas of how to become another person -

of how to become a queen. Perhaps they are, after all, portraits of the conditions under which

a queen lives, that is to say, they are part of a collective imaginary, a social ability to imagine.

Chun’s portraits may be portraits of what it is like to be a queen always in the process of

becoming one. An endeavour, a movement, a performance. Being a queen is to identify

oneself with the queen figure, to embrace it with nothing else than one’s own determined

wilfulness.

Nathalie Boseul Shin

PORTRAIT OF “THE SELF” AS SEEN THROUGH THE QUEEN

59

When answering the question, the participants had to think about the Queen and themselves.

One may wonder about their lives today. Have their life changed in any way because of their

experience of being a queen? Or have they forgotten that they have worn the queenly dress

and sat in front of the camera? Someday, if they hear that their portraits are being exhibited in

Korea and elsewhere, it might brighten up their mundane daily lives at least for a moment.

They would smile recollecting what they thought about and confessed to in front of Chun’s

camera that day when they were a queen.

It seems difficult to come up with a conclusive definition of art, but if being part of an art

experience gave the participants momentarily solace and comfort, isn’t that enough? If they

could reflect on themselves enacting the Queen, one could say that the subjects’ experience

was a great work of art and that Kyungwoo Chun did an excellent job producing this

experience.

As previously mentioned, the participants thought they had something in common with the

Queen, not just in terms of appearance but also in regard to personal traits and preferences,

such as tastes and hobbies. However, they had not met the Queen nor had they any personal

ties with her. What they know - i.e. what they think they know - is what is known through

media exposure. One does not presume that the participants resemble the Queen much in

terms of appearances, but that is not important. For whatever reason, the participants thought

they did and wore the symbolic “dress” of the Queen in front of the camera. In order to focus

on the subjects of the photographs, Chun minimized decoration and adornment except for the

dress. Once they sat, their stories began to unfold. No attempt was made to make them look

like the Queen with a single click. Instead, Chun let time accompany the unfolding of the

stories. Time and space enveloped the subjects and the photographer. They could perhaps

pretend being the Queen for a moment, but as time went by, the applicants who had become

the subjects in time flowed and moved, and encountered what they pretended not to be:

themselves. It is not that easy to share silent time and space with a stranger and as time

passed by they may have wondered about their presumed resemblances to the Queen.

Through this experience, what they portrayed was not the Queen but themselves in the

queenly costume. The camera captured this period of pondering as blurry images. Thus, what

actually was photographed is the trace of time, in which their thoughts evolved from the

persona of the Queen to that of the participants’ own identity.

In his previous works, Kyungwoo Chun created images by slowing the shutter speed of the

camera extremely. Thus, instead of depicting the appearance of the subject who is ‘sat (set)’ in

front of the camera, he wants the subject to take a more active role in becoming and making

the image. In addition to this constant intention, he included in this project the aspect of a

dramatized “setting” in which ordinary people enact the fantasy of being a queen. However,

the real focus of this dramatization is the participants who are pondering about themselves.

Although the portraits of Being a Queen are clearly ”photographs”, it is not completely

accurate to categorize them as such. The outcome of the project is presented in the form of

photographs, but what Chun captured was not just the outward aspects of the subject matter,

but also the passing of time. And not just the passing of time, but the time in which the

“individual” subjects contemplated themselves. If we define video as a time-based media,

Chun’s photography can be categorized as “video” too. And if literature documents the change

of feelings of individuals, his photography can be read as ‘literature’ as well. Even though

Kyungwoo Chun uses photography as his medium, he constantly slips away from what

defines the photo medium. It is photography, but not just photography.’ This is what

characterizes his work.

As usual for Chun, he conversed a lot with the participants during the project. Before the

participants sat in front of the camera, he asked: “What do you think you have in common

with the Queen?” If there had been one thousand participants, there would, supposedly, have

been one thousand different answers.

58